Kortkritikrelease
22.03.2024

Når ørerne er i alarmberedskab

Aura Satz: »Preemptive Listening«
© PR
© PR

Bortset fra den første onsdag i maj er sirener i Danmark nærmest udelukkende noget, vi hører i forbindelse med udrykninger, men i adskillige andre lande er sirener en integreret del af den lydlige hverdag. Sirener er på mange måder et fascinerende fænomen, der på én gang signalerer både overlevelse og katastrofe, og de er et helt fast sonisk inventar i især krigszoner og steder, der på den eller anden måde er risikoområder.

Den spanskfødte multikunstner Aura Satz’ 90 minutters dokumentarfilm, Preemptive Listening – der på dansk kan oversættes til noget i retning af Forebyggende lytning – handler netop om sirener verden over, for Satz har gennem hele syv år filmet i områder, hvor sirenen spiller en afgørende rolle – fra Chile og Holland til Palæstina, Israel og atomulykkesområdet i Fukushima i Japan. En længere sekvens foregår sågar på en amerikansk sirenefabrik, hvor sirener findes i alle former og farver og til tider nærmest ligner moderne kunstinstallationer. 

Frem for blot at have optaget sirenernes reelle lyd har Satz inviteret en række lydkunstnere og musikere til at skabe alternative sirenelyde – prominente personager som Laurie Spiegel, Moor Mother, David Toop, Maja Ratkje, BJ Nilsen samt ikke mindst Kode 9, der under sit jordiske navn Steve Goodman faktisk har skrevet en brillant bog om lyden af krig, Sonic Warfare. »Behøver en alarm være alarmerende?« spørger Satz, og sirenekompositionerne i filmen er generelt både abstrakte, skurrende, poetiske og ildevarslende. Det er alle som én gennemkomponerede lydsymfonier, som vel at mærke alle er skabt før filmens billedside.

Og man kan virkelig mærke, at øret på den måde har dikteret, hvad øjet ser, for Satz’ film er et audiovisuelt filmdigt, hvor lydcollagerne, udvalgte interview og digtoplæsninger smelter raffineret sammen med de stemningsmættede billeder. Enkelte gange bliver en reallyd fra optagelserne brugt som del af de sfæriske lydflader – eksempelvis når en kirkeklokke i billedet slår i takt med en lydkomposition – og det kunne Satz egentlig godt have leget endnu mere med, for det knytter filmens forskellige oplevelseslag sammen på overrumplende vis.

Men generelt er filmen et både dragende og skræmmende sansetrip, og i en tid, hvor krig og undtagelsestilstand er del af vores allesammens hverdag, er det en tankevækkende og intens film på talrige niveauer. Man mærker, hvad der sker med én, når ørerne er i alarmberedskab. Når lyden redder liv og varsler død.

© Søren Lynggaard
© Søren Lynggaard

Det er svært ikke at læse rigtig meget ind i trompetist, komponist o.m.m. Palle Mikkelborgs nye soloalbum Light. Han har for længst passeret pensionsalderen, trak sig i 2024 tilbage fra turnéaktivitet, og har med dette album udgivet noget, der i høj grad virker som en form for farvel.

Udgivelsens åbningsnummer, Per Nørgårds »At tænde lys«, er ren Mikkelborg: Hans lyriske, ophøjede og elegiske solotrompet, der i både form og udtryk taler direkte til lytterens hjerte. Andre steder trækker han på gamle soundscape-optagelser, som han kombinerer med klaver og trompet. Samspillet mellem det gamle og det nye skaber en dragende mystik og lægger en subtil, urovækkende skygge over musikken.

Måske står »Capricorn« allerstærkest, en øm og romantisk genfortælling på soloklaver af et af hans egne numre, som et kærligt blik tilbage på svundne tider og fordums triumfer. Og så selvfølgelig afslutningsnummeret, Thomas Laubs »Stille, hjerte, sol går ned«, hvor Mikkelborgs melankolske trompet tilsluttes af Jakob Bros guitar, Helen Davies’ harpe og Thomas Lis kor-soundscape, og hvor de sammen skaber et stykke musik, der virkelig føles som en afsked, præget af både usikkerhed og sorg, men også accept og taknemmelighed. 

Light er alt i alt den perfekte destillering af Mikkelborgs musikalske virke – en kavalkade af de kvaliteter, der altid har defineret ham som musiker: lyset, farverne, livet, mystikken, kærligheden. Om dette bliver den sidste udgivelse fra Mikkelborgs hånd ved jeg ikke, men hvis det skulle vise sig at være tilfældet, så har få svanesange nogensinde klinget så smukt.

© Mishael Oladipo Fapohunda

»Som Bertolt Brecht engang skrev: ‘I mørke tider, vil der da også blive sunget? Ja – der vil blive sunget, om de mørke tider.’«

SLIM0 er en københavnsk doom/grunge/punk-trio bestående af Mija Milovic (guitar), Lena Milovic (guitar) og Simin Stine Ramezanali (trommer). Alle tre medlemmers vokaler høres gennemgående, og stemmen er et centralt element i bandets praksis. SLIM0 benytter minimale, men bidske arrangementer til at formidle en stærk fornemmelse af ildevarslende stemning. Gennem krashede bækkener, forvrængede guitarer og samstemmige stemmer præsenterer de et helstøbt værk, der udspringer af personlige fortolkninger af klassiske punk-/rocktroper, med SLIM0 som den alvidende fortæller. Deres debutalbum FIRGIVENESS udkom i oktober 2024 på 15 love.

© Bjørn Giesenbauer
© Bjørn Giesenbauer

Det er vanskeligt at holde trit med Masami Akita. Den 69-årige japanske noise-kunstner, der siden 1979 under navnet Merzbow har været med til at forme genren, udgav i 2025 alene et dusin album. På en sjælden mini-turné med stop i Helsinki, Stockholm og Aarhus viste han, at energien fortsat er intakt. På Radar samlede han et publikum, der var kommet langvejs fra for at opleve noise-musikkens gudfar – en kunstner, der konsekvent har insisteret på støj som en fysisk, næsten taktil erfaring. Iført bøllehat byggede Akita sine forløb med en klar arkitektonisk præcision. Lag på lag af forvrængning og feedback tog form og slog som en børste af metal: hård, skærende, fysisk – kompromisløs, men samtidig bemærkelsesværdigt nuanceret.

Akita arbejdede ikke kun med elektronik, men også med hjemmelavede metalinstrumenter – først en banjoformet, siden en firkantet musiksav – der gav lyden en rå, håndgribelig materialitet. Overalt opstod mikroskopiske forskydninger i teksturen, små sprækker af klang midt i det massive tryk.

Opvarmningen ved frã (Francisco Moura) åbnede aftenen med en mere skrøbelig, men vedholdende elektronisk tekstur, et præcist modspil til Merzbows kompakte lydblokke. Nogle ville måske have ønsket sig en blidere åbning af musikåret 2026, men koncerten understregede de ambitioner, Radar aktuelt arbejder med.

© Hal Stucker

»Musik er hele livet i lyd.«

Thomas Morgan er en kontrabassist med base i New York. Han har indspillet og turneret over hele verden som medlem af Paul Motians bands, John Abercrombie Quartet, Steve Coleman and Five Elements, Tomasz Stańko New York Quartet, Bill Frisell Trio, Jakob Bro Trio med Joey Baron – blandt mange andre. Han har desuden samarbejdet med Dan Tepfer, Craig Taborn og Masabumi Kikuchi og udgivet album med Bill Frisell (Small Town), Maria Laurette Friis (Colors) samt med Jakob Bro/Joe Lovano (Once Around The Room).

I november 2025 debuterede han med sit første soloprojekt, Around You Is a Forest (Loveland Music). Albummet er bygget op omkring WOODS, et virtuelt strengeinstrument, som Morgan har designet i SuperCollider. Instrumentet fremkalder lyden af knipsede og anslåede strengeinstrumenter – vestafrikanske lute-harper, asiatiske zithere, den ungarske cimbalom, marimbaer – og fungerer samtidig ud fra generativ kode, som Morgan har formet til et levende, foranderligt instrument.

Lars Hannibal. © Søren Solkær

»At lave en playliste ikke nogen nem opgave for mig. Musik er i mit liv det meste af døgnets vågne timer. Det er en tiltagende tilstand, som startede da jeg var teenager. Hvis jeg ikke selv spiller, eller arbejder med den musik, jeg udgiver eller komponerer, er musikken nærværende som noget, der griber ud efter mig. Jeg har altid haft svært ved at opleve musikken i kasser eller genrer, så jeg lytter meget bredt og finder glæde i alt musik, som jeg kan mærke, og som rører mig. Musikken er et vilkår i livet, og at udtrykke sig gennem musik er en gave – og kunne opleve musik med åbenhed er en næsten større gave. Jeg har valgt en liste, hvor guitaren indgår.«

Lars Hannibal begyndte – som mange andre i sin generation – at spille folk- og rockguitar som 15-årig. Men da han hørte den spanske guitarmester Andrés Segovia opføre gavotten fra Bachs Partita i E-dur, tog hans musikalske liv en ny retning, og han besluttede sig for at hellige sig den klassiske guitar.

Siden begyndelsen af 1970’erne har Lars Hannibal også komponeret sange og instrumentale værker. I dag optræder han primært som medlem af Petri/Hannibal Duoen og arbejder sideløbende som administrerende direktør for pladeselskabet OUR Recordings, som han grundlagde sammen med Michala Petri i 2006, samt som konsulent for Edition Borup-Jørgensen.