På Ærø gror musikken vildt
Et af de fantastiske aspekter ved improviseret musik er, at den i visse øjeblikke kan begejstre med en overraskende, uforudset samhørighed. Således er det delvist tilfældet på den elektro-akustiske improvisationskvartet Første Kvartals debutudgivelse Ærø. Albummets to første numre gør gode indtryk. »Nyt, grønt« med en saxofon og en synth, der stikker i vidt forskellige retninger, et lydbillede, der i bratte ryk ekspanderer udad, men alligevel stadig fastholder en delt kerne. »I stedet for ingenting« med bølgende modulerende, spacy synth og en melankolsk melodi på klaveret. Simpelt, men af den årsag effektivt. Med det tredje nummer, »Forkastet«, synes inspirationens lys at dæmmes en smule. Den prominente saxofon over en mørk og mystisk bund vækker mindelser om Bowies berlinertrilogi, men vækker desværre ikke meget mere end det. En ærgerlig stilstand præger albummets midte, som først uddrives igen i syvende nummer, »Gro«, der i lighed med det første til stor effekt spiller på modsætningsforholdet mellem en raspet saxofon og en synth, der virker til at ville noget helt andet end blæserinstrumentet.
Den resterende del af udgivelsen vender igen tilbage til et smukt fungerende samspil mellem de fire musikere, men det understreger blot det ærgerlige midterstykke, der mangler den magi, som improvisationsmusik ellers kan være katalysator for. Når det virker, virker det rigtig godt. Ærgerligt, at det ikke gør det hele tiden.
Med Bamse i »Black Mirror«
Man skal ikke langt ind i første værk på albummet, David Birds Atolls fra 2013, før fløjten viser sit bredspektrede potentiale som soloinstrument. Det begynder muntert med åndedræt og små stødpust, inden Laura Cocks tvinger værket for piccolofløjte og elektronik ud i en eskalerende fløjtestorm. Vi kommer godt rundt i temperamenterne.
Decideret omskifteligt bliver det med Bethany Younges ufokuserede Oxygen and Reality (2017), der zapper rundt mellem støj, nynnen, insektliv, ubåde og noget, der brænder. Og omvendt ensporet med Jessie Cox’ Spiritus (2018), der med lange, selvhøjtidelige halvgennemblæsninger saboterer sig selv for at understrege en programmatisk reference til »I Can’t Breathe«-bevægelsen.
Mest helstøbt fremstår DM R’s You’ll see me return to the city of fury (2017). I forgrunden folder Cocks sig ud med ekspressiv tværfløjte, mens baggrunden bygger et drama op af langsomt indtonende sampling, digitale overtoner og roterende støj. Ildevarslende!
Dristigst er dog Joan Arnau Pàmies’ teatralske stresstest Produktionsmittel I (2014). Her kæmpes virkelig, både for at frembringe lyd og med at overskue forløbet; solisten er fanget i et (kapitalistisk) system og må bryde ud. Forestil dig Bamse i et afsnit af Black Mirror. Fløjten har alle dage været et af de mest yndede instrumenter til at skrive mennesket ind i musikken, og Laura Cocks’ veludførte soloalbum viser, hvor meget drama de bøjede toner og aggressive pust kan sætte i gang.
Nu falder verden
Min fornemmelse, mens jeg står og lytter til Florian Heckers lydkunst i en gammel cykelkælder? At nu falder verden. Jeg hører skarpe melodiske sløjfer i højt tempo: syntetisk iskoreografi. En gryntende, famlende puls lyder som koordinerede WC-udtræk. Så følger pludselig en rolig, sækkepibenær klang og krystallinske ekkoer af bordtennisbolde. Det er kaotisk, skizofrent, men også drillesygt.
Rummet er adskilt af ni grønne plader, der skærer udstillingsstedet Simians kvadratiske beton over i to. På hver side hænger tre små højttalere, de ser næsten uskyldige ud. Det er de ikke. Bag værkets kaotiske ydre gemmer sig en stringent orden, men bag den stringente orden gemmer sig en maskinel vilje – algoritmer, der længes efter at gå i voldsomt udbrud.
Formulations As Texture, horizontal and vertical crossings har en fortællende karakter, selvom processen bag fortaber sig i dunkelt programmørsprog. Til tider hører man små urværk, elektroniske slørhaler, men på sit højeste overvælder værket med hjemsøgt tombolaorgel og intense, digitalsymfoniske eksplosioner. Fjendtligt? Bestemt. Uimodståeligt? Lige så bestemt.
Genklang i glasværket
De store minimalistkomponister er den moderne kompositionsmusiks popstjerner. Størst af dem er Philip Glass – han laver de mest spiselige eksperimenter. Samtidig er manden netop fyldt 85. Så vi har at gøre med en mand, der ikke behøves at lave større værker mere.
Dog er der alligevel noget vitalt og smukt på spil i denne indspilning af det nye værk String Quartet No. 9, der i fem akter formår at benytte den moderne strygekvartet som en direkte kile af overrumplende følsomhed. Det er bemærkelsesværdigt, at Glass kan genudsende sig selv og stadig finde skønhed i oscillerende strengeleg og gentagne oktavspring. Selv når avantgarden sniger sit hoved frem i celloens brummen i første del af »Akt II« og de hektiske pizzicato-rytmeforløb midt i »III«. Mest spændende bliver de i introen til »C«, hvor violiner, bratsch og cello nærmest fører en dialog af kaotiske forløb, der bagefter kulminerer i et stykke oldschool-Glass, der minder om de mindre kaotiske forløb i 1976-operaen Einstein on a Beach.
Som bonus får man også Glass’ String Quartet No. 8 med fra 2018, der på en måde er klassisk Glass og samtidig peger ind i en neoklassicistisk ro, som Glass synes at blive draget af på sine gamle dage. Det er også super kedeligt, selvom det lyder smukt. Der er bare ikke meget nyt under solen, og mest interessant er Glass fortsat, når han byder kaosset ind i glassalen. Den slags genklange kan man ikke få nok af.
Liv i røret
Den danske lydkunstner Lars Greve opfører i øjeblikket en række improviserede lydinstallationer i Copenhagen Contemporarys Hal 6, hvor han har monteret transducere til ventilationsanlægget for således at gøre det til ét stort instrument.
Som publikum til Greves opførsel 15. februar blev vi opfordret til at bevæge os rundt i rummet, mens vi hørte ham spille på sine træblæseinstrumenter og selv berørte ventilationsanlæggets store rør, der flugter sig på tværs af rummets vægge. Mine bevægelser i rummet, min lytning og hænder på anlægget påvirkede ikke bare min oplevelse af Greves performance, men tilføjede også en ekstra dimension til selve lyden. Lydens rungen resulterede nemlig i, at anlægget i varierende grad vibrerede, og det efterlod mig med en nærmest fysisk oplevelse af hans lydinstallation. Mine hænders kontakt med det vibrerende anlæg var som at mærke lyden materialisere sig mellem fingrene på én. På den måde var der en rød tråd mellem Greves værk og kunstneren James Turrells installation After Shock, placeret kort inden hallen, hvor Lars Greve befandt sig. Her var det lyset, der nærmest materialiserede sig i Turrells installation, hvor det hos Greve som sagt var musikken, der fremstod i en form for fysisk karakter – stærkt kurateret af Copenhagen Contemporary.
Musikkens intensitet varierede i løbet af de 40 minutter, som opførelsen varede, og når den var mest afdæmpet, var det som at høre en hvisken eller et stille åndedræt blive udstødt fra anlægget. Når den var mest intens, lød det derimod som et vildt dyr, der raserede i fangenskab i ventilationssystemets rør, når man lagde sine ører mod dem – en vild og utæmmet lyd som efterlod mig med en følelse af, at Lars Greve ikke kun satte lyd til rummet, men også liv.
En tung venstrehånd
Komponist Andreja Andric og pianist Anita Tomasevich har med dette albums første seks værker, »December I-VI«, skabt en hyldest til årets mørkeste måned. Fra første anslag er musikken præget af molakkorder, træghed og en konstant tilstedeværende, meget tung venstrehånd. De seks værker tager dog til i styrke, tempo og klang, og i »December VI« kan man endda ane lyset for enden af tunnellen. Vinterdepression – men også håbet om lysere tider – i musikform.
Der er en brutal klarhed over metaforikken. På sin vis er der en skønhed i den minimalistiske, hypnotiske hensynsløshed, og i særdeleshed i den forløsning, man finder i sidste sats. Afhængig af humør kan det føles både knusende og beroligende. Måske er det pointen. Jeg er mere utvetydigt begejstret for albummets syvende og sidste værk, »Meditations II«, for to klaverer. Her taler Tomasevichs instrument et mere varieret og indbydende billedsprog. Her kreeres en lydverden, jeg rent faktisk nyder at udforske. Her skaber de mere sparsomme anslag ånderum. I virkeligheden er det måske netop på grund af den foregående vintertristesse, at dette sidste nummer føles som så friskt et pust, som det nu gør.
I sin helhed er Winter Solstice et udfordrende værk. Kontrasteret med den tunge, mørke stemning – særdeles i første halvdel – skinner de lysere øjeblikke utroligt stærkt. Begge har deres plads, men det er i vekselvirkningen mellem de to, at albummets anbefalelsesværdighed virkelig kan findes.