Kviksand på dansegulvet
Er det i virkeligheden en programerklæring, londoneren Aya Sinclair lægger ud med på sit første album i eget navn? Oven på en industriel cirkulation af strøget metal indtaler hun med let forvrænget stemme kække remser, der minder om Alice i Eventyrland. »Me, more, me, more; tick tock goes the broken clock.« Det lyder som en afsked med klubben, et løfte om spartansk lyd, fri puls og drilsk iscenesættelse.
Pilen peger på im hole da også mere i retning af forsvindingsnumre end af dansegulvet. Bevæger vi os endelig ind på klubben, er det til en fest, hvor DJ’en spiller på hospitalsudstyr og kun slangemennesker forstår at bevæge sig langs musikkens kubistiske linjer. Aya modulerer sin stemme i flerlagede bølger, reducerer basmønstre til konturer uden hverken bund eller top og holder de melodiske elementer i stram snor som nøgne sinusmonitorer.
Nærmest programmatisk er enkelheden halvvejs inde, hvor et banalt motiv vokser ud af en anslagstung sløjfe. Gradvist forlænges de fire toner fra rent anslag til møntklingende synth, mens deres klang og stemning gennemløber den ene forvandling efter den anden. Derefter følger så fem minutters monolog, en videreførelse af introduktionens legesyge poesi; Aya har i den grad bemægtiget sig vokalen med sit nye album.
Allerherligst er måske den helt kranienære »tailwind«. Her dominerer et klikkende faldmotiv lydbilledet totalt, fuldstændig som at høre bolsjemasse med kuldioxid poppe i munden. Dét, og Ayas elektroniske forsvindingskunst, bliver man let afhængig af.
Konstrueret krop komponeret
»Kroppen er ikke i rummet, den bebor rummet,« skriver fænomenologen Maurice Merleau-Ponty, og jeg mærker det som et nervesus, da det pludselige udsyn af kroppene foran mig absorberer kirkerummet: en nærved nøgen kvindekrop som centrum i trekantsformation af tre mandlige kroppe klædt i sort.
Sakramente (Natsange) af kropskomponisten Jeppe Ernst simrer af posthumanisme: kroppe, der bevæger sig, som var de forprogrammeret i en metronomstram synkronicitet, prædetermineret til at danne imitationer, spejlinger og kontrapunkter. Skinbarlige kroppe, der blinker og ryster, men på samme tid fremstår lige så artificielle og konstruerede som det partitur, der har sat dem sammen.
Værket består af tre satser, hvor den sidste er et ekko af den første. De mandlige kroppe træder frem mod kvindekroppen – først den ene, siden de to andre – og spiller en typisk Ernst-koreografi af armbevægelser. Bløde løft, en pludselig sitren i hånden, kontante fremadskydninger: Alt sammen udført med et imponerende fokus.
I andensatsen træder værket i karakter. Kvindekroppen bliver lagt ned i en positur, der både minder om da Vincis Den Vitruvianske Mand og Kristus på korset. Mandekroppene sætter sig på hug rundtom og iværksætter et voldsomt ritual, hvor dumpe slag og kvælertag blander sig med nænsomt strygende kærtegn.
Bevægelserne, der før virkede abstrakte, bliver nu til symbolske berøringer, som udtrykker en besidderisk ambivalens. De vil dominere, men er allerede domineret, sat sammen i rytmiske mønstre. Det er en form for afmagt, der udsulter humanismens naturaliserede kropsbegreb og på fornemste vis afslører mande- og kvindekroppen som dybt konstruerede størrelser.
Simuleret ursuppe
Den første gang, jeg satte dette album på, fyldtes jeg næsten øjeblikkeligt af en nærmest barnagtig begejstring. En særegen kombination af overraskelse og genkendelsens glæde overkom mig. Jeg havde aldrig hørt albummet før, men det føltes, som om jeg alligevel havde hørt musikken før.
Kaj Duncan Davids musik drypper, bobler, trækker vejret tungt og udånder, vokser og fortaber sig. Den er fyldt med vokallyde – menneskelige, eller et stykke softwares imitationer? Et sprog de- og rekonstrueret. Synths, der til tider simulerer analoge instrumenter. Faktisk er det, som om alt ved denne musik simulerer. Hypervirkelighed a la Baudrillard i øverste potens, et simulakrum af et simulakrum.
De elektroniske flader, blip og blop samt stemmer iblandes lejlighedsvis dyrelyde. Alt fra heste, grise og hunde til frøer, katte og fugle får lov til at istemme sig koret. Især katten på titelnummeret frembringer konsekvent et smil på læben. Der er noget mystisk, mytisk, men også absurd humoristisk over det.
All Culture Is Dissolving er som en kedel i kosmisk størrelsesorden, hvori al eksistens er blevet kogt ned til en ny ursuppe – og dette er, hvordan det lyder. Det flyder over af liv, eller i hvert fald en approksimation af det. Overraskelsesaspektet er nu ved nærmere bekendtskab gået tabt, men begejstringen er ikke aftaget.
Over jorden, under tiden
Music for Acoustic Instruments & Feedback får tiden til at stå stille. Kombinationen af akustisk instrumentering – klaver, klokker, akkordeon med mere – og feedback giver albummet en overjordisk kvalitet. Klokkerne på intronummeret »Bells« er hørbart til stede. De findes, i lighed med de andre instrumenter på albummet, et sted derude i verden. Deres lyde er på et tidspunkt blevet optaget og er nu blevet en del af nærværende udgivelse.
Feedbackens uigenkendelighed forplumrer dog billedet. Det er, som om jeg kan placere musikken i sted, men ikke i tid. Jeg henføres til dagdrømme, hvori tidens kontinuerlige og fremadrettede march ikke kan tages lige så for givet, som man gør det i sin vågne tilstedeværelse. Klaveret i »Piano & Two Tape Loops« skyller frem og tilbage, mens båndoptagelserne pludrer i baggrunden.
Der er noget ved disse numre, der sætter gang i den frie association, en midlertidig frigørelse fra min egen kødelige eksistens. De somme tider melankolske, somme tider sangvinske simple melodier, der svæver over en underskov af feedbackens flimrende, summende droner. Vanessa Amara gør sig i en form for underspillethed, der opfordrer til både mere og mindre fokuseret lytning. Begge tilgange anbefales herfra.
Vidne til ophøret
En verden af iskold sol og helvedsblomster toner frem i Gísladóttirs musik; bredt hvislende droner sat over for kontrabassens på samme tid meditative og foruroligende botanisering. Det er storladent, men ukunstlet, en bombastisk ensartethed i en to timer lang raptus. »Solen størkner blodig, imedens den brænder,« som Baudelaire skrev.
Kun rent undtagelsesvis viger Gísladóttir og Sverrisson bort fra hovedsporet på Caeli, for eksempel med de klagende mågeskrig og konturerne af et strygerarrangement på »Caeli movendi sunt et terra«. For sproget er fundet, deres opgave er blot at lade det flyde. Hyl mod månen!
Jeg kan ikke lade være et krydslæse Gísladóttir – månens og den evige vinters besynger – med den soloptagede og lige så hyperproduktive digter Cecilie Lind: »Jeg er solen, der stod op om natten,« skriver hun i Mit barn, langdigtet om fødslen af den sorte sols baby og den personlige undergang spejlet i galaksens, »mor / mord / dødssol«.
Umuligt er det at fjerne blikket fra himmellegemer i kollaps, hvad end det er måne eller sol (ét fedt bag apokalyptiske briller). Og det er vel sådan, jeg lytter til Caeli og Gísladóttirs improvisatoriske partiturcirkler, som en myg fanget af det lys, der vil udslette den. Som en myg, der ser en komponist finde sit sprog og bade sig i den overflod af lyd, det taler.
Blæst over egoet
De har improviseret op til ni timer i træk. For at udmattelsen skulle slette egoet, for at transcendere. Simpelthen. Ekstraktet af bandet Maratons kollektive udforskninger af alverdens beats og freejazzet blæs høres på debutalbummet, hvor et bølgende Rhodes-klaver drømmer dybt under Maria Dybbroes totalt vågne sax.
På den fine, cinematiske tur – CD’en er pakket i en DVD-æske med palmetræer (eller er det bregner?) på coveret – deltager Jonathan Ludvigsen fra Athletic Progression, og numre som »Den japanske have« har farve af sådanne fritænkende og lidt spacede jazzerier.
»Indianerdoku« er helt i friland med trommerne i centrum. Andetsteds lyder ambience, percussivt tingeltangel og en synthesizer, der minder om noget fra 80’er-filmen Le grand bleu.
Musikken er spraglet – og rummer måske for mange forskellige udtryk til én CD. Men kunst behøver ikke være instant, og måske er det meningen, at lytteren (også) skal svede igennem sammen med Maraton. Undertegnede kunstudsultede ego er helt med. Kunstmuseet Aros siger, kunst er mental fitness. Og muligvis også transcendens.