Modstandens trommer
Med sit seneste album har saxofonisten og komponisten Maria Faust sat det politiske i centrum af jazzen – i den lange tradition efter Ornette Coleman, Miles Davis, Charlie Haden, Fred Frith og Tom Cora, for blot at nævne nogle få. Det overraskende er hendes valg af genre: marcher, som i sig selv ikke er en traditionel jazzform. Hvis Charles Mingus for eksempel hyldede New Orleans’ marching bands, er Fausts valg uden tvivl mere konfrontatorisk. De marcher, hun manipulerer og nedbryder indefra, er ikke af den underholdende slags – medmindre man er general – for de tilhører den militære og nationalistiske kategori.
Fausts musik ville passe perfekt til stykker som Alphonse Allais’ Père Ubu og Bertolt Brechts Den afviselige opstigning af Arturo Ui, i kraft af dens brug af det groteske som en kreativ drivkraft. Fausts geni ligger dog ikke i at forvandle disse marcher til fjollede cirkusfanfarer, men i at skabe et ægte truende rum i musikken – gennem kaos, men også gennem hjerteknusende dissonanser, som kan høres som et ekko af grådkvalte klagesange over de faldne i krig. Hendes relativt store ensemble – syv musikere plus hende selv – bestående af seks blæsere og to trommeslagere/percussionister, skaber et perfekt harmoni-disharmoni-univers, som hvis Charles Mingus og Sun Ra havde arbejdet sammen.
Marches Rewound and Rewritten er et skelsættende og vigtigt album, som lyser mørkt i disse svære tider og minder os om, at alt er politisk – især musik.
Wille zur Macht
Smider man en håndfuld elektroniske elementer, progrock, punk, noise, jazz, industrial, aggressive violiner og mentalt udfordrede saxofoner i en blender og krydrer med nihilistisk mørke, programmerede trommer og distortet spoken word er resultatet Introducing SVIN.
Hedenske ritualer gør deres indmarch på »Bøn« (feat. Bisse) og »Herbalism«, hvor »Punklort« er en udjazzet allegori over infernal støjpunk og det lofi elektroniske nummer »Dødsensangst« (feat. Marie Eline Hansen) lugter dystert og klaustrofobisk.
Friedrich Nietzsche beskæftigede sig med der »Wille zur Macht«, og for at realisere menneskets iboende skaberkraft- og trang er det essentielt at frigøre sig fra slavementaliteten. I den danske musikbranche underkaster kunstnere sig alt for ofte snævre genrebegreber og frarøver sig selv friheden til at skabe. SVINs album adskiller sig fra lignende værker på grund af sin insisterende legesyge, imens det unikke består i, at projektet lykkedes. Andre ville drukne i de mange lag og genrer og enten give op eller ende med et mere filosofisk end auditivt velfungerende resultat.
Det har krævet, mod, udholdenhed, evner og styrke at skabe Introducing SVIN, som tungt kan anbefales til enhver med en forkærlighed for NIN, Swans, Einstürzende Neubauten, Rob Zombie, Coil og Neurosis. Imellem riter, depression, angst, kaos og paranoia anes et humoristisk glimt i øjet, der til dels gør det til en udholdelig oplevelse og til dels viser, at SVIN ikke er et selvhøjtideligt martyrium.
I anledning af Music City Aarhus 2022 bringer Seismograf en serie artikler om musik og lydkunst i Aarhus.
Tidsmaskinen er itu
Med Soundtrack of an Imaginary Opera forsøger finske Rebecka Sofia Ahvenniemi at tage os på en rejse ind i skitserne til en ufuldendt opera, og netop det er operaens største hæmsko: Projektet føles for ufærdigt og retningsløst, til at fremstå som en helhed. Musikalsk og sonisk er der tale om en hybrid mellem barok-opera og 1920’ernes musikteater, med besøg i både cabaret og det avantgardistiske, men også lån fra rock og R’n’B, som sad vi i en ituslået musikalsk tidsmaskine.
Først ved sidste sang, »Nymph Cry«, hvor sproget bryder sammen og nymfens naturnære stemme akkompagneres af en klokke, indtager musikken det drive og den fylde, operaen har manglet. Desværre flygtigt, vi slynges tilbage til barokken og referencer til passager tidligere i værket.
Måske er det netop den meget sparsomme instrumentation, der efterlader mig med et afsavn, krydret med mange gentagelser. I stedet for at dekonstruere en opera, som Ahvenniemi efter eget udsagn ønsker, ender hun mest med at rekonstruere en masse referencer og parrer Mario Brothers-lyde med et Göethe-digt. Operaens potentiale forløses formentlig også bedst i en reel opsætning, med scenografi og et større ensemble, og jeg håber, det er noget, Ahvenniemi arbejder hen imod.
Meditation med mislyd
Egentlig er det jo en tilforladeligt meditativ udgivelse, den dansk-italienske jazztrio har sluppet løs. Francesco Bigonis luftigt vibrerende saxspil og de jævne melodiske forløb på de fleste af albummets rolige vandringer emmer af behageligt og kun ganske let kantet samvær mellem guitar, saxofon og tangenter.
»Under Weather« har dyb, fyldig Rhodes og linjer, der romantisk løfter sig fra en trykkende puls. »Faggio« er fuld af melankolsk fællesvilje. Og »Miracle Beams Surrounding« lyder af forsigtig optimisme i et støvet lydbillede.
En irritation melder dog sin ankomst. For hvis man gerne vil meditationen, så fair nok; fred være med letheden og den sværmeriske luftighed. Den har også sin plads. Men når Canto ad flere omgange også gør tilnærmelser til det eksperimentale uden at følge ambitionen til dørs, mister jeg retningssansen.
Når jeg for eksempel hører de indledende, ulmende telefonsignaler på »Plate«, der blot efterlades og ikke udvikles. Eller den let påståelige naivitet i »Thread«, der kontrasteres af elektroniske blip, som ingen reel rolle spiller.
Så savner jeg biddet – det bid, som kortvarigt dukker frem med frit fabulerende »WigWag«, hvor der netop er en sammenhæng mellem den roterende svupper af elektronik og de løbske, ustabile bevægelser i guitar og saxofon.
Når eksperimentet bliver affekteret og ikke behandles med tilstrækkelig nysgerrighed, breder der sig en fornemmelse af anstrengt kunstfærdighed. Så hellere gøre en dyd ud af meditationen – eller give los.
På med den hvide kittel
Nogle komponister føler sig stadig draget af at trække i den hvide kittel, sådan som mange gjorde det i efterkrigstiden for at se musikken gennem mikroskop. Lidt videnskabsmand har man vel lov at være.
Den kategori hører franske Karl Naegelen til, hører man på albummets titelværk for klarinetkvintet – over en halv time zoomer komponisten ind og ud på nervøse strygerklange i tætte klynger, men fletter også pludselige temperamenter ind i musikken.
Strukturen minder næsten om en gyserfilm. Ud af ingenting kan klarinetten blive helt løbsk og lyde som en frø i drabelig dødskamp. Calques (2020) pendulerer mellem små bevægelser i stilstanden og hidsige fortællende elementer. Men narrativ drift er der egentlig ikke; det er først og fremmest ‘undersøgelsen’ af klang og multiphonics, der interesserer Naegelen.
Lyder det – som så megen anden dybdelytningsmusik – en smule tørt? Måske, men musikerne gør, hvad de kan for at holde liv i tonerne. Det er en kvalitetsindspilning. Det hører man også på albummets mere klassiske værk, Morton Feldmans Clarinet and String Quartet (1983).
Her tegner langsomme gentagelser og tvære strygerklange en fortabthed op, som klarinetten søger ud af uden rigtig at tro på foretagendet. Næsten romantisk og i hvert fald kun blødt radikalt lyder det lange værk i dag.
Jeg har det vanskeligt med musikkens hang til indspist mikroskoperi. Lad os da bruge undersøgelserne til noget. Det bliver lidt høvisk. Men delikat lyder det.
Pragtfuld Pimpon
Allerede intronummeret »i’ve made it to another station« slår fast, at den polsk-danske trommeslager og komponist Szymon Pimpons kassette-udgivelse agter at udsætte lytteren for et væld af forskelligartede indtryk. Således indledes der med flere lag af field recordings, der hurtigt tilsluttes af blød synth og ekstremt autotunet vokal. En stemningsfuld og interesseskabende introduktion.
Mindre mærkelig – men ikke desto mindre interessant – er nummeret »lalala«, der får mig til at nikke hovedet begejstret med på det fremadkørende motorikbeat og de farverige 80’er-synthmelodier. Eller »wsh«, der med dikotomien mellem de vemodige synthakkorder og den travle, multiinstrumentale perkussion, skaber en underligt fortravlet stemning. Skaberglæden emmer af disse numre, og den smitter. Anderledes forholder det sig med andre af albummets skæringer, som for eksempel »megaJoy~«, »maF8« og »balans«, der bare ikke vækker samme entusiasme. Som om Pimpon holder lidt igen med netop den fandenivoldske kreativitet, som jeg ellers lovpriste et nummer tidligere.
Pozdrawiam slutter, som det startede – mærkeligt på den gode måde. Med det fantastiske afslutningsnummer (en ofte undervurderet disciplin) rest, der med en messende autotune beretter om den hvile, vi har fortjent, men ikke får. En passende åben afslutning på en udgivelse, der netop brillerer med sin åbenhed, og kun mister sin glans i de øjeblikke, hvor denne åbenhed føles stækket.