kortkritikrelease
13.03

Når joik møder drill

Zak Norman & Charlie Miller: »Takkuuk«
© PR
© PR

Det grønlandske ord Takkuuk betyder »opmærksomhed«, og det er den lettere ironiske titel på et af de mere kaotiske projekter på årets CPH:DOX. Filmen er et samarbejde mellem den visuelle kunstner Zak Norman, filminstruktør Charlie Miller og den Belfast-baserede elektroniske duo BICEP, og inkluderer desuden syv musikere fra Kalaallit Nunaat og Sapmi. Det er med andre ord masser af stemmer og agendaer i spil, og det bærer projektet præg af.

Processen, der leder frem til filmen, lyder mere interessant end værket. Norman og Miller rejste rundt i Arktis, opsøgte musikere og researchere og filmede gletschere og is. Filmens syv unge musikere gik i studiet med BICEP for at lave et fælles soundtrack: En slags clubbet remix af syv meget forskellige praksisser, fra drill og heavy metal over joik til strubesang og trommedans. Det kunne have været interessant at følge de møder, men i stedet tager filmen os i en anden retning.

Der klippes mellem et dokumentarisk spor af interviews og en surreel musikvideoæstetik, hvor specialbyggede kameraer panorerer over isens overflade og iklæder den farvede filtre med referencer til nordlys og klubbelysning. Interviewsporet lader de medvirkende styre samtalen, som derfor går i mange retninger: Vi kommer omkring de traditionelle musikalske udtryks spirituelle undertoner, og her ville man gerne have opholdt sig længere. En interessant sekvens fortæller, hvordan trommedansen forholder sig til den udøvende kunstners hjerterytme, og hvordan den rytme er næsten den samme som pulsen i drill. Mere af det, tak.

I en efterfølgende talk fortalte filmskaberne, at værket oprindeligt er produceret som en audiovisuel installation til fem skærme. Det giver mening og ville måske have fungeret bedre. Som dokumentarfilm betragtet er Takkuuk fragmentarisk, kaotisk og retningsløs, og det er ærgerligt, for de unge musikere lader til at have mere at byde på.

»Takkuuk«, Zak Norman & Charlie Miller (UK), 2025 (67 min.). Vises på CPH:DOX 12., 17. og 19. marts

© Sigrun Gudbrandsdottir

Signe Høirup Wille-Jørgensen bærer – ud over branchens længste navn – også aliaset Jomi og Jomi Massage. Hun har en baggrund i den eksperimenterende støjrock og er stadig aktiv som guitarist og vokalist i orkestret Speaker Bite Me. Men allermest agerer hun som den genreflydende kunstner Jomi og har siden år 2000 arbejdet kompromisløst som komponist, musiker, forfatter, underviser og debattør. Jomi står bag en lang række albums, soundtracks, koncerter og performances, som alle skabes ud fra trangen til at udtrykke det voldsomme og omfavne det skrøbelige.

© Malthe Folke Ivarsson

Allan Gravgaard Madsen er dansk komponist med base i København. Blandt hans seneste værker er Träume nicht og Nachtmusik. Han forsøger at skabe en bedre version af sig selv i sin musik – hvor hans person har tendens til at være rastløs, plapre og have et aktivt indre liv, er hans musik kontrolleret, enkel og nådesløs i sit udtryk. Han er modtager af Carl Nielsen & Anne Marie Carl-Nielsens Hæderspris 2022.



 

kortkritik
13.06.2023

03

© Øystein Nesheim
© Øystein Nesheim
kortkritik
10.06.2023

Aphex Twin – byens vildeste wellness

Syd for Solen: Aphex Twin  
© Mathias Bak Larsen
© Mathias Bak Larsen

Man har et beat til man tager et nyt beat. I electronic dance music må man aldrig gro fast i standpunkter, men konstant dreje på nye knapper for at holde flowet i gang. Det er det, Richard D. James har foretaget sig siden 1991. Der var et flow her, den irsk-engelske musiker spillede ikke sine mest syrede, creepy og manisk opklippede stykker. Fordi han mest af alt er en dygtig kurator, satte han, beat for beat, eksperimenterende acid house, jungle og drill ‘n’ bass sammen, som en billedkunstner blander rød, blå og gul. Det sortnede for øjnene. Britisk ravekultur – især Aphex Twin – har lært os, at det er muligt at se mange farver på én gang. 

Men selv uden det imponerende lysshow havde man kunnet mærke, hvad hans musik handler om: En slags hurtigtvirkende, evigt sitrende og kun lidt smertende wellness for ørene. Aphex Twins koncert var som at sidde i et boblebad i en skov og opleve fluorescerende kunst. Elektro-pioneren mindede om, at lydkunst er fysisk, den kommer nedefra, som små rystelser fra et hårdt betongulv, eller som her, fra en blød, græsset mark. Lydkunst påvirker fysisk musklerne, ligesom laserlys helt konkret blænder øjnene. På et tidspunkt havde den polyrytmiske techno løsrevet sig fra maskinerne, som havde skabt den, og svævede som abstrakte bobler i luften.  

Aphex Twin er ikke færdig med at optræde. Med sit enkeltmandsfirma står han lyslevende på scenerne rundt omkring i verden denne sommer. Nu har man testet, at Deep Listening (på den hårde måde) for masserne er mulig selv i en crowded og varm park i København. Fænomenalt. 

kortkritik
01.06.2023

Dystopisk datastorm er en fortryllet lydmaskine

Copenhagen Contemporary: »Yet, It Moves!«
© David Stjernholm
© David Stjernholm

Byens mest luksuriøse lydrum akkurat nu? Nemt: Ryoji Ikedas enorme videotriptykon Data-Verse 1/2/3 gør ikke kun verden til et stramt mønster af ubegribelige datastrømme – fra landkort, solstorme, hjernescanninger, overvågningskameraer – men forvandler også Copenhagen Contemporarys tømte svejsehal til en fortryllet lydmaskine af digital diagnosticeringslyst.

Øverst i det spændte akkompagnement til billedstormen tikker et konstant lykkehjul, i bunden changerer dyb bas som en dystopisk anelse: Flyver vi for tæt på solen? Ubønhørligt faste sinusintervaller nagler den visuelle hast fast i nøgterne grids, men trods klinisk coolness står værket aldrig stille, takket være hule synthdroners actionjagende springmodulationer.

Lyden i det store, tomme rum er eminent. Sinusbølgerne skærer præcist, men fyldigt igennem med deres oplistning og rensning af data. En pige med rottehaler løber grinende forbi i det blinkende mørke; hvis dette portræt af en verden skrevet i binær talkode er en dystopi, er den til at leve med.

Anderledes organisk, men lige så fascinerende, er Tongues of Verglas, Jakob Kudsk Steensens 3D-visualisering af en kollapset gletsjer i rummet ved siden af: erindringen om det tabte bestøvet af isknitren, new age-fragmenter og et ordløst herrekors tomme intervaller. En rørende besyngelse af natur og forgængelighed.

Fortænkt virker til gengæld Jenna Sutelas installation Pond Brain, hvor sammenhængen mellem et antropomorft vandkar med drypmikrofon og den brummende kvadrofoni af AI-behandlet mælkevejsstøj omkring det er til at overse. Heldigvis skal man tilbage til Ikedas megalomane verdensportræt for at komme ud igen.