Skulle have sendt min dobbeltgænger
Ideen fejlede ingenting: lige at komme ud og høre et par nye strygekvartetter. Det havde været så længe siden! Selveste Danish String Quartet med nyt fra næsten lige så selveste Bent Sørensen. Og et megaværk fra altid alt for uberømmede Niels Rønsholdt. Det burde ikke kunne gå galt.
Men hvad havde dog den fabelagtige Sørensen rodet sig ud i? Efter tre kvarters opvisning med Schuberts sprudlende, glødende, men trods alt ubønhørligt lange Kvartet i G-dur satte DSQ gang i Sørensens Doppelgänger. Som altså viste sig at være det sidste, man orkede i øjeblikket: en halv times remix af Schuberts værk! I nye klæder, natürlich, men forvandlingerne havde karakter af fikse idéer, der gjorde Sørensen mere menneskelig, end jeg huskede ham fra pragtværket Second Symphony.
Hvad der virkede elegant i symfonien – idéer, der cirklede spøgelsesagtigt rundt i orkestret – blev forsøgt genanvendt fra start i kvartetten. En simpel durakkord blev sendt på mikrotonal omgang mellem musikerne, så det til sidst mindede om forvrængninger i et spejlkabinet. Manøvren havde øvelsespræg, koketteri var indtrykket.
Derpå fulgte buer, der faldt ned på strengene som en hård opbremsning. Tyve minutter senere var figuren tilbage, men nu vendt om til accelerationer. Et forsøg på at fremvise sammenhæng i et værk, der ellers virkede unødigt rodet og sprang fra koncept til koncept? Lidt glidninger på strengene; dæmpning for at skabe en sprød cembaloklang; en lang, sfærisk passage; tilbagevenden til Schubert og tonika. Den gode Sørensen var blevet sin egen dobbeltgænger i processen, halsende efter forlægget. Jeg tillod mig et frederiksbergsk »åh!«.
Iført nye forventninger troppede jeg op til Rønsholdts 100-satsede Centalog to dage senere. Milde skaber, dette var endnu værre! Bag heltemodige Taïga Quartet tikkede et antikt vægur ufortrødent i samfulde 75 minutter. En fornemmelse af eksamenslæsning hang over os. Nøgternt præsenterede Rønsholdt selv de kommende satser hvert tiende minut: »10 left, 11 left, 12 left« eller »40 right, 41 right« og, koket, »13 left, missing item, 15 left«. Handlede det om læseretningen i noden, om strøgets bevægelse? Klart stod det aldrig, men tænk, om man blev hørt i lektien senere.
Fra Taïga lød febrilske fragmenter med aleatoriske linjer og abrupt dynamik; store følelser var spærret inde. Det forekom fortænkt, uvedkommende. Og med uvanlig distance mellem koncept og toner: Kun to gange undervejs spillede de kliniske opremsninger en smule med i musikken, da musikerne udbrød et bestemt »left!« her, et »right!« der. Hvor var Rønsholdts velkendte performative overskud? Mystisk. Fra væggen lød det blot: Tik-tak, tik-tak.
Wanderwelle drukner verden i smuk apati
Havet som Cape Lonesome, som en kirkegård hvor det mytiske, det virkelige og det truede ved midnat rejser sig fra de døde: det er det soniske landskab på Ghosts Beneath the Brine, det nye album fra den Amsterdam-baserede eksperimenterende duo Wanderwelle.
Gennem otte numre, der balancerer mellem elegi og requiem, navigerer albummet i klimakrisens og artsudryddelsens realiteter, samtidig med at det fremkalder mytologien om havets skabninger. For at give krisen lyd valgte Wanderwelle ikke at optage smeltende isbjerge eller rasende skovbrande. I stedet sænkede de bækkener – små, skålformede metalplader brugt siden oldtidens ritualer – ned i saltvand i længere perioder. Efterhånden som metallet nedbrødes, blev lyden mørkere, mere skrøbelig og mere ustabil og frigav spøgelsesagtige overtoner.
Disse toner driver gennem albummet som den kritisk truede albatros – som sjette nummer er dedikeret til – der med sit vingefang på tre og en halv meter glider som et genfærd gennem enorme, ligeglade himmelrum. Lag på lag af rumklang og lyde, der minder om klagende, klynkende dyrestemmer, ledsager numre med titler, der væver myte og økologisk virkelighed sammen: »The Seabishop’s Sermon« (opkaldt efter et væsen, der angiveligt blev fanget i Østersøen i 1513), »Empty Net or Dissolving Souls«. Budskabet er klart: hajer og østers risikerer at blive lige så mytiske som fortidens havuhyrer, hvis ødelæggelserne fortsætter.
Og alligevel er det netop her, albummets skønhed bliver dets begrænsning. Ghosts Beneath the Brine er hjemsøgende smukt – men som det sublime syn af et skibsvrag betragtet fra sikker afstand inviterer det os til at gyse snarere end at handle. Mere spøgelsestog end alarmklokke tilbyder det katharsis i et øjeblik, der kalder på handling.
Let Us Sing of Cycles
The moon is a fundamental poetic motif. Its cycle pulls at both the tides and at us – within bodies and fluids alike. Composer Adrianna Kubica-Cypek and the vocal ensemble ÆTLA interpret this motif from Barbara Agertoft’s poem »Månen«. The composition is divided into »Månen« I, II, III and IV. It is a successful EP with a clear sense of purpose: the strong textual foundation establishes a distinct compositional direction without digressions, yet musically it cannot stand on its own.
The moon’s power to connect the inner and the outer emerges strongly in Agertoft’s poem: »and we stretched ourselves out, the inner in the outer all that we / bled into.« How better to convey this fundamental mood than through a vocal ensemble – individual bodies that bleed into an external, shared sound? Kubica-Cypek’s interpretation is dynamic, full of contrast and undulating, like flood and ebb. It begins with a piercing timbre of female voices, unfolding into crossing glissandi supported by deep, monotonously chanting male voices. At times, the sounds converge into harmonic chords; more often, the voices move in diverging directions in both volume and pitch, or insist on remaining in dissonance and repetition.
»Månen IV« concludes as an inversion of the sharp opening of »Månen I«, with subdued and dark sonorities that feel partially unresolved – as if the work is meant to be heard again from the beginning. In its form, the choral arrangement is cyclical, bringing out something understated in Agertoft’s poem. It demonstrates the quality of mutual interpretation: the art forms add something to one another.
»Musik er for os en sammensmeltning af forskellige bevidstheder i ét fælles fokuspunkt.«
Bandet Selvhenter blev grundlagt i 2010 af trombonist Maria Bertel, saxofonist Sonja LaBianca, violinist Maria Diekmann og trommeslagerne Jaleh Negari og Anja Jacobsen. I 2017 forlod Maria Diekmann gruppen, og Selvhenter fortsatte som kvartet.
Selvhenters lyd udgøres af en kæmpe fascination af klanglige teksturer, rytmiske forskydelser og polyrytmer, akustiske og elektroniske melodier, hårdtslående kompositoriske valg, improviseret skønhed og ren og skær glæde ved at skabe og spille musik. Selvhenter har spillet koncerter i ind- og udland. Selvhenter er også omdrejningspunkt for kunstnerkollektivet Eget Værelse, der huser medlemmernes soloprojekter, og samarbejder som Valby Vokalgruppe, SOLW, Nina Garcia & Maria Bertel og G.E.K.
The Voice in My Head
»Is your head also filled with voices that aren’t your own?« the young man asks. The question forms the central theme of Vildnis (Wilderness], a performance by the theatre group MØR collective, and most people would probably answer yes. But whose voices are they, and where do they come from?
In the introduction, Vildnis is described as »a journey into the engine room of theatre.« Playwright Abelone Koppel has written 80 short texts, and each evening a selection is activated by two performers who do not know in advance which texts they will receive through their earpieces. In a back room, a prompter reads the texts aloud, which the actors immediately translate into movement and voice on stage. It could easily have gone wrong. It doesn’t – and much of the credit goes to the two performers, whose work makes the concept function so well.
Also present on stage is composer Mika Forsling, who, through electronic means and abundant percussion, follows the mood unfolding between the performers – but unfortunately not much more than that. I actually found it somewhat difficult to hear what was going on and, at times, forgot about it altogether, as it felt relatively insignificant. It would have been an obvious choice to use the voice itself as an instrument in a performance centered on inner voices, and it is hard to understand why this opportunity is missed.
One should not see Vildnis for the music alone, even if it becomes more prominent towards the end, when the roles are reversed and Forsling’s rhythms seem to guide the performers’ movements. Nevertheless, Vildnis emerges as a cohesive and engaging experience, despite the unpredictability of the experiment.
English translation: Andreo Michaelo Mielczarek
»Music for me is the fifth dimension of life, connecting all the others.«
For the past 10 years, Maja Dyrehauge Gregersen has been at the helm of the Copenhagen Photo Festival – the largest photography festival in the Nordic region. The Copenhagen Photo Festival is an international platform with over 1000 annual applicants from all over the world – and a clearly curated level that attracts world names and has lifted the festival out of its original, more local and open form.