Planeten er ikke rask
I teaterversionen af Lars von Triers sortrandede Melancholia (2011) hører vi, at planeten ikke er rask, før vi ser det. Søs Gunver Rybergs elektroniske musik starter blidt i ambient-dur (uden dog at være meditativ). Vi er jo til bryllup. Musikken er vidne. Den varsler de flossede nerver og ledsager uvejret i sindene, når Claire siger til sin søster Justine: »Jorden er ond. Du behøver ikke sørge over den.«
Rybergs kompositioner – primært fra scoret til katastrofefilmen Cutterhead samt albummet Coexistence – gør ikke stort væsen af sig; lydfladerne undviger sig melodier, gyset er ikke Wagner-ekstravagant som i Triers film, selvom fragmenter af Wagner (samt Györgi Ligeti og Eivind Aarset) også anes. Instruktør Anja Behrens lader den store trussel fra det ydre rum buldre som en hemmelig og usynlig kraft.
Undergangsfortællinger kræver undergangslyd. Triers billeder er så stærke, at de, med samme funktion som musik, lammer hjernen. Men fordi disse billeder mangler, og fordi filmens sparsomme tekst ikke egner sig vildt som traditionelt ordteater (de forskellige historier har svært ved at samle sig i Aarhus Teaters opsætning) fungerer Rybergs musik som en lydlig mise-en-scene. Lydene udtrykker hele filmen ekspressivt som en tilstand, og åbner døren til melankoliens kolde og ulogiske rum. Det mentale uvejr, måske også det planetariske, føles vel ikke sjældent netop sådan: på en gang frossent og elektrisk.
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.