Det første, der rammer én på Aros' Ulydig – Kroppen i punk, er ikke hundehalsbånd, læderjakker eller netstrømper. Det er lyden. Den buldrer gennem rummene. For hvad skal punken overhovedet på museum? Punk er ikke skabt til museum. Den er beskidt, højlydt og midlertidig. Den lever af amatørisme, fejl og modstand. Man kunne frygte, at white cubens hvide vægge ville gøre de tre akkorder til kulturhistorie og støjen til baggrundsmusik. Kurator Marie Arleth Skov har skabt en udstilling, hvor lyden ikke blot illustrerer historien, men driver den frem. Rå guitarer, skingre saxofoner, flimrende Super 8-film og koncertoptagelser smelter sammen i et brus af støj, billeder og kroppe.
Ulydig er ikke en komplet punkhistorie, men et præcist snapshot af en kultur, hvor lyd og krop var uløseligt forbundet. Her møder man punkens gudmødre side om side med danske bands som Lost Kids, Pussy Punk og Sods i hidtil usete optagelser fra en københavnsk punkhappening. Et lædertrommesæt af Käthe Kruse fra Die Tödliche Doris står som en skulptur med den tørre titel In Leder, mens Cornelia Schleimes video viser, at punkens oprør også rummede skrøbelighed og poesi. Kontrasten til Erik Saties nøgne klavermusik er udsøgt. Det er som at gå rundt i et tredimensionalt fanzine – overalt hyldes de skæve eksistenser og dem, der aldrig bad om lov. Leopardmønstrede hynder, rå materialer og taktile installationer gør, at man næsten kan røre ved punken.
På kunstmuseer reduceres lyd ofte til atmosfære. Her er den et materiale på linje med stof, video og krop. Støjen bliver en kunstnerisk metode snarere end et soundtrack. Den 50 år gamle støj lyder stadig forbløffende nutidig, når den går i dialog med udstillingens nyere værker. Det gungrer i kroppen.
Kan et oprør overleve på museum? Ulydig viser, atpunkens energi og ikke dæmpes af museet – det fungerer som en forstærker. Kun to ting mangler: at udstillingen kunne opleves klokken fire om morgenen – og at det overdådige katalog var indbundet i latex.
»Musik for mig er samlende, dannende og historiefortællende, men på samme tid også underholdende.«
Freya Guillero, der også går under artistnavnet Shyka Paya, laver musik inden for neo-soul-genren. Guillero kommer fra Aalborg-omegn, er 23 år gammel og studerer musik på Aalborg Universitet.
»Musik er for mig en måde at forstå sig selv på. Gennem den møder man følelser og tanker, man ellers sjældent konfronteres med.«
Julius Mygind er sangskriver, producer og artist, der udgiver musik under navnet JOVE. Han vandt Talentprisen til Band Battle i Aalborg i 2023 og spillede samme år support for Rasmus Seebach og Thor Farlov til Skovrock samt delte scene med Carpark North og Danser Med Piger til Aalborg Regatta. I 2025 spillede han på SPOT Festival og arbejder nu på sin kommende EP. JOVEs musik giver stemme til de følelser, mange bærer på – men sjældent deler. I efteråret debuterede han med nummeret »Is it all a game?« hvor han reflekterer over sine relationer, og om hans kære blot møder ham med overfladisk kærlighed? Julius bor i Aalborg og studerer musik på Aalborg Universitet.
Det syntes at komme som et lyn fra en klar himmel, da den islandske cellist og komponist Hildur Guðnadóttir brød lydmuren med en kompromisløs, indadvendt lyd i spændingsfeltet mellem moderne klassisk og eksperimentel musik – særligt kendt for sine knugende soundtracks til Chernobyl og Joker.
Men på sin Deutsche Grammophon-debut Where to From er det snarere de personlige rum, vi inviteres ind i. Instrumentationen er skrabet helt ned til kammerensemble, stemmer og lange passager med decideret stilhed. Og det er ofte gudesmukt og vedkommende.
Værket består af små vignetter, der sjældent varer mere end et par minutter, før vokalerne introduceres på pladens anden halvdel – blandt andet i »Make Space« og den underskønne a cappella-hymne »I Hold Close«. Den ligeledes skønne »Melody of Not Knowing« udforsker celloens mørke klange og rammer de blå midnatstoner i hjertets ekko, ikke mindst når den glider over i »All Along«, hvor stemme og strygere forenes.
Where to From er et stærkt stemningsmættet værk, der bevæger sig ubesværet mellem kammermusik og neoklassicisme og finder sin kompromisløshed i de helt stille, fortrolige suk mellem menneske og instrument. Det bliver hverken for lidt eller for meget – altid helt tilpas. Og netop derfor forbliver Guðnadóttir et så vedkommende musikalsk bekendtskab.
»Musik er for mig livsglæde, saft og kraft. Det er en måde at komme ud af hovedet og ind i kroppen. Det handler om groove, rytme og swing – og om den energi, der kan flytte sig mellem mennesker, når det hele klikker, analogt og håndspillet, så publikum mærker beatet. Musik er Gud.«
Esben Just er udøvende musiker inden for New Orleans-traditionen. Han begyndte karrieren i en trio med Michael Friis på bas og Ken Gudman på trommer og har siden turneret både i Danmark og i udlandet med konstellationer som SP Just Frost, Skipper Just Frost, Esben Just Trio og senest Esben Just Allstars. Han står bag et program på Radio Mars om New Orleans-musik og har for nylig udgivet en LP optaget i New Orleans med et otte-mands brassband – danske tekster sat i et klassisk New Orleans-groove. I København optræder han jævnligt på Mojo Blues Club og Drop Inn. Han er kendt som en af landets markante pianister og sangere inden for genren, på både dansk og engelsk.
Varve – på dansk varv – betegner de årlige lag aflejringer af sediment, et stille geologisk arkiv over tidens passage. Lukas Lauermanns album bærer denne betydning med sig helt ind i sin lydlige kerne. Her mødes orgel- og stemmesamples fra slidte kassettebånd med en undersøgende, næsten asketisk cello, der bevæger sig som fine streger i et ellers flimrende og støvfyldt klangrum.
Celloen er tilbageholdt, men aldrig passiv. Den glider ind og ud af kassettens whitenoise, af fragmenterede stemmer og orglets lette luftstrømme, så alle elementer til sidst fremstår som én samlet, organisk tekstur. Laurmann beskriver selv musikken som en skildring af uregelmæssigheder, og det er netop i de små forskydninger, at Varve finder sin særlige styrke. Albummets idé om lydlige aflejringer bliver et billede på vores længsel efter forbindelse til naturens tempo. De kompositoriske motiver virker repetetive, men de gentager sig aldrig helt; de bygger lag på lag, som organisk vækst. Som lytter bliver man vidne til mikroskopiske forandringer, der langsomt folder sig ud – en proces, der kan føre til en næsten meditativ tilstand.
Varve er et album for dem, der foretrækker lytteoplevelser i langsomt tempo; for dem, der finder Hans Zimmer for storladen, og som hellere vil følge græssets tålmodige vækst end et orkesters følelsesmæssige kulminationer.
