Støj i white cuben
Det første, der rammer én på Aros' Ulydig – Kroppen i punk, er ikke hundehalsbånd, læderjakker eller netstrømper. Det er lyden. Den buldrer gennem rummene. For hvad skal punken overhovedet på museum? Punk er ikke skabt til museum. Den er beskidt, højlydt og midlertidig. Den lever af amatørisme, fejl og modstand. Man kunne frygte, at white cubens hvide vægge ville gøre de tre akkorder til kulturhistorie og støjen til baggrundsmusik. Kurator Marie Arleth Skov har skabt en udstilling, hvor lyden ikke blot illustrerer historien, men driver den frem. Rå guitarer, skingre saxofoner, flimrende Super 8-film og koncertoptagelser smelter sammen i et brus af støj, billeder og kroppe.
Ulydig er ikke en komplet punkhistorie, men et præcist snapshot af en kultur, hvor lyd og krop var uløseligt forbundet. Her møder man punkens gudmødre side om side med danske bands som Lost Kids, Pussy Punk og Sods i hidtil usete optagelser fra en københavnsk punkhappening. Et lædertrommesæt af Käthe Kruse fra Die Tödliche Doris står som en skulptur med den tørre titel In Leder, mens Cornelia Schleimes video viser, at punkens oprør også rummede skrøbelighed og poesi. Kontrasten til Erik Saties nøgne klavermusik er udsøgt. Det er som at gå rundt i et tredimensionalt fanzine – overalt hyldes de skæve eksistenser og dem, der aldrig bad om lov. Leopardmønstrede hynder, rå materialer og taktile installationer gør, at man næsten kan røre ved punken.
På kunstmuseer reduceres lyd ofte til atmosfære. Her er den et materiale på linje med stof, video og krop. Støjen bliver en kunstnerisk metode snarere end et soundtrack. Den 50 år gamle støj lyder stadig forbløffende nutidig, når den går i dialog med udstillingens nyere værker. Det gungrer i kroppen.
Kan et oprør overleve på museum? Ulydig viser, atpunkens energi og ikke dæmpes af museet – det fungerer som en forstærker. Kun to ting mangler: at udstillingen kunne opleves klokken fire om morgenen – og at det overdådige katalog var indbundet i latex.
Cool operatrip
I jagten på inspiration til en ny opera rejser den lidende kunstner Allan Gravgaard Madsen gennem Europas operahuse/repertoire. Med i camperen er Frederik Cilius og Rasmus Bruun, og de formår at tale opera – fra Gounod, Puccini x 2 til Wagner og venner – så også ikke-kendere hænger i. 2/3-dele af spilletiden bruges på de tre musketerers eventyr; det er hyggeligt, du, og Cilius bringer i hvert afsnit på en dynamisk måde de vigtigste temaer for aftenens opera i spil. Faust kaldes den ultimative midtlivskrise og Baron Scarpia fra Tosca en prototypisk #metoo-forbryder. Formidlingen fungerer bedst i deres diskussioner efter forestillingerne, især når Madsen forestiller sig, hvordan komponisten har grebet arbejdet an. Særligt Wagner-episoden gør indtryk: Det betagende Bayreuth (man får lyst til at aflægge et besøg ASAP) overfor Cilius, der ikke lægger fingre imellem i sin redegørelse for Wagner og antisemitismen.
Den meget bathos-tunge fortællestil må være det største kritikpunkt: Når diskussionen bliver dyb, fx når Madsen åbner for sin tvivl omkring sin komponistgerning, punkterer Cilius eller Bruun alvoren med en joke. Synd, for Madsen kan være utroligt sympatisk og indsigtsfuld, men også fordi det kunne fungere som en parallel til de dybe emner, som operamusik bearbejder.
Jeg håber dog inderligt på en sæson to, hvor blikket kunne vendes mod USA, Rusland og det 20./21. århundrede. Hele rejsen havde jo netop det formål at lade Madsen skrive en ny opera – vi får lov at høre ouverturen – og det ville være synd at slutte projektet, når det først er begyndt.
Ito Takashi opgraderet
Den første af Ito Takashis tre kortfilm på programmet, Zone, blændede op på skærmen i skøn 80’er-opløsning med hvide, sløve skyer på en blå himmel. En gåtur gennem en park. Til disse rolige scener tilføjede Sonne approksimationer af reallyde – vindens hvisken i træerne, insekternes summen i buskadset. Meditative, langhalede synthpassager forstærkede følelsen af fuldstændig fred. Den afslappede atmosfære blev dog hurtigt afløst af en tiltagende drømmelogisk billedside, mesterligt understøttet af en tidssvarende, frenetisk, til tider næsten horror-agtige synth.
Efter kun 13 minutter var drømmen-tangerende-til-mareridt ovre, men før den næste kortfilm kunne begynde, lod Sonne med en kort, smuk og stemningsfuld sang publikum tage et par tiltrængte dybe åndedrag. Dernæst fik den repetitive og labyrintiske film Spacy sin epileptiske energi højnet af støt tiltagende, energiske og blødt stikkende synths, mens den M. C. Escher-agtige, trappeopgangsmuterende Drill efter endnu et mellemstykke blev trakteret med genklingende motiver, der til sidst sammen med filmen brød op og forsvandt ned i et sort hul.
Hele forestillingen igennem udviste Sonne en måske intuitiv sans for, hvordan hun med sin lyd kunne højne de indtryk, billedsiden afgav. Et gensyn med disse film uden hendes underliggende musik vil uden tvivl føles som en klar nedgradering. Men særligt hendes mellemstykke-hvilepauser var sande genistreger, der glimrede i lige så høj grad som selve soundtracket.
Menneskehedens ellevte time
Ofte føltes det slet ikke korrekt, soundtracket til Chris Markers fragmentariske dokumentarfilm Sans Soleil, som Rahbek og Valentin skabte fra deres bord med alskens elektronik. Hverdagsscener – et besøg ved et gravsted, mennesker i kø, trafik – blev understøttet af en musik, der med dystre og halvt opløste synth- og sampletemaer gav det hele et sært og usammenhængende præg. Det skærpede sanserne. Selv begivenheder, der i vores levede liv ikke tillægges nogen synderlig værdi, syntes nu skelsættende. Det var som at være vidne til menneskehedens ellevte time, de sidste stunder inden bomberne ville falde.
De momenter, hvor billede og lyd faktisk gik op i en højere, mere konventionel, enhed, stod stærkt. En mand, der i en menneskeflok på en travl metrostation får øje på kameraet og vinker. Han var bare endnu en passager, men i dette få sekunder korte klip, med et glitrende synthcrescendo i ryggen, var han noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Definitionen af, hvad det vil sige at være menneske.
Rahbek og Valentin bevægede sig bevidst ude af takt med billedsporet og skabte derved et soundtrack, der var surrealistisk, mægtigt, intimt og fjernt, overvældende og livsbekræftende. Som fundamentalt ændrede oplevelsen af Markers film. Og som mindede os om skønheden ved livet, døden og alt derimellem.
Sounds of Denmark
Det var svært ikke at bemærke, at lydkunstner Sofie Birch havde en utroligt flot hat på, da hun gæstede Cinemateket/CPH:DOX for at sætte musik til et udvalg af klip fra Det Dansk Filminstituts enorme arkiv, Danmark på film. Som den tårnede op over højttalere og synthesizere – kæmpestor, lilla og skulpturel i sin udformning – mindede den, altså hatten, på én og samme tid om en naturskabt organisme fra bunden af havet og om noget, et rumvæsen muligvis ville bringe med sig til jorden. Det slog mig, at Birchs live-score kombinerede det velkendte og det fremmede på præcist samme måde. Birch havde udvalgt dokumentarklip fra begyndelsen af det tyvende århundrede, der alle sammen på hver deres måde skildrede den menneskelige krop: kvinder i en skønhedskonkurrence; en mand, der laver gymnastik i sin have; piger, arm i arm, dansende i ring; en idrætstime; kvindelige brydere; en medicinsk undersøgelse af kroppens muskler. Disse optagelser draperede hun i ulmende synthdroner, skarpe, klokkeagtige klange, sirenesang og kvidder fra hyperaktive fugle.
Langsomt forvandlede hun de relativt almindelige aktiviteter til noget, der mindede om okkulte ritualer. Selve den menneskelige krop fremstod pludseligt mærkværdig, uhyggelig endda, kontrasteret af Birchs lydlandskab. Mon vores aktiviteter vil fremstå lige så fremmedartede, når arkivet om hundrede år endnu engang granskes og fremtidens Sofie Birch sætter dyster og drømmende musik til?
Clint Eastwoods honningdepot
Ennio Morricones vindhekse og Clint Eastwoods læderhud i The Good, the Bad the Ugly er den billedside, som træder ind på nethinden ved lyden af Archives II. Repetition, surfguitar og simplicitet præger det let jazzede album, hvor guitaristen forener, og trommeslageren er en luftig rytmemager, der krydrer det melodiske landskab med bækkener og percussion, imens strygere og klaver toner frem på udvalgte skæringer.
Københavnske Mads Lassen og Mathias Lystbæk har med otte små musikstykker skabt en gæstfri genklang uden for rum og tid. Konventioner og logren for radioformat er få på den lunt sfæriske udgivelse – tværtom er improvisation i centrum, og numrenes længde varierer med op mod seks minutter.
Albummet er et lille honningdepot til dage, der kalder på en ravgul, antiseptisk og aromatisk pause fra en verden præget af økonomisk recession, pandemi og krig. Nogle gange behøver kunst ikke klø i øregangene eller tirre for at være et lille pragtværk.