Leg med luft
Det er ikke kun luft, Jónas Ásgeir Ásgeirsson artikulerer med sit akkordeon – også land, natur og historie sættes i vibrationer. I de gletscher-tunge bevægelser og »piv-i-røv«-fugles lette og barnlige lyde opleves ikke kun velklang og fortælling. Man fornemmer også en søgen efter identitet. En søgen med fri bevægelighed mellem rødder og nyskabelse, det seriøse og legende, tungt og let… og naturligvis Island. Albummets kerne er netop denne søgen, der er indlejret i albumtitlen, som både refererer til middelalderens musikbegreb musica ficta og det islandske ord »fikta«, der betyder »at lege med«.
Fikta er et projekt om Island. Dels fordi tre generationer af islandske komponister er repræsenteret, og dels fordi landet har en lidt underkendt historie med akkordeonet. Et vidt omfavnende projekt med en lidt mangelfuld kuratering. For før pladen er slut, opstår tanken: Er den pluralitet, der fortælles om, helt afspejlet i musikkens spændvidde? Og hvor er kvinderne?
Med det sagt er Fikta ikke den typiske solistudgivelse, hvor et individ og instrument showcases, og pladen placerer sig i et krydsfelt mellem historie, æstetik og identitet på en måde, man sjældent ser i klassiske udgivelser. Der er noget på spil, når Ásgeirsson beskriver sit ophav, og som lytter forstår man både kompleksiteten og umiddelbarheden i det spørgsmål.
Mellem hæftemaskiner og orgelpassager
Første gang jeg lyttede til Condition, tænkte jeg, at det lød som en 2.0-version af den franske sangerinde Brigitte Fontaine og den lyd, hun i 70'erne skabte sammen med multiinstrumentalisten Areski Belkacem. De håndspillede rytmer er godt nok erstattet af trap-beats, og båndmanipulationen af diverse plugins, men den nysgerrige og legende tilgang er den samme.
Burattelli ser stort på traditionelle sangstrukturer. Ligesom Fontaine foretrækker hun at skabe et puslespil af små vignetter, hvor blandt andet a cappella-sang, field recordings og sfæriske synthflader vikler sig ind og ud af hinanden. Lyt blot til »Give It Another Try«, hvor et beat, der lyder, som om nogen leger med en hæftemaskine, fører lytteren direkte ind i en storslået orgelpassage.
Ikke alt fungerer: Det er for eksempel en skam, at den seks minutter lange titelsang stopper brat, før den når det klimaks, den ellers leder op til. Det ændrer dog ikke ved, at Condition er en af de mest ambitiøse debutplader, jeg har hørt længe.
Sensorisk lighedsværn
På det digitale cover ses et fotografi af en snegl, en pind og nogle sten. Fotografiet er indrammet af tynde, hvide streger – kruseduller i samme snoede form som sneglehuset samt fine, enkle linjer, der godt kunne ligne græsstrå – og belagt med et køligt, malakitgrønt filter. Ved første øjekast kan det være svært at se, hvor fotografiet slutter og tegningen begynder.
A Limb Between Two Greens er et samarbejde mellem det sfæriske folkprojekt E.O.M. og lydkollagekunstneren Alexander Holm. Og som med coveret er det svært at skelne Holms stærkt manipulerede reallyde fra E.O.M.s elektroakustiske instrumentering. Det er lighedsværn som kunstnerisk strategi, og resultatet er de mest spændende og rigt teksturerede lydbilleder, jeg længe har hørt.
Det er smukt, men nærmer sig også til tider den famøse ‘uncanny valley’, hvor sammensmeltningen af teknologi og natur føles ildevarslende og fremmedgørende i sin hyperrealisme. Ikke at værket bliver mindre spændende af den grund: tværtimod!
Et cool kaninhul af fabriksstøj
Teleevangelism
Er man dreven ud i lockdown fever og eksistentielt buldermørke, vil man føle sig hjemme på Scorpionizer, der er fyldt med ensomhed, cravere af menneskelig kontakt, søgen efter frelse og surf på sinusbølger.
Hvem er de, stemmerne på albummet, som taler om kristendom og radioaktivitet i Kina? Det finder vi aldrig ud af. I stykker med titler som »They Came In« og »Static Sun« vokser den underlige følelse af at være lukket inde i et både cool og skørt kaninhul.
Men halleluja, dette album rummer lydguf for podcastfans af okkulte fortællinger om kældermennesker. Det er ganske uhyggeligt, du.
Ind og ud af drømmeland
Fandt mig ikke umiddelbart fanget af de første numres drømmende electronica. Men måske det netop var planen: at lulle mig ind i en form for indifferent tryghed i de elektroniske lyde, for pludselig blev jeg lysvågen og opmærksom, da en klarinets sprøde træklang på tracket »Delicate Memories« gav mig kuldegysninger.
Mønsteret fortsætter det meste af resten af albummet, et gennembehageligt og ufarligt univers af syntetiske lyde, der lejlighedsvis får besøg fra den organiske verden. Højdepunkterne er, foruden føromtalte track, »Fantasia Night«, hvor fuglekvidder spiller en birolle, og »Midnight Angel«, hvor englen med kvindestemmer synger til os.
Og så bliver der skruet op for tempo og intensitet på de sidste tre numre med energi til at skubbe os ud af den drømmetrance, resten af albummet forsøger at sætte os i. Ikke banebrydende, men helt igennem behageligt.
Kom ind i kampen, P2
Et af de ord, jeg lærte i 2020, var dydssignalering. At man udadtil bakker op om en aktivistisk sag, men i praksis fortsætter sit liv som hidtil. Og tak for det ord, 2020, for det beskriver fuldstændig P2’s føljeton om kvindelige komponister, som blev sendt i december.
Landets på papiret mest patriarkalske radiokanal portrætterede navne som Hildegard af Bingen, Else Marie Pade og Louise Alenius. Kvindelige komponister findes, var budskabet. De seks minutter lange montager lød imidlertid, som det ville lyde, hvis Wikipedia stod i spidsen for en folkeopstand.
Ud over en let indigneret intro blev en vigtig kulturpolitisk agenda renset for den mindste smule aktivisme og selvkritik. P2 spiller en nøglerolle i den ulige repræsentation, men tilrettelæggerne greb ikke chancen for at gå mere vovet og konfronterende til værks i serien.
Og effekten udeblev: Mens P2 signalerede fokus på kvindelige komponister, fortsatte kanalen hele december med at spille musik, der i mere end 90 procent af tilfældene var skrevet af mænd.