kortkritik

13.06.2022

Meditative kraftudladninger

Klang Festival: »Xenakis 100« – Ekkozone

Tivolis Koncertsal var rammen for lidt af en begivenhed i dansk musikliv: Fem centrale kammermusikværker af den græsk-franske ærkeavantgardist Iannis Xenakis opført som jubilæumskoncert på dansk grund. Alt i alt af halvanden times varighed, fuldkommen suverænt kurateret og fremført af Ekkozone anført af Mathias Reumert.

Xenakis' værker regnes med god grund for noget af det mest komplekse, der er skrevet i 1900-tallets anden halvdel, men de virker aldrig til at være skrevet med kompleksiteten som et mål i sig selv, sådan som man ellers har kunnet mistænke andre i hans generation for.

Det indledende værk, en sats fra det marimba-dominerede værk Pléïdades (1978), fik mig til at ærgre mig over, at jeg ikke havde taget min fire år gamle dreng med: For han ville utvivlsomt have sat højlydt pris på værkets mylder af runde, mættede og meditative lyde, der lød som bløde kugler, som i en uendelig varm strøm flød hen ad gulvet.

De to efterfølgende soloværker for henholdsvis percussion og klaver, Rebonds B/A (1989) og Mists (1980), blev opført attacca efter hinanden, dvs. uden pause. Det bidrog til at gøre deres ellers fundamentalt forskellige klangverdener forbløffende beslægtede med hinanden. I de første minutter af det sidste værk var det endda som om, at klaveret var blevet et slagtøjsinstrument.

Koncertens ældste værk for klaver og fem koreograferede messingblæsere, Eonta (1964), blev her opført for første gang herhjemme. Dets tilsyneladende uforenelige modstilling mellem den pointilistiske, rationelle klaverstemme og de flydende, undertiden drømmende blæsere fik det næsten til at lyde som et kakofonisk remake af Charles Ives' The Unanswered Question. Værkets performative elementer, hvor blæserne ofte vandrede rundt på scenen, gav det samtidig et skær af noget fuldkommen uvirkeligt. Det værk ville jeg meget gerne se og høre opført igen.

Endelig gav Okho (1989) for tre djember koncerten en medrivende afslutning. Anvendelsen af dette vestafrikanske instrument kan muligvis ses i et postkolonialt perspektiv, det vil sige som en kritik af Xenakis' adapterede hjemland Frankrigs stærkt problematiske historiske relation til kontinentet. I så fald lød værket som en dyster formaning om at lade kontinentet helt i fred. Og derved fik instrumentationen en selvironisk farve, der her blev skærpet af en langt senere tids Black Lives Matter-bevægelse. Jeg krympede mig i stolen, samtidig med at jeg var revet med af musikken og fremførelsen: Det var tæt på at være ulideligt.

Efter koncerten var mine ører godt gennembanket af al den lyd, men det var som om, jeg kunne have fortsat hele aftenen med at lytte til Xenakis' univers, spændt ud som det er mellem på den ene side aggression og raseri, på den anden tilbagelænethed og resignation. Jeg var overloadet og forklaret på samme tid. Og den følelse har for mig ellers været sjælden efter en avantgardekoncert.

kortkritikrelease

11.02

Ekkoer fra oliventræerne

Mai Mai Mai: »Karakoz«

Maple Death Records, 06.02

Martin Funder

Sorg er arveligt. Det er kollektivt og mere end blot strømme af tårer – hvilket utallige generationer af undertrykte palæstinensere vidner om. På albummet Karakoz skaber den Rom-baserede musiker Mai Mai Mai en genklang af denne kollektive sorg og forsøger at gribe om det palæstinensiske folks fortvivlede håb. Ikke med politiske paroler, men med mørk spiritisme og synthesizere.

Karakoz er en ældgammel form for skyggeteater med rødder i det Osmanniske Rige, og albumtitlen fungerer som et varsel om den musikalske puls, der sætter ind allerede fra åbningsnummeret »Grief«. Her lyder musikken som en arkaisk folkehymne: langsom, repetitiv perkussion skaber en tårevædet minimalisme, og nummeret føles som en ceremoni, der er blevet overleveret gennem generationer. Med synthesizere der langsomt snor sig om Maya Al Khaldis længselsfulde vokal, bliver »Grief« en kulturel bro mellem glemte traditioner og den højaktuelle tragedie, der i dag indhyller Palæstina i et altoverskyggende mørke.

Igennem de syv numre kan man høre traumet som en vind, der mumler i gadebilledet og mellem oliventræerne. Det skyldes måske, at albummet er blevet til i samarbejde med lokale kunstnere og inkluderer arkivmateriale fra The Palestinian Sound Archive – et arkiv over årtiers glemt musik, lyrik og albumcovers. Karakoz er en nyfortolkning af Mellemøstens spiritisme og glemte musik. Det er et vidnesbyrd om sorgen som levet liv, og som et arkivarisk brystværn tager Karakoz således del i kampen for et frit Palæstina.

playliste

07.02

Mit navn er Masaya Ozaki – vil du se min playliste?

»For mig er musik et hemmeligt, sikkert sted. Det er et tilflugtssted fra samfundet, fra den, man forventes at være, og fra ideen om at høre til. Det er et rum, hvor man er fri for konflikt og dualistiske tankegange. Det er et sted at føle verden uden at skulle forstå den.«

Masaya Ozaki er en komponist født i Niigata, Japan. Hans arbejde er dybt påvirket af rummets flygtige natur og lydens finesser i fysiske miljøer. Ozaki ser ikke kun lyd som et medie, men som en form, der er dybt sammenflettet med de rum, den bebor, noget han udforsker udførligt i stedsspecifikke projekter som Echoes, der involverede liveoptrædener inde i et fyrtårn.

Ozakis seneste album, Mizukara (2024), er en afspejling af hans personlige og kunstneriske rejse, primært formet af hans oplevelser i Island. Albummet omfavner minimalisme og introspektion og inkorporerer feltoptagelser, sparsomme instrumentalnumre og teksturerne i det islandske landskab for at udforske det flydende forhold mellem selvet og miljøet. I nylige interviews har han understreget sit skift fra rent lydbaserede kompositioner til dem, der dybt overvejer miljø og rum. Hans flytning til Island har haft en dyb indflydelse på hans arbejde og opmuntret ham til yderligere at fusionere grænserne mellem musik, natur og arkitektur. Han er også medlem af det Reykjavík-baserede emo anime doom metal-band MC Myasnoi.

playliste

06.02

Mit navn er Malu Pierini – vil du se min playliste?

»For mig er musik en tidsrejse; én sang kan sende dig tilbage til en barndomssommer, et fyldt dansegulv, et breakup – eller en følelse af håb, du troede, du havde lagt fra dig.«

Dansk-korsikanske Malu Pierini har skabt sit eget musikalske univers et sted mellem København, Korsika og 1960’ernes Paris. Her mødes nordisk soul/pop og fransk chanson, når hun trækker tråde til sin families rødder på Paris’ cabaretscene, Middelhavets rå skønhed og fortællinger, der bygger bro mellem fortid og nutid.

Pierini har netop udgivet debutalbummet Libera Me – en filmisk og dybt personlig rejse ind i familiehistorien og en undersøgelse af, hvad vi bærer med os videre fra dem, der kom før os. Albummet forener fransk 60’er-lyd, bossa-referencer, korsikanske folketoner og indiepop i en fortælling om kærlighed, arv og identitet.

kortkritikrelease

06.02

Små snefnug i en brutal snestorm

Mads Emil Dreyer: »Miniatures«

Dacapo, 06.02

Simon Heggum

Da denne anmeldelse skulle nedfældes, væltede snestormen ind over Danmark, og selv Østerbro blev druknet i smuk, hvid sne. Dette passede helt utrolig godt til den danske komponist Mads Emil Dreyers nyeste kompositioner, der er præget af melankolske, barnlige strofer af klokkespil og fjerne synths. De minimale kompositioner bliver udført af ensemblerne Scenatet, EKKI MINNA og Athelas Sinfonietta, der alle har den moderne musik, kompromisløse eksperimenter og en leg med akustik og indgangsvinkler, til fælles. Dette høres også i værkerne.

Ekkoer af metalliske klangflader blandes med enkelte, svævende pads og kammer oftest over fra det smukke til det skræmmende. Pladens første halvdel præges af lidt mere lyse og legende melodier, hvor specielt »Miniature I–II« og »I–III« leverer smukke melodier, der oftest rammer en i hjertet. Et kort intermezzo indleder pladens anden halvdel, hvor skurrende keys og pads introduceres, og de klingende klokkespil hænger over én som uhyggelige skygger eller skræmmende spøgelser.

Suiterne er korte, enkle og virkningsfulde, men samtidig dybt stemningsskabende. På kort tid er Miniatures blevet et foretrukket lydrum for denne anmelder, når der er behov for at trække sig tilbage i sindets kamre, hvor blandingen af klokkespil og tilfældighedsprincip fremstår som små, glinsende snefnug i en lang og brutal snestorm.

playliste

04.02

Mit navn er Cecilie Penney – vil du se min playliste?

»Musik for mig er et sus i brystet – en vej til at forstå og udtrykke følelser.«

Cecilie Penney (f. 1990, DK) er fra februar aktuel med udstillingen Rest and Routine – Duet for Sanatorium and Modern Hospital i Nikolaj Kunsthal. Hun billedkunstner og elektronisk komponist, der arbejder på tværs af lyd, installation, video og tekst. Hendes praksis undersøger, hvordan infrastruktur og kulturelle normer former menneskelig adfærd, samt hvordan følelser og empati udfolder sig inden for strukturelle, sproglige og teknologiske systemer.

I de senere år har hun haft særligt fokus på det skandinaviske sundhedsvæsen og på, hvordan patienter navigerer i en institution, der kan være vanskelig at få adgang til og forstå. Med en konceptuel tilgang undersøger Penney, hvordan patienter ofte forventes at passe ind i rigide rammer, som ikke tager højde for deres individuelle behov. Ved at skabe forestillede eller alternative verdener udforsker hun nye muligheder for heling og transformation inden for bureaukratiske systemer og inviterer til refleksion over, hvordan systemisk forandring kan vokse frem af følelsesmæssig indsigt og kollektiv gentænkning.

Penney har en MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i København samt en BFA i kunstfotografi fra HDK-Valand i Göteborg.