Eivind Buene
10
Schuberts norske lounge
Eivind Buerne: »Schubert Lounge«
© PR
Det er altid en stor risiko at genfortolke klassiske ikoner og trække dem ind på den moderne scene, især hvis man er en prisvindende komponist og musiker af international berømmelse som fx nordmanden Eivind Buene. Klassisk musik har, som alle genrer, sin lille kreds af purister og aficionados, der er prompte til at afvise ethvert forsøg på at flytte de statuer, de elsker, ud af deres mausolæer. Og det er præcis, hvad Buene gør med sit album Schubert Lounge.
Selve titlen annoncerer en uortodoks tilgang til det berømte tyske romantiske musikgeni: en lounge er ikke ligefrem den type rum eller arkitektonisk installation, man umiddelbart ville forbinde med Franz Schubert. Men hvad Buene peger på, er, at Schuberts musik, og specifikt hans sange, de berømte lieder sunget af Kathleen Ferrier og Dietrich Fischer-Dieskau, handler om intimitet, og at de kan høres i dag i den halvt oplyste komfort i en lounge, som de blev det i en salon med levende lys.
Der er ti sange på albummet, alle med deres titler på engelsk og uden det tilsvarende tyske navn. For eksempel »The Sea« og »Beautiful Moon«, som er (meget) kendte som »Am Meer« og »An Den Mond«. Selve sangene er oversat (eller tilpasset) til engelsk, hvilket gør hele projektet til et enestående musikalsk objekt, som totalt dekonstruerer musikhistoriens traditionelle fængselsmure.
Eivind Buenes stemme kan ikke sammenlignes med Ferriers eller Fischer-Dieskaus, og det forsøger den ikke engang. Ved at omarrangere harmonier i moderne dissonanser og erstatte nuancerne med en overraskende flad tone, og nogle gange skifte til sarte højere toner, fortæller Buene os, at klassisk musik ikke er, hvad vi antager, den er: et ubevægeligt monument, der bliver ved med at gentage sig selv. At gøre Schubert til en transnational komponist er et radikalt valg og et ret farligt valg, idet risikoen er at blive til grin, undgået eller, endnu værre, ignoreret. En norsk kunstner, der beslutter sig for at synge tyske lieder fra 1800-tallet oversat til engelsk i 2022 er ikke bare en handling, det er et radikalt manifest. Som Buene har skrevet i en artikel offentliggjort på nettet, »Musik er altid nu i det klingende øjeblik. Musik er på en måde en historie om ufærdigt arbejde.«
Og dette album beviser det absolut.
Voldsomt charmerende Volvo
Kresten Osgood: »Kresten Osgood & De Udeboende«
© PR
Danmarks måske mest produktive musiker Kresten Osgood og hans 20 medlemmer stærke ensemble De Udeboende præsenterer med dette selvbetitlede album en liveoptagelse fra den aarhusianske Spot Festival. Koncerten er helt tilbage fra 2008, men det var øjensynligt en koncert, der – ligesom Osgood selv har ry for – stak i alle retninger.
Først fire covers. En skramlende, percussiontung version af »Voldsom Volvo«, så Gary Bartz’ »Celestial Blues« med Osgood på charmerende danglish-vokal og hvinende saxofoner, der i et spændende midterstykke truer med at få det hele til at falde fra hinanden, indtil en rytmisk elguitar trækker nummeret tilbage fra afgrunden. Bill Fays »I Hear You Calling« sætter tempoet ned, indtil »In the Army Now« skaber fællessangsstemning med kor og akustisk instrumentering.
Herefter begynder de originale kompositioner. En fortælling om Edalf, der på sin løbetur i middelklassedanmark anno 19XX er ved at skide i bukserne, dernæst »Det betyder jo så meget«, en sjov, men i virkeligheden også trist ode til dem i Osgoods omgangskreds, der måske tager en kende for meget coke. Sidst, men på ingen måde mindst, kommer »Deportivo La Coruña« med ultrakiksede synths, trommemaskiner og lyrik, og, som glasuren på kiksekagen, hammondorgelsolo.
Osgood og De Udeboende kommer således virkelig vidt omkring både genrer og stemninger med en sprudlende livs- og spilleglæde. Det er befriende rodet, kaotisk og fuldt af gode vibes. Hvad der mangler af rød tråd, kompenseres der mere end rigeligt for med ubestridt charme.
© Benjamin Tarp
»I play music to connect people and I sing melodies to encourage community. I believe in the transformative power of music and love.«
Lucky Lo's (Lo Ersare) mission is to unite people through music by shining a light on the dark sides of life and transforming our struggles and worries into joy and hope. In a time where mental illness is described as Denmark’s biggest public disease, Lucky Lo sees music as a vital tool for processing the challenges we face throughout life.
She was awarded Talent of the Year at the Danish music publisher’s awards, Carl Prisen, and the Swedish music critic's award, Skaps Prisen. Her recent album bears the title The Big Feel.
© PR
»For me music is emotions, life, love and language. Food is like music, we can't avoid it, we strive for it because we need it. Music is art in past, present and future, it will always evolve in time – but at the same time timeless as well. Music stands where words fail.«
Johannes Sigurdsen is among the 13 artists nominated for the Nordic Council Music Prize 2023. Sigurdsen is from Nuuk, Greenland. Raised in Ikerasak. Self taught musician, guitarist, singer songwriter and music teacher. His nickname SIGU is also his artist name. SIGU is abbrevation of his last name: Sigurdsen. SIGU published his debut album Ujartaraat Qaamaneq in May 2022. He is recently student in Master of Music in pedagogical developement in RMC, Copenhagen.
Ukraine – og Gaza? – på kanten af scenen
Copenhagen Phil: Afgørende øjeblikke #6: »Stemmer fra Ukraine« – Henryk Górecki: 3. symfoni (Symfonia pieśni żałosnych/Symphony of Sorrowful Songs)
© Kim Matthäi Leland
Den tykke scenerøg begyndte allerede før koncerten at sive fra scenen ud i balkonfoyeren. Den slørede mit blik, men gjorde min hørelse desto skarpere. Og jeg var tydeligvis ikke den eneste: Publikum lyttede sjældent koncentreret, undervejs iblandet snøften og undertrykt gråd.
Polske Henryk Góreckis 3. symfoni fra 1976 er et hovedværk inden for den neo-tonale og neo-minimalistiske østeuropæiske tradition fra Estland til Georgien. Værket er lige så inderligt, lige så smukt i al sin monumentale langsomhed, som det er stramt konciperet. Et værk, der i Giordano Bellincampis og orkestrets sikre hænder, og med en fænomenalt velsyngende og -agerende Henriette Bonde-Hansen, lød præcis, som jeg havde håbet på.
Et enkelt dramaturgisk greb udvidede rammerne for værket og skabte endnu mere nærvær: I tre lange blokke, én før hver af værkets tre satser, fremsagde fem skuespillere på skift rystende, men ikke unødigt udpenslende, skildringer fra krigen i Ukraine. Det kunne sagtens have været Gaza.
Henimod slutningen dukkede værkets første håbefulde passage op – som om den uduelige menneskehed, der er dumpet så utrolig mange gange før, måske alligevel engang vil kunne bestå Guds store eksamen. Netop her tog Henriette Bonde-Hansen sin node i hånden og gik helt ud på kanten af scenen for at synge videre. Da hun var færdig, vendte hun uden at tage blikket fra publikum den sidste side, så alle kunne se, at nu var fortællingen slut. En ny kunne begynde, når publikum hver for sig gik hjem og genkaldte sig værket.
Asbjørn. © Johanna Hvidtved
»Musik er en direkte adgang til os selv og hinanden, den kan åbne døre, vi troede, vi havde blændet og giver os mulighed for at udleve sårbarheden, liderligheden, vildskaben eller hvad end der skal slippes fri.«
Asbjørn kalder sig selv en pop-rebel. Siden 2012 har han udforsket og udfordret popmusikkens væsen og som følge fået rygklap fra sin egen musikalske heltinde Lykke Li, over otte millioner visninger på sine musikvideoer og nyligt samarbejdet med Tessa på singlen »Farver«. Asbjørns tredje album Boyology udkom i 2022 på det tyske pladeselskab Embassy of Music, som gav ham labelkammerater som Robyn, Björk og Moby.