Læg ørerne ind i de langsomme toners mange smukke lag
Mette Nielsens musik er sanselige undersøgelser af toners og klangenes mindste mikroskopiske detaljer. Efter en time i selskab med strygekvartet og klarinet på hendes nye album sidder man tilbage med en følelse af at have været helt tæt på musikkens mindste bestanddele. Når trykket på strengene hos Novokvartetten er tungt, mærker man støjen og de skærende metalliske overtoner, der får trommehinderne til at blafre. Når Jonas Frølunds klarinet sætter an helt fra toppen ud af ingenting, er det atmosfærisk sitren. Men lige meget hvad tæt på.
De seks stykker på Frozen Moments er melodiske og skramlende på samme tid. Rester af musikalske minder bliver til knitrende, iscenesatte salmer, hvor klangene får karakter som objekter, der hænger i luften en ad gangen. Et stykke har kun en tone, men formår alligevel at vise masser af nuancer. Andre, som solostykket »Apart«, kommer vidt omkring med rene klarinettoner, interferencer, multiphonics, sang og growl – men stadig med grundig langsommelighed.
Hun har en fascinerende evne til at skrive rigtig smukt uden patos. Klangskønt, elegant og sart og kun med en lille smule af den slags højtidelighed, der opstår, når man giver tid og rum til klangenes egen poesi. Og selvom hun søger støjen og det bøjelige og ufikserede, når hun udforsker tonernes randområder, bliver hendes musik aldrig grim eller for meget. Den får bare lov at være sig selv med sine mange naturlige, akustiske lag.
»Hvad musik er for mig? Her er et citat fra Nietzsche: 'De dansende virkede alle vanvittige for de mennesker, der ikke kunne høre musikken.'«
Salim Washington er en saxofonist, multi-blæser, komponist, akademiker og aktivist fra Detroit, som siden 70'rne har været meget aktiv på den amerikanske jazzscene og sågar også i Sydafrika, hvor han blev en central aktør. John Coltranes ånd hviler over hans musik, som har både spirituelle og sociale dimensioner.
»Musik for os er det perfekte sprog, som vi elsker at tale. Et sprog, hvor det er den enkeltes følelser og fantasi, der bestemmer, hvad der er rigtigt og forkert. Alle kan tale sproget. Du behøver ikke at kunne skrive eller forstå, men blot lytte. Noget musik kræver, at man lytter grundigt efter og måske hører det flere gange. Lidt ligesom når man snakker med en fra Norge eller Sverige, så skal man også lige lytte lidt ekstra efter.«
DØGNKIOSK er et dansk punkrock-band med rødder i Silkeborg. Bandet består blandt andre af bassist og sanger Anders Ejner, der gennem flere årtier har været aktiv på den danske undergrundsscene. Musikalsk bevæger DØGNKIOSK sig i et felt mellem klassisk dansk punk og alternativ rock. I foråret 2026 udgiver bandet deres andet album, Tæt på kanten.
Det er svært at fatte, at Andreas Engström ikke længere er iblandt os. For blot et par måneder siden skrev han – som han havde gjort så mange gange før – med et ambitiøst forslag: han ville anmelde en boks med tyve udgivelser af Dror Feiler. I samme besked nævnte han også planer om at komme til Aarhus til den netop afsluttede Spor Festival.
Flugten fra hotellet, der måske ikke findes
Mine damer og herrer, vi er helt nede i undergrunden! Sågar i Frankrig. Nærværende EP er den seneste konceptuelle udgivelse fra den franske elektro-producer Romain Martin, der arbejder under navnet RÖM i grænselandet mellem ambient og techno. Whispering Dub er bygget op af fem numre, der trækker på en stor indflydelse fra dub og fortæller en historie om flugten fra et fiktivt hotel. Escomels baggrund i studier af afrikansk percussion og en kærlighed til analogt udstyr kommer til syne i de mystiske klangflader og den stærke kontrast mellem arrangeret percussion og dubbede ekkoer, der understreger konceptets spænding mellem mystik og virkelighed.
»Oilbird« åbner med dystopisk ambient og glider over i den rytmiske »Eastern Temple«, der konstant veksler mellem filtrerede synths, hektisk percussion og pludselige breakbeats. Mere sammenhængende bliver det på titelnummeret, der blander minimal-techno ind i opskriften og glimrer ved at holde pulsen oppe, mens ekkobelagte trommer lægger en foruroligende stemning midt i dansemusikken. På den afsluttende »Hotel Amnesia« vågner fortælleren op igen i et sammensurium af alle pladens elektroniske tendenser og betvivler sin egen eksistens i pladens eneste brug af vokal.
Whispering Dub er ikke vanvittig banebrydende eller bizar nok til at kaste ens sanser ud i ekstreme reaktionsmønstre. Men som et stykke velproduceret og effektiv elektronik, inviterer den lytteren med på en udmærket omgang hviskeleg.