kortkritik
19.09.2021

Skulle have sendt min dobbeltgænger

Frederiksberg Festspil: »Dobbeltgænger 1« + »Centalog«
© Reinhard Wilting
© Reinhard Wilting

Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.

Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.

Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.

Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.

Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.

Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.

kortkritiklive
13.03

Jeg er et tomt højhus, hvor smerten sidder i alle vægge

Ensemble Lydenskab, Martin Ottosen, Ulla Bendixen, Gerd Laugesen & beboere fra det socialpsykiatriske botilbud Sønderparken: »Alle sætter spor«
© Phillip Jørgensen
© Phillip Jørgensen

Det er både svært og urimeligt at forholde sig kritisk til koncerten Alle sætter spor. Det handler om rigtige mennesker med noget på spil og hjerte, nemlig beboere på det socialpsykiatriske botilbud Sønderparken. De lagde deres indre liv i hænderne på seks kunstnere og blev således medskabere af i alt ni sange, som fik premiere på Museum Ovartaci.

Projektet Musikalske Alliancer er både kunst, forskning og lindring. En samskabelse, der vil give stemme til mennesker i psykiatrien. Resultatet var sange med banjopræget galopleg, smertelige violinstik, tomme huse fyldt af utrøstelig gråd, afrevne torsoer og dybe lange strøg, men også håb, omsorg og bløde kanter. Som medier for livserfaringerne optrådte digter Gerd Laugesen, tre musikere fra ensemblet Lydenskab på cello, violin og guitar foruden pianist Martin Ottosen og vokalist Ulla Bendixen fra elektrofolk-bandet Sorten Muld. 

Det var en kompetent flok, der leverede et højt musikalsk niveau. Alligevel virkede det, som om dette vigtige projekt lykkedes med samskabelsen og samtalen, men måske ikke helt med sit kunstneriske udtryk. Var det fordi teksterne var fyldt af klichéer? Eller snarere fordi hele opsætningen oplevedes lidt intern – nærmest som en skolekoncert? På trods af Bendixens vidunderligt luftige og udtryksfulde vokal, stod koncerten stærkest i de få indslag præget af digtoplæsning. Dog måtte jeg ad omveje erfare, at digtene var bearbejdninger, mens sangteksterne var beboernes egne ord. Og det var jo de stemmer, jeg skulle lære at lytte til. 

kortkritikrelease
13.03

Når joik møder drill

Zak Norman & Charlie Miller: »Takkuuk«
© PR
© PR

Det grønlandske ord Takkuuk betyder »opmærksomhed«, og det er den lettere ironiske titel på et af de mere kaotiske projekter på årets CPH:DOX. Filmen er et samarbejde mellem den visuelle kunstner Zak Norman, filminstruktør Charlie Miller og den Belfast-baserede elektroniske duo BICEP, og inkluderer desuden syv musikere fra Kalaallit Nunaat og Sapmi. Det er med andre ord masser af stemmer og agendaer i spil, og det bærer projektet præg af.

Processen, der leder frem til filmen, lyder mere interessant end værket. Norman og Miller rejste rundt i Arktis, opsøgte musikere og researchere og filmede gletschere og is. Filmens syv unge musikere gik i studiet med BICEP for at lave et fælles soundtrack: En slags clubbet remix af syv meget forskellige praksisser, fra drill og heavy metal over joik til strubesang og trommedans. Det kunne have været interessant at følge de møder, men i stedet tager filmen os i en anden retning.

Der klippes mellem et dokumentarisk spor af interviews og en surreel musikvideoæstetik, hvor specialbyggede kameraer panorerer over isens overflade og iklæder den farvede filtre med referencer til nordlys og klubbelysning. Interviewsporet lader de medvirkende styre samtalen, som derfor går i mange retninger: Vi kommer omkring de traditionelle musikalske udtryks spirituelle undertoner, og her ville man gerne have opholdt sig længere. En interessant sekvens fortæller, hvordan trommedansen forholder sig til den udøvende kunstners hjerterytme, og hvordan den rytme er næsten den samme som pulsen i drill. Mere af det, tak.

I en efterfølgende talk fortalte filmskaberne, at værket oprindeligt er produceret som en audiovisuel installation til fem skærme. Det giver mening og ville måske have fungeret bedre. Som dokumentarfilm betragtet er Takkuuk fragmentarisk, kaotisk og retningsløs, og det er ærgerligt, for de unge musikere lader til at have mere at byde på.

»Takkuuk«, Zak Norman & Charlie Miller (UK), 2025 (67 min.). Vises på CPH:DOX 12., 17. og 19. marts

kortkritikrelease
13.03

Når celloen flytter på landet

Katrine Philp: »Et klassisk liv«
© Carsten Snejbjerg
© Carsten Snejbjerg

En bondegård ved Rødvig på Stevns med både grise og køer rummer samtidig en elitemusikskole for cellister, Scandinavian Cello School. Skolen er dannet af den britiske cellist og professor Jacob Shaw, der også er landmand og bor her med sin familie. Et sted, hvor de tilstedeværende unge mennesker bliver sat til at deltage i arbejdet på gården som i et kollektiv, når de altså ikke arbejder på deres musikalske projekter.

Det er i den grad en nyskabelse, mener Shaw. I en af de mange scener med den tænksomme, idealistiske og uselviske mentor bemærker han, at den klassiske musikverden har et stort fokus på konkurrence og muligvis musikalsk udvikling, men kun sjældent er optaget af noget så essentielt som trivsel. 

Det er fascinerende at følge ikke blot undervisningen og konkurrencerne på Stevns og andre steder, men også at lægge øre til de unges beretninger om at spille foruden de talrige ukommenterede forløb, hvor store mængder musik især fra den klassiske cellolitteratur bliver fremført – herunder en udendørsscene, hvor musikerne har trukket en gruppe køer til, som ser ud til at lytte, når de altså ikke muher. 

Det er en film om selvrealisering gennem disciplin, men også om disciplin gennem selvrealisering. Filmen kredser konstant om menneskets bestræbelser efter at blive bedre til noget, og den gør det på en måde, der hele tiden sætter deltagernes kærlighed til musik i centrum. Også hos Shaw selv, hvis tidligere alvorlige sygdomsforløb, der kort refereres til, danner et slags kontrapunkt til den lethed, der ellers præger filmen. 

Katrine Philps dokumentarfilm Et klassisk liv er hermed anbefalet – ikke kun til forældre til musikinteresserede børn, men til alle, som interesserer sig for musik. Klassisk musik? Nej. Musik.

»Et klassisk liv«, instr. Katrine Philp (Danmark / Sverige), (90 min.), vises på CPH:DOX 14., 17. og 21. marts

kortkritikrelease
12.03

Vil hvalerne egentlig høre på os?

Valentin Paoli: »The Musician and The Whale / La Baleine et le Musicien«
© PR
© PR

Den franske elektroniske musiker Rone synes, det er vanskeligt at udtrykke følelser verbalt. I Valentin Paolis ret rørende dokumentar The Musician and The Whale reflekterer han over musikkens evne til at skabe forbindelse og formidle stemninger til et publikum – uanset om dette er menneskeligt eller interartsligt.

En dag får Rone tilsendt en video fra en sejler, der afspiller hans musik på havet. Omkring båden flokkes hvaler, tilsyneladende tiltrukket af tonerne, og det bliver startskuddet for en undersøgelse af, hvorvidt musikeren kan kommunikere med dyrene gennem lyd. Rone opsøger en ekspert i hvallyde, der peger på bestemte high pitch synth-elementer i hans EDM-kompositioner, der kan minde om hvalsang. Han får et pigekor til at indsynge hvalens lyde med menneskestemmer og rejser derefter til det franske oversøiske territorium Reunion for at spille lydene tilbage til hvalerne.

I første omgang forgæves: Hvalerne synes ligeglade med pigekorets stemmer. Med et citat fra Goethe kommer Rone i tanker om, at hvis man skal røre andre, skal man tage udgangspunkt i det, der rører en selv. En Disney-agtig erkendelse i en lettere sentimental film, der taler til menneskets grundlæggende lyst til at kunne kommunikere med dyrene.

Men er vi egentlig sikre på, at dyrene gider tale med os? Rone gør sig, som filmens absolut bærende figur, enkelte dyreetiske overvejelser, men hans egen smittende begejstring for hvalernes lyde forhindrer ham i at stille de helt grundlæggende spørgsmål til forholdet mellem dyr og menneske. I stedet får vi et portræt af musikeren, der er nogenlunde lige så poleret og hjertevarmt, som hans musik. Hvalen, den holder sig klogeligt under havoverfladen.

»The Musician and The Whale« / »La Baleine et le Musicien«. Instr. Valentin Paoli (FR), 2026 (83 min.). Vises 11., 12. og 20. marts

© Cecilie Frost
»Musik er for mig et stille, men magtfuldt våben. Den er altafgørende for at bevare identitet og kultur. Gennem historien har dominerende magter ofte forsøgt at undertrykke folk ved at udslette deres sprog, deres traditioner og deres kunst. Men de steder, hvor dette mislykkedes, var det netop kunstens overlevelse, der bevarede sjælen og stoltheden hos folket.«
 
Anastasia er en dansk indie-kunstner med glamour i blikket og punk i blodet. Sammen med sit fuldt kvindelige band skaber hun et lydunivers båret af rå energi, bittersøde rockmelodier og frække, flirtende tekster om kærlighed, tab og alt det kaotiske derimellem. Hun debuterede i 2022 med en række velgørenhedskoncerter til støtte for Ukraine og har siden indtaget scener over hele landet – fra Debutfest i København til SPOT Festival i Aarhus. Alle sange skrives og produceres af Anastasia selv og får deres endelige form i et tæt og intenst samspil med bandet, hvor det personlige udtryk møder den kollektive kraft.