For og imod verdens undergang
Elektronduoen Vanessa Amara vader i succes for tiden. Sidste år sikrede deres ætsende take på gudmundsen-holmgreensk orgelmusik dem krediteringer på Rosalías hypede Duolingo-album LUX, og til sommer gæster Birk Gjerlufsen og Sebastián Santillana – begge tidligere frivillige i Koncertkirken – så Roskilde Festival.
Men torsdag aften på Christianshavns Beboerhus blev de overskygget af RMC-alumnen Harald Bjørn, der varmede op under aliasset Soli City. Også han satte et klassisk instrument, celloen, i centrum for sin elektroniske musik, og genistregen var at lade den glitre som en smuk, tabt erindring midt i en rastløs overflod af opklippet hyperpopæstetik og melankolsk spoken word-poesi.
Celloen, spillet på elklaver, var syntetisk, men menneskelig: et intentionelt sløset fragment, der satte retningen for en halv times oplevelse af opløsning. Selv når Soli City rakte ud efter livet med et iltert håndklapsbeat i et stort rum, blev det iscenesat som et tilfældigt ophold under en flagrende radiosøgen, og afspændte klaverakkorder fastholdt en ambient sørgmodighed. Imponerende.
Friskt var det, da Vanessa Amara fulgte op med et andet, ekstatisk blik på det atomiserede informationssamfund. Når duoen var bedst – og det var den i starten – forenede den med Kanye West-inspireret genreagnosticisme forvrængede popsamples med polytonalt kirkeorgel, så det 21. århundrede var ved at gå op i limningen. Det var sublimt, simpelthen.
Men i stedet for at gå i dybden med de kræfter, de slap fri, skiftede duoen hurtigt mellem tracks og slog alt for tidligt ind på en kedelig, terapeutisk deephouse, som de ikke forlod igen. Vi nåede ikke for alvor at miste fodfæstet, før vi fik gruppekrammet, og så vil jeg altså hellere være fri.
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.