Den menneskelige stemme kan være irriterende, falsk og sårbar. Men den kan også være personlig, engagerende og overvældende. Og pludselig, til den sidste koncert på festivalen Estonian Music Days (25. april–4. maj), åbnede der sig et lille, intimt vindue indtil et særpræget og gådefuldt tonesprog. Og vi kiggede ind i mikrointervallernes dunkle og lidt mystiske verden.

De kun 1,3 millioner estere lever et rigt musikliv. Så mangfoldigt og frodigt, at de hvert år kan afholde en festival for ny musik, der forløber over otte-ni dage, hvor primært estiske komponisters værker er på programmet. I år over 17 koncerter med ca. 60 forskellige komponister – alt sammen i hovedstaden Tallinn og i byen Tartu (små 200 km inde i landet).

På de danske breddegrader er eksperimentering og originalitet ofte efterstræbelsesværdigt, men det er ikke så afgørende fokuspunkter for komponister i Estland. Og på den måde, er den nye musik måske friere, fordi mange komponister ikke behøver stræbe efter noget unikt hver gang. Og indenfor disse rammer opstår der faktisk ofte noget originalt – især inden for vokalkompositionerne, som det fremgik til årets festival, og det er ikke tilfældigt.