Orange Healing
Fuglene pippede under hele Sofie Birchs koncert. Vel at mærke fuglelyde, der kom fra en sampler. De var lystige og gjorde komponisten og sangerens nye numre endnu mere luftige, end de i forvejen er. Birch, som optræder på den alternative musiks store festivaler, kommer fra en ambient verden med bløde synthesizere. Selv Ned Ferm, der kan sende de kraftigste saxofonudladninger, spillede blødt og sart og repetitivt. For ellers bliver man ikke lukket ind i Birchs univers, hvor naturen bestemmer tempoet, udtrykket og åndedrættets udskejelser.
På Roskilde mødes flere lydverdener og skurrer mod hinanden som poppede paranoide engle. Derfor har festivalen også zoner til afslapning. I starten blev man forstyrret af lyden fra andre scener, men efterhånden blev man suget ind i Birchs mikrokosmos. Hun sang om spiraler, der drejer. Ellers fik jeg ikke fat i, hvad der var på færde i hendes naturhymner. Men det virkede som sande historier, der skete lige i dette øjeblik. Mens vi sad og lyttede. Mens den store verden derude var ved at gøre sig klar til bombastiske orange følelser ved Lizzo, Rahim og Weyes Blood. I sidstnævntes koncert var også fuglelyde, musikken var også skønhedssøgende og lukkede naturens små lyde ind. Men de store popmusikalske dramaer eksisterer ikke hos Birch.
»Det er godt med lidt fugle, ik?« sagde Birch. Jo! Mere kantet blev det, da en elbas satte et jazzet beat ind, og Birch forvandlede sig til en jazzsanger. Vi var på klub, men kortvarigt. Naturen tog over igen. Koncerten endte med en nynnen. Ingen grund til at forstyrre naturens orden mere end højst nødvendigt.
Lily Greenham fra scratch
»Ingen er Lily Greenham-ekspert.« Med de ord introducerede Institut for Dansk Lydarkæologi den hidtil ukendte, dansk-østrigske konkretkunstner Lily Greenham, der var omdrejningspunktet for aftenens lytteklub på Alice. Det var en aften præget mere af nysgerrighed end formidling af fakta, men det ændrede ikke ved, at arrangementet var uhyre vellykket. Tværtimod.
For det første tillod fraværet af håndgribelig viden Instituttet og deres gæst, lektor emerita Tania Ørum, at se Greenhams liv og værk i et hav af forskellige kontekster uden konstant at skele til allerede kanoniserede fortællinger.
For det andet tillod det hendes værker at tale for sig selv. Greenhams konkretistiske lydeksperimenter var sommetider smukke, andre gange komiske i deres affekterede ekspressivitet, men altid bjergtagende i deres virtuositet og ækvilibrisme.
En fascinerende aften, hvis største forbrydelse jo var at efterlade publikum sultne efter meget mere.
Et jordskælv af en prisvinder
Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.
Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.
Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.
Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak!
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.