kortkritik
11.04.2022

Poesien i rensdyrets bagben

Tulle Ruth og Elfi Sverdrup: »Tracks« – udstilling/lydinstallation
© Platform Bunker
© Platform Bunker

Der må være grænser for, hvor spændende et rensdyrs klikkende bagben kan være. Jeg havde nej-hatten på på vej ned til Tulle Ruths lydinstallation Tracks i Frederiksberg-bunkeren på Rolfsvej, der blev lavet om til galleri sidste år. For indspist, var min umiddelbare tanke. 



Men jeg skulle ikke sidde længe på det bløde rensdyrskind i midten af den kolde bunker, før jeg måtte æde min skepsis. Stimulerende var det at lade sig bruse af det kildende ocean af kliklyde. Som en sort sol sværmede lyden rundt i små højttalere langs bunkerens cirkelrunding. Knipsende hvirvelvinde i 360 grader. Dér i vrimlen lød også en besynderlig ordløs korrespondance: den norske strubesanger Elfi Sverdrup i dialog med gryntende rensdyr. Man fornemmede tusinde års visdom klinge i de øffende vokallyde fra dybet i halsen, der lød som en røntgenundersøgelse af stemmens indre. 

»Som en harpestreng, der bliver slået an,« forklarede Ruth efterfølgende selv kliklyden, der opstår, når rensdyret fører knoglen over en sene i bagbenet. Ingen ved helt hvorfor, de gør det. Måske kommunikerer de? Lyden har været en del af Ruths kunstneriske arbejde i fem år, og man forstår besættelsen, når man selv har lagt øre til.  

Ruth skriver sig ind i en soundscape-tradition, som har et særligt magnetfelt i Norge, og det æstetiske greb i Tracks findes mange andre steder. Mediekunstner Gry Bagiøens syngende samtale med nordnorske pukkelhvaler i Instinkt (2017) eller Jana Winderens sprøde muslingeværk Listening with the Mussels (2021), er to nærliggende eksempler. Nyt land vindes der altså ikke. Men når mystiske lyde som rensdyrklikket har så svimlende en dybde, gør det ikke så meget. 

kortkritik
04.11.2020

Skrøbelig suite støjgendigtet

Klang Festival: Ensemble Recherche
Allan Gravgaard Madsen. © Malthe Folke Ivarsson
Allan Gravgaard Madsen. © Malthe Folke Ivarsson

Da Isabel Mundrys lidt generiske, men flotte værker var overstået, kom aftenens egentlige hovedværk, Suite (2014-18) af Allan Gravgaard Madsen.

Hele værket arbejder på grænsen af, hvad der kan lade sig gøre på traditionelle instrumenter. Det var både interessant, skrøbeligt og vellydende, men de annoncerede »klingende dryp fra tidligere tiders musikalske mesterværker« og suiteform var svære at finde.

Som slående kontrast sad Morten Riis i et lille lydlaboratorium i siden af scenen og genafspillede hver sats i modificerede udgaver gennem højttalere, der blandt andet var dækket af bækkener – som en ekstra højttalermembran – og fra bunden af en snurrende projektør.

De støjende højttaleres og lyssætningens store potentiale i Suite for Electro Mechanical Loudspeaker Orchestra (2020) blev dog dæmpet af, at hele setuppet virkede lidt hjemmelavet og ufærdigt. Det var svært at høre Madsens værk i Riis’ parafraser, og jeg havde hellere oplevet dem hver for sig, hvor de helt sikkert har mere at byde på.

kortkritik
03.11.2020

Effektiv slowmotion

Klang Festival: Damkapellet & Kvinnoorkestern
Damkapellet. © PR
Damkapellet. © PR

Damkapellets mål om at nedbryde barrieren mellem publikum, musikere, komponist og værk åbnede med Alina Petrovas helt nye Cado, centreret om en nedadgående akkordprogression, hvor stemning og lydflade dominerede over ultrakorte melodiske udbrud.

Klimakset kom, da sopranen lavede et voldsomt vokalspring, som var hun trådt baglæns ud over en afgrund. Langsommeligheden gav en fornemmelse af, at det var mig, der faldt, og som i slowmotion opdagede jeg det først ved ‘skriget’. Barriere: nedbrudt!

I selskab med Kvinnoorkestern uropførte de også Lo Kristensons Sounds and Surroundings, der begyndte med musikernes kollektive åndedræt. Forskellige grupper skiftedes siden til at bryde ud af klangfladen: Violiner blev til en vred bisværm, sopranen sang på indåndinger – fokus var på instrumenternes materialitet og mødet mellem dissonanser og brudstykker af melodier og akkorder.

Skiftene i musikken var effektive, og som lytter blev man forløst, hver gang melodierne fuldendte dissonanserne. Et stærkt værk, der gav åndenød!

kortkritik
31.10.2020

Avantgarde uden guillotiner

Athelas Sinfonietta: Niels Rosing-Schow-portræt
Niels Rosing-Schow. © Alexander Banck-Petersen
Niels Rosing-Schow. © Alexander Banck-Petersen

Det blev ingen revolutionær start på Klang Festival, selvom en af landets bedst skrivende komponister var i centrum.

Niels Rosing-Schows saxofonkoncert Episodes from a Concerto (2003/20) prøvede at ruske op i sig selv med flere defibrillerende stød undervejs, men blev trukket ned i sin egen understrøm af gammelmodernistisk temperament og egal klangelegance.

Mere selvstændig karakter havde den nye klaverkoncert All Right!? (2020) med sit udemonstrative møde mellem pianistens tikkende urværk og ensemblets udspilede skyer af lys og let klangtåge, omend Rosing-Schow også her luftede passager af altmodisch fællesekspressionisme.

Solisterne i værkerne virkede låst fast i skematiske tonemønstre, også basfløjten i døsige Flash Night (2016), så det var befriende med solistfri Distant Calls (2018) og dens skarpt formulerede grundstruktur af sammenflettede orientalske luftalarmer.

Værket kunne dog nok have udviklet sig i heldigere retning end filmisk agentdramatik, mens skramlede Unspoken – Unheard (2020) rundede eftermiddagen noget famlende af.

kortkritik
28.10.2020

Lily Greenham fra scratch

Lydarkæologisk lytteklub #2
Lily Greenham. © Demarco Archive
Lily Greenham. © Demarco Archive

»Ingen er Lily Greenham-ekspert.« Med de ord introducerede Institut for Dansk Lydarkæologi den hidtil ukendte, dansk-østrigske konkretkunstner Lily Greenham, der var omdrejningspunktet for aftenens lytteklub på Alice. Det var en aften præget mere af nysgerrighed end formidling af fakta, men det ændrede ikke ved, at arrangementet var uhyre vellykket. Tværtimod.

For det første tillod fraværet af håndgribelig viden Instituttet og deres gæst, lektor emerita Tania Ørum, at se Greenhams liv og værk i et hav af forskellige kontekster uden konstant at skele til allerede kanoniserede fortællinger.

For det andet tillod det hendes værker at tale for sig selv. Greenhams konkretistiske lydeksperimenter var sommetider smukke, andre gange komiske i deres affekterede ekspressivitet, men altid bjergtagende i deres virtuositet og ækvilibrisme.

En fascinerende aften, hvis største forbrydelse jo var at efterlade publikum sultne efter meget mere.

kortkritik
27.10.2020

Et jordskælv af en prisvinder

Nordisk Råds Musikpris
Sampo Haapamäki. © Saara Vuorjoki/Music Finland
Sampo Haapamäki. © Saara Vuorjoki/Music Finland

Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.

Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.

Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.

Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak!