kortkritik
05.01.2022

Røgen i dine hænder

You'll Never Get to Heaven: »Wave Your Moonlight Hat For The Snow Fall Train«
© You'll Never Get to Heaven: »Wave Your Moonlight Hat For The Snow Fall Train«
© You'll Never Get to Heaven: »Wave Your Moonlight Hat For The Snow Fall Train«

At lytte til den canadiske duo You'll Never Get to Heavens fjerde album er som at forsøge at fastholde røg i sine hænder. Albummets otte meget korte sange er alle smertefuldt smukke: Den Julee Cruise-agtige vokal rammer den perfekte balance mellem indsmigrende og melankolsk, og det Brian Eno-inspirerede klaverspil har en krystalklar, nærmest glasagtig klang. Alligevel har sangene det med at undslippe ens greb og forsvinde ud i intetheden, inden de har nået at efterlade et varigt indtryk. Den impressionistiske vignetstil er uden tvivl et bevidst, kunstnerisk valg, men jeg kan alligevel ikke slippe følelsen af at have fået en smagsprøve på en meget, meget udsøgt ret – blot for at få at vide, at køkkenet er lukket. 

Det er ikke nødvendigvis en dårlig ting: Albummet er i al sin utydelighed næsten den perfekte stemningsskabende baggrundsmusik, der kan spilles igen og igen, uden at nogen nogensinde opdager, at de har hørt det før. Her er tale om ægte møbelmusik; musik, der ikke har andet formål end at skabe en akustisk vibration i rummet, som Erik Satie formulerede det. Personligt er jeg næsten sikker på, at dette album bliver soundtracket næste gang, skyggerne er lange, flaskerne er tomme og samtalerne er fulde af nostalgi. 

You'll Never Get to Heaven hedder duoen meget sigende: Du kommer ikke i himlen, men kan måske få lov til at stå ved indgangen og beundre det hvide, disede lys i otte meget korte glimt, inden porten smækker i. Godt at Spotify har en repeat-funktion. 

© Kåre Viemose

»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«

Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.

© PR

»Musik for mig er det, der gør verden større. Det, der rummer utallige realiteter, skønheder og modsigelser. Noget, der foregår over tid, men som er tidløst.«

Xavier Bonfill er catalansk komponist, performer og tværdisciplinær kunstner bosat i København. Hans værker spænder fra traditionelle instrumenter til elektronik, video og digitale formater. Han arbejder i spændingsfeltet mellem dualiteter: det poetiske og det overfladiske, det ekstravagante og det intime, det excentriske og det naive. Hans musik er følelsesmæssigt intens, dybt resonant og fremadskuende. Han er stifter af ensemblet haknam og pladeselskabet Don’t Look Back Records.

© Astrid Lemmike

»Musik for os er det umiddelbare. Der er noget dejligt over at dele det umiddelbare sammen med andre. Musik for os er universelt og uforklarlig. Musik er 'the healing force of the universe'. og den er good times. Den er klam storkapitalisme og antikapitalistisk hjemmegroet DIY. Den er fællesskab, fest og alle følelser. Musik for os er …«

Nausia er en københavnsk kvintet dannet i 2019, bestående af to saxofonister, guitar, bas og trommer. Bandet kombinerer elementer fra spirituel jazz, krautrock og minimalisme og skaber et unikt lydunivers præget af både tranceagtige passager og eksplosive udbrud. De debuterede med albummet Prince Kiosk i 2020, efterfulgt af Good Intentions i 2021. I marts 2025 udgav de deres tredje album, Finding a Circle, som markerer kulminationen på fem års kreativ udvikling. Nausia er blevet nomineret til DMA Jazz som 'Årets Nye Navn'.

© Anthon Unger

»Musik for mig er et afbræk fra en mere og mere vild verden, der lige nu kører på hyperspeed. Den er, når jeg kører på landevejen i USA og hører countrystjernen Lucinda Williams ru og brugte stemme. Lige nu må den også gerne være en kommentar til den farlige situation, vi står i. Derfor Imagine. Men først og fremmest skal den vække genklang for de følelser, jeg selv har og den situation, som jeg står i lige nu.«

Matias Seidelin er sikkerhedspolitisk seniorkorrespondent på forsvarsmediet OLFI, USA-ekspert, tidligere USA-korrespondent for Jyllands-Posten og forfatter til bogen Game over there – hvad sker der hvis supermagten kollapser? om USA og Trump-land. Tidligere rockmusiker i flere bands.