Maskinens melankoli
Hos Soli City er grænsen mellem det organiske og det syntetiske næsten umulig at få øje på. Hvad man først troede var et helt normalt klaver, glider pludselig ud i en svimmel glissando. Soli City er som en cyborg – halv cello, halv computer – en evne, der formår at sammensmelte strygere og vokaler i digital syntese. En science fiction-drøm tilsat surreelle monologer, der brat stoppes af en skinger kamerablitz.
Kamerablitzens perkussive motiv er gennemgående både på albummet PARADOXE fra 2024 og det seneste album Poetics of a New Estate. Her videreudvikler Soli City det lydunivers, der allerede prægede PARADOXE, og hvor det tidligere album iscenesatte mødet mellem akustiske og digitale klange som en tydelig konflikt, virker de to verdener nu langt mere integrerede. Selv de markante brud føles naturlige fx på »Rooms & Walls« hvor den snøvlende vocoder og de bløde strygere afløses af et insisterende trommespor.
Soli Citys musik rummer en særpræget selvrefleksiv praksis. For når de akustiske klange bøjes og afbrydes af bippende blitz, bliver vi mindet om komponistens fasttømrede evner til at skrive reelt banebrydende musik. Selv den mest fremsynede science fiction er funderet i en nutidig realisme, og på samme måde er ethvert musikalsk nybrud tynget af nostalgiske konnotationer.
Soli City formår at bearbejde skellet mellem det nostalgiske og kontemporære med relativt simple virkemidler. Og som en sand cyborg, udstilles grænsen mellem det digitale og akustiske som en absurd banalitet.
Et jordskælv af en prisvinder
Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.
Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.
Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.
Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak!
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.