© Gianluca Grasselli
© Gianluca Grasselli

Skovsøen er et arnested i mere end én forstand. Skovens myriader af liv er afhængige af vandet, men dens piblende forgreninger, intense ro og bløde spejlbillede rummer også stærke musikalske potentialer. Det er præcis sådan en livgivende energi, der danner udgangspunktet for svenske Filip Leymans solodebutalbum, Soft Light. Allerede fra albummets første nummer, »Beyond the Sea«, fornemmer man, hvordan Leyman formår at skabe et organisk univers, hvor enhver lyd gøder jorden for den næste. Det er svært at finde hverken start eller slutpunkt, når de mange synthesizere og strygere vokser ind og ud af hinanden – man må bare overgive sig, og synke ned i det sfæriske univers af rumklange og tung, rolig bas.

Filip Leymans virke kan ikke beskrives uden at nævne svenske Anna von Hausswolff. Hendes musik er som en naturkraft, båret af lange, sakrale orgelpassager – og hvad der er Hausswolff, hvad der er Leyman, er aldrig helt til at afgøre. Soft Light samler årtiers gemte kompositioner og fremstår som en naturlig forlængelse af de mange album og soundtracks, de to har skabt sammen. Albummet rummer en stærk filmisk dimension: i et nummer som »Shapes« kulminerer de lagdelte klange i et blændende klimaks, der føles som slowmotion i lyd.

Leyman optræder her som en musikalsk botaniker, der tålmodigt lader sine synthesizere gro, spire og blomstre. Selvom Soft Light er vokset frem over mange år, lyder det utroligt sammenhængende – som ét langt åndedrag. Albummet synes snarere dyrket end komponeret. Lad os håbe, at Soft Light blot er begyndelsen, og at Leyman lader flere soloalbum vokse frem i samme lys.

kortkritiklive
18.10

En tone, otte åndedræt og klangen af venten

Elisa Kragerup, Louise Alenius, vokalensemblet ÆTLA m.fl.: »Kejseren af Portugalien«
© PR
© PR

Blot én skuespiller er på scenen i Kejseren af Portugalien – omgivet af otte sangere. I Elisa Kragerups stramt koreograferede iscenesættelse bliver Louise Alenius’ a cappella-komposition en fysisk oplevelse, hvor åndedræt og bevægelse smelter sammen. Den akustiske lydside interagerer besynderligt tyst med de øredøvende, maskinelle lyde, der opstår undervejs, når fx lyskegler på scenen bliver hævet og sænket. Det er, som hvis tilværelsens ubarmhjertighed her i glimt får et lydligt udtryk, der indfanger Selma Lagerlöfs intentioner.

Den sparsomme – eller måske snarere nøjsomme – lydside spejler sammen med de tarvelige bondedragter det hårde, monotone liv i en svensk bygd fra før, verden blev moderne. Og handlingen? En fattig bonde forguder sin datter, men da hun som ung voksen drager afsted til Stockholm uden at vende tilbage, bevirker hans årelange afsavn, at han på donquijotesk manér tror sig kejser over det imaginære land Portugalien, som datteren naturligvis tænkes indsat i som regent. Bondens længsel tangerer vanvid, mens datterens svigt eller tankeløshed ender med at ramme hende selv: På godotsk vis venter og venter han på hende, ligesom hun efter hans druknedød gør det på ham, da hans lig ikke er til at finde.

Stykket præges af en næsten konstant ubrudt drone i koret (frembragt ved hjælp af korisk vejrtrækning), altså en enkelt vedholdende tone, der som kunstnerisk greb illustrerer, hvordan musik i en teaterforestilling kan fremstå så minimal, at klangen i sig selv bliver meddelelsen, og fraværet af et musikalsk narrativ bliver hensigten. »Én tone spillet smukt, det er nok,« sagde Arvo Pärt engang. Bortset fra, at denne tone her bliver sunget, ville han i dette stykke have set sit udsagn bekræftet på radikal vis: Et maksimalt udtryk opnået med minimale midler, som vokalensemblet ÆTLA lykkes med at indfri.

kortkritikrelease
16.10

En mikrofon i nervesystemet

IKI: »BODY«
© Julie Montauk
© Julie Montauk

Det lyder, som om man har placeret en mikrofon direkte i nervesystemets elektriske impulser. Det nordiske, elektroakustiske vokalensemble IKI udforsker grænserne mellem krop og teknologi på deres femte og selvproducerede album BODY, hvor de fem sangeres kroppe smelter sammen til én stor, organisk rytmeboks. 

Numrene skifter form, når kroppen trækker vejret, danser, vågner, løber, vandrer – i bydeform. Den harmonisk unisone rislen i »Float« får modspil af blinkende modemagtige lyde i »Regenerate«. Det hele indrammes af det genkommende tema »Circuit«, der til sidst samler stumperne til et eneste sammenhængende sprogligt udsagn: »Are you gone when your body is not breathing?«

BODY kræver koncentration. IKI hævder, at alle lyde på albummet er skabt med stemmen – et modsvar til det elektrisk manipulerede, som en slags omvendt version af vokallignende synthesizerlyde. Det er et ubegribeligt mysterium, man kan blive ved at lytte efter: Hvordan kan stemmen frembringe den harmonikaagtige lyd på »Breath«, der panoreres helt ud til venstre og langsomt overtager hele lydbilledet? Det kan den naturligvis ikke alene. Selve indspilningen er i sig selv en elektronisk mediering. De teknologiske værktøjer fungerer som et mikroskop for stemmens udtryk. Det er stærkt, fordi det spørger til overgangene mellem menneske og maskine, mellem liv og efterliv. Men præmissen rummer også et paradoks, der ikke helt lader sig opløse. 

Bjarke Niemann. © Frederik Barasinski

»Musik er alt det, man kun kan beskrive meget ringere med ord.«

Bjarke Niemann er forsanger, sangskriver og producer i det danske band Spleen United. Gruppen brød igennem med Godspeed Into The Mainstream i 2005 og har optrådt på bl.a. Roskilde Festival og Operaen i København. Bjarke Niemann har desuden komponeret og udviklet musik til TV og computerspil – bl.a. til den internationale computerspilsserie Hitman – og produceret album med kunstnere som Soleima, Statisk, Afskum og Hugorm.

Katrine Muff. © Ditte Capion

»Musik for mig er nøglen til, og en forlængelse af, mit ordforråd. Hvis det kniber med at sætte »taleord« på noget indeni, eller hvis jeg har brug for forløsning med en ordentlig tudetur, kan den rigtige sang få mig i rette gear med det samme. Det kan både være teksten, melodien eller begge dele, der giver direkte adgang til mine følelser, hvor hjernen bare kan sættes i frigear og lade sig rive med.«

Katrine Muff, født 1985, er komponist og sanger. Hun har sat musik til tekster af bl.a. Stine Pilgaard og Suzanne Brøgger, og i 2021 modtog hun Den Folkelige Sangs Pris. Sammen med Lone Hørslev er hun aktuel med udgivelsen af albummet Jeg ønsker mig og som sangskriver på teaterkoncerten STOLT (Folketeateret).

Soap Horse. © Malthe Folke Ivarsson
Soap Horse. © Malthe Folke Ivarsson

K Bech – kendt fra rockbandet Shiny Darkly – åbnede lørdagens koncert på Alice med en rå og upoleret melankoli. Et københavnsk storby-mismod trådte tydeligt frem, men det lidt nervøse sæt kom aldrig helt op at flyve. Trods et lovende setup med violin, guitar og elektroniske tracks forblev de følsomme tekster mere antydninger end gennembrud.

Soap Horse tog derefter scenen og satte for alvor fut i aftenen med et ægte chicken-picking riff. Spilleteknikken, hentet fra country, blev blot ét eksempel på det musikalske overskud, der gennemsyrer bandet, som netop har udgivet debut-EP’en Tooth Inside a Tooth. Intet virkede tilfældigt. Det rustrøde goth-vægtæppe, den nøje udvalgte instrumentering – violin, saxofon og pedalsteel side om side med guitar, bas og trommer – skabte en gennemført æstetik. Musikken var mørk og dragende, i skarp kontrast til forsanger Hans Gustav Björklund Moulvads kridhvide hår og intense tilstedeværelse.

Sangene var struktureret med en raffineret sans for balance. Enkle, gentagne motiver blev sendt på vandring mellem instrumenterne, og når massive støjflader og farverige klange væltede ind, blev indierockens allerede udviskede grænser strakt yderligere. Moulvad styrede suverænt helheden og bevægede sig karismatisk mellem musikkens mange lag.

Alligevel savnede jeg, at Soap Horse turde slippe tøjlerne helt. De svævende intermezzi, hvor den atypiske besætning for alvor kunne folde sig ud, blev ofte kvalt af et insisterende trommebeat, som trak musikken tilbage til et sikkert udgangspunkt. Soap Horse viste stor kontrol og et imponerende greb om både sit univers og sit publikum. Måske mangler de blot at bevise, at de også tør give slip.