Kortkritiklive
28.09

Stålgafler og silkeblød skrift

George Benjamin og Martin Crimp: »Written on Skin«
© Miklos Szabo
© Miklos Szabo

Første gang, jeg hørte titlen på denne opera, måtte jeg tænke på Franz Kafkas groteske novelle I Straffekolonien (1914-19), hvor en fange bliver dømt til at skulle få sin straf – en formaning – indgraveret på huden, hvorefter han så skal mærke efter, hvad der står. I Written on Skin, der fik sin premiere i 2012 og hurtigt er blevet en slags moderne klassiker i operahuse verden over, er skriften på huden derimod kærtegn fra en ung illustrator, som i virkeligheden (!) er en engel. Historien er fra 1200-tallet og indgik i Boccaccios kollektivfortælling Dekameron fra det efterfølgende århundrede, men kunne lige så godt foregå i en dystopisk fremtid. 

I et land, hvor krig, vold og rædsel hærger, bliver illustratoren ansat til at lave en bog af en tyrannisk og ultravoldelig herremand, der bl.a. betragter sin hustrus krop som sin helt private ejendom. Illustratoren/englen indleder dog et passioneret forhold til denne hustru, og så er fanden løs. Naturligvis dør de begge, og herremanden står alene tilbage med sin bitre, ubrugelige sejr, mens englen genopstår og derved bliver den egentlig triumferende – og er måske en queerfigur, hvad stemmetypen (kontratenor) kunne indikere.

Det Kgl. Teaters opsætning er særdeles overbevisende. Benjamins musik larmer og brager, men er samtidig besynderlig tyst med sin udpræget økonomiske anvendelse af virkemidler. Den er hård som stålgafler, der på magisk vis bliver bøjet igen og igen, samtidig med at den undertiden meget kraftige lydstyrke skriver sig ind på trommehindernes hud med silkeblød skrift. 

Katarina Gryvul. © Sam Clarke

»For mig er musik meditativt kaos.«

Katarina Gryvul er en ukrainsk komponist, violinist, musikproducer og grundlægger af Gryvul School. Hun betoner klang som det primære formskabende element i sine kompositioner. Positioneret mellem den klassiske og den elektroniske scene har hun udviklet en særlig måde at komponere på, som forener samtidige klassiske tilgange med moderne musikteknologi. Gryvul arbejder inden for ambisonics og multkanalskomposition og anvender live-elektronik til instrumenter og stemme i samspil med analoge modulære synthesizere. I centrum for hendes kunstneriske vision står begrebet dualitet – et tema, der er indvævet i alle aspekter af hendes musikalske udtryk.

© PR

»Musik for mig er mit helle gennem livet, et særligt rum, hvor jeg søger hen og finder ro, samhørighed og tilhørsforhold. Musikken er et livsvidne. Musikken er forankret i sjæl, der hvor der skabes fra. Musikken er sart, skrøbelig, og samtidig indeholder den en stærk rå energi, ligesom det levede liv. Musik er en rejse, en fortælling, vi deler i fællesskab.«

Sara Lewis Sørensen er sanger, sangskriver, komponist og guitarist og spiller under kunstnernavnet Sara Lew. Hun stemmer ofte sin guitar om og finder nye lyde og akkorder i en hybrid af alternativ rock, songwriter, indie, lofi og impro. Sara Lew  er opvokset i Roskilde og nu bosat i København. Født af en engelsk mor og dansk far. Hun er el-guitarist, uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København og har spillet i forskellige konstellationer. Nu er hun aktuel med albummet Loud.

© PR

»Music for me at the moment is a heaven for non-believers.«

Abdullah Miniawy (born 1994) is an Egyptian expressionist, a writer, singer, composer, and actor. Over the years, he has shared the stage with acclaimed artists such as Erik Truffaz, Kamilya Jubran, Yom, Médéric Collignon, Aly Talibab, A Filetta, Hvad, Ziur, Simo Cell, and many others. Miniawy's performances have graced prestigious international stages and venues, including the Festival d’Avignon edition 72, French national theaters, Institute of Contemporary Arts London, Haus Der Kunst museum in Munich, Mao Asian Museum in Turin, even the Louvre in Paris.



In addition to his music career, Abdullah proved his natural acting talent in Alaadine Slim's Tlamess, a Tunisian feature film featured at the Directors' Fortnight at the Cannes Film Festival in 2019. Miniawy was also recognized with a nomination and shortlisting for the Best Actor Award from the Arab Cinema Center at Cannes.



As a composer, Miniawy has created different soundtracks for dance shows, theater productions, and exhibitions, including notable works like Cabaret Crusade III by Wael Shawki premiered at Moma PS1, AMDUAT by Kirsten Dehlholm premiered at Hotel Pro Forma, and Insurrection by Jilani Saadi.



Abdullah Miniawy's influence extends beyond the arts; he was selected by the European Parliament in Strasbourg as one of three change makers from the Schengen area to offer a French-Egyptian artist's perspective on pressing contemporary challenges at the European Youth Event 2021 in the Live Fully section. He also participated in Europe Takes Part, a gathering of 30 diverse speakers discussing new economic models and digital solutions for artists in a post-pandemic world.



Since 2016, Miniawy has collaborated with the German trio Carl Gari, blending avant-garde electronic soundscapes with poetic lyrics. Their debut album, Darraje, was recognized as one of the top 50 albums of 2016 by the American NPR. Their recent release, The Act of Falling from the 8th Floor, garnered attention from Pitchfork, The Quietus, and Wire Magazine, with Zawaj ranking at the top of Resident Advisor's list of Deep Listening tracks in 2019.



Most recently, Abdullah's album Le Cri Du Caire, featuring Erik Truffaz, won Les Victoires du Jazz 2023 award – the French equivalent of the Grammy Awards.  



As a writer, his lyrics have left a mark in the Middle East region, notably during the Arab Spring, where they were displayed in places like the Yarmouk camp in Syria.

© PR

»Musik for mig er det mest kraftfulde, livsbekræftende, inspirerende, følelsesladede og uforudsigelige, der findes. Den har en enestående evne til at nå os på et dybt følelsesmæssigt plan og fungerer som en slags tidsmaskine, der forbinder os med vigtige begivenheder og minder i vores liv. Sange bliver trofaste følgesvende gennem tilværelsen, og selv når vi sent i livet måske rammes af demens og ikke længere kan genkende vores nærmeste, kan vi stadig synge med på de sange, vi lærte som unge. Musik er en nøgle til vores hukommelse og en dyb forbindelse til, hvem vi er – også når alt andet glider væk.«

Søren Michelsen er kendt som medlem af bandet Søn og trommeslager i Angående Mig. De seneste år har han arbejdet på sit soloprojekt, den netop udgivnedebut-EP I en brydningstid, der markerer en afgørende milepæl i Michelsens solokarriere. EP’ens fem sange er skabt i tæt samarbejde med producer Emil Emborg (Neon Priest, kingtommi, USSEL). Michelsens sange er en hyldest til den danske poptradition, fulde af nostalgitrips tilbage til 80'erne og 00’ernes evergreens. Med sin forening af dybtfølte temaer og popæstetik stræber han efter at skabe et univers, som både ærer fortiden og former fremtiden. Ambitionen er at skrive sange, som vi alle synger med på om 20 år. I 2023 færdiggjorde Michelsen sin bachelor på Det Rytmiske Musikkonservatorium. 

Kortkritiklive
12.10.2024

Man får lyst til at forsvinde i disse kosmiske horder af lyd

Christian Skjødt Hasselstrøm: »Myriader«
© Niels Nygaard
© Niels Nygaard

Britiske Burial skulle engang have sagt, at han i sin musik stræber efter at gengive oplevelsen af at stå uden for en klub og dér mærke rytmerne på asfalten. Afstande er fascinerende. Lydene i Christian Skjødt Hasselstrøms værk Myriader i en enorm vandbeholder ved Ole Rømer Observatoriet kommer langvejs fra. Det er regn fra rummet, kosmisk stråling eller højenergipartikler, som oversættes til lyd via tre detektorer. De blinker også med lys i søjlehallen, og når man famler sig vej til dem gennem mørket, »puffer« de blødt og uskyldigt. Men når man går rundt i det 1662 kvadratmeter store rum, virker lydene alligevel lidt faretruende – som artilleristiske pauker, lyde fra moderne krige eller varselssignaler fra oldgamle krigsherrer… Lydene er altid meget langt væk og buldrer lavfrekvent i rummet med en efterklang på 40 sekunder. Men det er jo bare fredelige fænomener fra fjerne galakser, og de vil os næppe noget ondt. De får os bare til at føle os så uendeligt små. Det gjorde Hasselstrøm også ved os med sit værk i en gammel kornsilo i Struer.

»Man kan få salt og mineraler på tøjet. Det kan vaskes af,« advarede guiden, som nu ringer med en klokke. Men hvad nu, hvis man slet ikke vil af med den lyd og ikke vil hjem til Aarhus, men blot vil blive dybt under jorden i mere end de givne 15 minutter og forsvinde i de kosmiske og meget lækre horder af lyd? Afstande er fascinerende, og Myriader er bedre – mere berigende – end en hvilken som helst klub i Latinerkvarteret.