kortkritik
04.09.2022

Lyden af tiden, der rinder ud

Signe Klejs & Christian Windfeld: »Tilflugt«
© Mikkel Kaldal
© Mikkel Kaldal

Centralt i Radars mørklagte rum, omkranset af en ring af højttalere – et såkaldt akusmonium – står fem bækkener oplyst i violet. Som fra et timeglas i loftet daler en sagte strøm af sand, der knitrende rammer bækkenerne, og modsvares af en rungende, lavfrekvent, metallisk dronende gong fra de omkringstående højttalere. Udspændt mellem det tidløse og det flygtige møder sand metal; knitren som eroderende regn og fygende sand, buldren, som jordskorpens tektonik eller havets rasen. Det er saktralt, langsommeligt, nærmest kosmisk: Lyden af tiden, der rinder ud.

Bag Tilflugt står billedkunstner Signe Klejs og trommetæmmer Christian Windfeld. Klejs har i en årrække arbejdet med sandets flygtige natur, og Windfelds eksperimentale tilgang til slagtøjets materialitet og klangmæssige potentialer er et både frugtbart og originalt match.

Der er dog ingen tvivl om, at værket først for alvor folder sig ud, hvis man tager turen til Thy, hvor den anden halvdel af installationen udfolder sig i kunstbunkeren Regelbau 411. Dén oplevelse er det desværre langtfra alle besøgende på Radar undt, og det er en skam, for det er først i samspillet mellem de to lokaliteter, hvor lydlige og visuelle spejlinger og ekkoer resonerer på tværs af tid og sted, at udstillingens egentlige tematik åbenbarer sig for publikum. Uden denne oplevelse efterlades den gennemsnitlige besøgende i Aarhus lidt uforløst med den ledsagende introduktionstekst.

Når det så er sagt, udgør installationen på Radar isoleret set stadig et velfungerende moment of zen, og absolut blandt de mere interessante og poetiske indslag i Aarhus lige nu.

Mira Siegel

»Musik for mig er et sprog, der taler direkte til følelserne og underbevidstheden.«

Mira Siegel er komponist og sanger med dansk-amerikanske rødder. Hendes musik bevæger sig i et filmisk spændingsfelt mellem klassisk, jazz og eksperimenterende pop og kredser om temaer som drømme, ensomhed og nærvær. Med sit debutalbum Empty Streets (2025) udforsker hun grænserne mellem rytmisk og klassisk musik og skaber et poetisk univers, hvor fortælling og klang smelter sammen. Siegel er modtager af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens talentpris (2024) og har optrådt på bl.a. SPOT Festival, Aarhus Jazzfestival og Aarhus Lydkunstfestival.

© Lou Mouw

»Musik for mig er en nonfigurativ proces, der ikke endegyldigt kan kategoriseres.« 

Kristoffer Raasted er uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademis medieskole i 2018 og er ved at færdiggøre en ph.d. inden for praksisbaseret og kunstnerisk forskning. Raasted har været artist in residence på Det Danske Institut i Rom samt gæsteforsker ved UdK Sound Studies i Berlin som del af sin ph.d.

Nikolaj Nørlund. © Agnete Schlichtkrull

»Musik, for mig, er en livsledsager, en præmis, en undskyldning, et mysterie, en forklaring, et udgangspunkt. Det er gamle ideer, oversete skattekister, nye vinkler, lange koncerter, tvivl og overbevisning. Det er ord, toner, knækkede stemmer, forskellige forudsætninger, bas i mellemgulvet, falset i håret, udfordringer, belønninger og kærlighed.«

Nikolaj Nørlund debuterede som solokunstner med Navnløs (1996), en fortolkning af Michael Strunge-digte, og udgav året efter Nye Optagelser (1997), hans første dansksprogede sangskriveralbum. Han har siden arbejdet bredt inden for musik og lyrik og står bag omkring 20 udgivelser solo og i forskellige bandkonstellationer. Nørlunds projekter spænder fra samarbejder med Copenhagen Phil på to orkesteralbums, skabt sammen med forfatter Naja Marie Aidt. Hans seneste udgivelse er singlen »Englenes Park (nu ikke saa dark)«, forløberen til albummet Himlen skiftet ud, der udkommer i slutningen af november. Ud over sit eget virke har Nørlund via pladeselskabet Auditorium produceret og udgivet en række danske kunstnere, herunder Niels Skousen, Ulige Numre, Jens Unmack, I Got You On Tape og Martin Ryum. Han har tidligere været medlem af Trains And Boats And Planes og arbejder periodevis med det engelsksprogede projekt Rhonda Harris. Nørlund har modtaget en Danish Music Award (2003) og en Steppeulv (2006), begge som Årets Producer, samt Niels Matthiasens kulturpris (2012).

Nina Baun. © Sofie Barfoed

»Musik er for mig resonans – ikke kun i rum, men i følelser, tanker, krop og minder på én gang. Intuitivt og intellektuelt. Musik er universer, hvor jeg kan gå på opdagelse, møde mig selv eller verden på nye måder – og forbinde mig til andre.«

Nina Baun er sanger, musiker og eksperimenterende sangskriver. Efter en længere pause som skabende artist vender hun i februar 2026 tilbage med EP’en Status – hendes tredje udgivelse i eget navn. Hendes musikalske virke er drevet af nysgerrighed og lysten til at eksperimentere, også i forhold til temaer som tid og forandring i relation til identitet og eksistens.

kortkritikrelease
20.11

I ruinerne af gamle orgler finder Builder sit eget klangunivers

Calum Builder: »Poor_in_Spirit – the (Re)constructed Pipe Organ« 
© PR
© PR

På sit foregående album, Renewal Manifestation, lod Calum Builder Mariendal Kirkes orgel brage frem som en imposant hovedrolle. Nu vender han tilbage med et værk, hvor det samme instrument ikke blot bærer fortællingen, men er hele fortællingen – i skikkelse af »the (Re)constructed Pipe Organ«, et orgel han selv har samlet af kasserede piber og mekanik fra danske kirker.

Det er et fascinerende projekt, men hvad med musikken? Det er en blandet fornøjelse. De tre indledende numre, der tilsammen udgør et titelnummer, samt »sometimes, I wonder« er højdepunkterne. Det hjemmebyggede orgel bølger under Builders anslag på tangenterne, frekvenser som bakker og dale i konstant fluks. Instrumentet tuder som en efterårsvind i træerne, mens under- og overtoner knejser som bautasten, inden de ramler ind i hinanden. Builders talent for dramatisk sangskrivning kommer til udtryk i disse numre i miniformat – og det til trods for instrumentets hørbare begrænsninger.

Anderledes går det desværre i flere af de øvrige numre, som »cicadas_nighttimesound« og »Pacific«. De fremstår mere som skitser – som demonstrationer af orgelets muligheder – end som egentlige, gennemarbejdede kompositioner. Ideerne står stille og gentages, og meget lidt flytter sig. De forventede forskydninger og forløsninger udebliver. På Poor_in_Spirit eksperimenterer Builder tydeligt med form og funktion, og det er i sig selv interessant. Men jeg savner det liv og den dramaturgi, der ellers er kernen i hans musik.

.