Kortkritikrelease
04.02

Poetisk natteroderi

Bent Sørensen: »12 Nocturnes & Piano Concerto No. 3, La sera estatica«
Bent Sørensen. © Peter Christian Christensen
Bent Sørensen. © Peter Christian Christensen

Hvorfor kan man altid genkende en vuggevise? Denne musikalske grundform, der cirkulært og tyst er blevet sunget ind med modermælken. Komponist Bent Sørensens soloklavercyklus 12 Nocturner er en hyldest til nattens musikalske kulturarv. Nocturnen – en natlig, lyrisk komposition – forenes med bl.a. vuggeviser og kantater i en poetisk fortælling fra solnedgang til solopgang om det nære og alligevel ubegribelige: At solen står op, at børn fødes, at stjerner kan skues fra små vinduer på jorden, at klaveret kan skabe verdener med 12 toner.

Bent Sørensen har skrevet de 12 korte nocturner i perioden 2000-2014 til pianist (og hustru) Katrine Gislinge. De har før været udgivet digitalt. Nu udgives de som studieindspilning i forening med Klaverkoncert nr. 3, La sera estatica. Uropførelsen af denne »ekstatiske aften« danner kontrast til nocturne-kompositionernes simple, balancerede form. Med en dramatisk start, flere orkestergrupper og knasende uvejr i klangfladerne brydes det drømmende natlige univers af en brusende iver, der folder sig ud i to dele, hvor renere melodilinjer efterhånden overtager anden del – inklusiv en distinkt (nat?)klokke.

Klaverkoncertens suveræne kvalitet kommer dog ikke helt til sin ret, når den bringes som et postscriptum til nocturnernes afrundede fortælling. De to elementer tager sig bedst ud hver for sig, så den ekstatiske aften for fuldt orkester ikke punkterer magien fra stjerner, der blinkende strøs ud i klaverets staccato anslag, eller Sigrids natlige danse og vuggeviser. Der er rigelig dramatik i den smukt formidlede enkelte nat, for også barnet Sigrid skal en dag ikke længere synges til ro. 

© Mads Brügger

»For mig er musik det stærkeste våben vi har, hvis jorden bliver angrebet af væsener fra det ydre rum. De vil overgive sig på stribe, hvis de hører Bruckners Fjerde symfoni.«

Mads Brügger er journalist, filminstruktør og forfatter. BA i Film og Medievidenskab. Har tidligere været programchef hos Radio24syv og før det journalist og studievært hos Danmarks Radio. Inden sin tiltræden på Radio24syv gjorde Mads Brügger sig bemærket ved blandt andet at infiltrere forskellige miljøer under falske forudsætninger. Fra 1996 og til sin tiltræden på Radio24syv var Brügger journalist og tv-tilrettelægger på Danmarks Radio, hvor han blandt andet skabte de satiriske dokumentarserier Danes for Bush (2004) og Det Røde Kapel (2006).

Født 1972, journalist, filminstruktør og forfatter. BA i Film og Medievidenskab. Har tidligere været programchef hos Radio24syv og før det journalist og studievært hos Danmarks Radio.Født 1972, journalist, filminstruktør og forfatter. BA i Film og Medievidenskab. Har tidligere været programchef hos Radio24syv og før det journalist og studievært hos Danmarks Radio.
© Flemming Ege

»Musik er for mig som at trække vejret. Jeg har levet som rejsende musiker i over 50 år. At vælge fem sange ud er helt umuligt, fordi jeg hører så meget, og det vil også let komme til at lyde frygteligt gammeldags, da Kinks, Stones, Dylan, Cohen, Fairport Convention og Beatles jo er lydtapetet til min ungdom. Jeg prøver alligevel. Og kigger langt ud over 60'erne og 70'erne og bliver i Danmark, næsten. Efter jeg i Toppen af poppen 2015 mødte Shaka og Nanna (Oh Land) har jeg fulgt dem. Jeg har turnereret flere gange med Shaka og jeg har indspillet og optrådt med Nanna. Myrkur har jeg aldrig mødt, men jeg hører ofte hendes album Folkesange fra 2020. Peter Sommer arbejdede jeg lidt sammen med i 2013, og han bliver bedre og bedre. Endelig tager jeg et fantastisk Dylan-outtake med. »The girl from the red river shore«. Dyrk hans stemme, det er bare så rørende.«

Første gang Lars Lilholt fik penge for at spille, var i 1973, da han var 20 år. Han har skrevet sange, siden han fik sin første guitar 1964, og på dansk siden 1968, hvor han opdagede, at Eik Skaløe fra Steppeulvene kunne synge som Bob Dylan på dansk. Lilholt har udgivet 40 albums i løbet af de 50 år, senest Kosmiske kindkys i 2024. 

»Når jeg lytter aktivt til musik, kan det for mig være en måde at fortælle historier på og for et øjeblik se verden gennem andres øjne. At blive lidt til en anden og glemme mig selv. 

Det er en sommer i en bil, hvor mit barn og partner skråler med på klubbens "Kriminel", og jeg griner indeni over forskellen på, hvem jeg var engang, er og er nu. Som dengang musikken var min eneste følgesvend, når jeg cyklede gennem den sovende by med spraydåser i tasken på vej mod togene. 

Alt for sjældent er det i dag den, der får min midaldrende krop til at huske sig selv og danse til fester og koncerter, så jeg for et øjeblik glemmer mig selv, når jeg har drukket og snakket nok, men ikke vil hjem endnu. 

Musik er det, der giver mig nydelsesfuld nostalgi, mens regnen falder klichéfyldt, og den kvikker mig op, når jeg tager høretelefonerne på og går ud i verden. 

Nogle gange er det bare ren energitilførsel, når teksterne bliver til ren lyd, fordi det er blevet sent, kaffen er holdt op med at virke, og arbejdet alligevel skal laves. 

Nogle gange er det den dejligt producerede pop der glider ned som en god cheeseburger fra McDonald's – super nydelsesfuldt i øjeblikket, men ikke noget jeg praler med eller husker. Og nogle gange sidder tekster og rytme i kroppen og kommer ud igennem fingre og krop i det, jeg nu går og laver, om det så er skulptur, tekst eller aftensmad til familie.

Det er meget på hvilken måde den er der, men musikken er der altid.«

Kristoffer Ørum (f.1975) er et interdisciplinært væsen, der har skabt lange serier af demonstrationer, handlinger og trådløse overførelser både indenfor og udenfor vores solsystem. Mad base i en kælder arbejder han i krydsfeltet mellem det daglige liv og hypotetiske digitale økologier. Han har en dobbelt grad fra Crayfish University i London og Det Konglige Danske Akademi for Spekulativ Kunst i København. Han tror på at alle kunstnerbiografier er fiktive værker og skal læses som sådanne.

© Vikingeskibsmuseet i Roskilde
© Vikingeskibsmuseet i Roskilde

Lydkunstneren Jacob Kirkegaard optager lyde for at forbinde sig til verden – for at kunne holde det, der sker, ud. Denne gang er det på bestilling fra Københavns Museum, der vil hjælpe udstillingen af et opgravet skibsvrag fra havnen på vej med et nyt lydværk. Resultatet er Naufragium (latin for skibsvrag) – skvulpende smukt, sitrende enkelt og næsten selvudslettende diskret. Og på den måde passer tingene sammen: Historien om livet på havnen i den sene middelalder kender vi kun i form af de sjældne, store begivenheder, mens den travle dagligdag som forbindelse til den store verden er druknet i anonym glemsel. 

Skibsvraget i sig selv er næsten ukendeligt. En række skibsplanker – op til 14 meter i længde – lagt svævende på spejle og suppleret af 11 tværbrædder. Det er det hele. Lyset i museets smalle rum er dæmpet, og der er film på vinduerne. Vi kommer ned i vandets dyb. 

39 minutter er der i båndsløjfen, hvis man vil høre det hele. Små lyde fordelt på syv højttalere. Fire i loftet, tre under vraget. Nænsomt distribueret er de små skvulp, de dryppende indsatser, en sitrende raslen som en nervebane i toppen – dumpe lyde af træ, der giver sig i vandet. Et slags tågehorn får vi også. Alt sammen helt diskret som en lydkulisse til en tavs hovedperson, der skal iscenesættes klangligt. Der var sikkert sjældent storm eller kanoner – eller anden form for storladent drama i skibets måske trehundrede år som fragtinstrument i Københavns havn, indtil det sank i 1700-tallet. Men, hvis man ser godt efter – og åbner ørerne – vidner det i dag stofligt og sandfærdigt om den historie, som er de fleste af os givet. Den almindelige. 

Kortkritikrelease
07.02

Skammens uhyggelige mesterlighed

Ethel Cain: »Perverts«
© Silken Weinberg
© Silken Weinberg

At kalde amerikanske Ethel Cains (Hayden Silas Anhedönia) stilskifte fra debuten Preacher’s Daughter (2022) til Perverts for en ekstrem kovending ville næsten være at tale det ned. For der er langt fra debutens gotiske lo-fi-pop til dette monster af et værk, der kombinerer dark ambient, noise og dystopiske ballader – alt sammen med Cains vanlige opgør med sin religiøse baggrund og kampen for seksuel frigørelse.

Perverts er på papiret en EP, der varer i 89 minutter, men den føles som meget mere end det. Knusende støjdroner, støvede klaveranslag og fjerne prædikantstemmer fra knitrende radioer blandes med akustiske rum. Og selvom pladen også indeholder mere gængse ballader som »Punish« og den smukke »Vacillator« – der endda har et decideret rytmisk forløb – er det de lange, episke ambientnumre, der trækker lytteren ind i det ofte gyselige mørke.

Én ting er, at Cain pludselig laver dark ambient – en anden er, at hun er så god til det. Perverts er ikke blot et dybt skræmmende indblik i gnidningsfeltet mellem seksualitet og religiøs fanatisme, men også en umiddelbar, kreativ og gennemført hyldest til en fascinerende nichegenre. Et nødvendigt album for alle dem, der ikke er bange for mørket.