Det første, der rammer én på Aros' Ulydig – Kroppen i punk, er ikke hundehalsbånd, læderjakker eller netstrømper. Det er lyden. Den buldrer gennem rummene. For hvad skal punken overhovedet på museum? Punk er ikke skabt til museum. Den er beskidt, højlydt og midlertidig. Den lever af amatørisme, fejl og modstand. Man kunne frygte, at white cubens hvide vægge ville gøre de tre akkorder til kulturhistorie og støjen til baggrundsmusik. Kurator Marie Arleth Skov har skabt en udstilling, hvor lyden ikke blot illustrerer historien, men driver den frem. Rå guitarer, skingre saxofoner, flimrende Super 8-film og koncertoptagelser smelter sammen i et brus af støj, billeder og kroppe.
Ulydig er ikke en komplet punkhistorie, men et præcist snapshot af en kultur, hvor lyd og krop var uløseligt forbundet. Her møder man punkens gudmødre side om side med danske bands som Lost Kids, Pussy Punk og Sods i hidtil usete optagelser fra en københavnsk punkhappening. Et lædertrommesæt af Käthe Kruse fra Die Tödliche Doris står som en skulptur med den tørre titel In Leder, mens Cornelia Schleimes video viser, at punkens oprør også rummede skrøbelighed og poesi. Kontrasten til Erik Saties nøgne klavermusik er udsøgt. Det er som at gå rundt i et tredimensionalt fanzine – overalt hyldes de skæve eksistenser og dem, der aldrig bad om lov. Leopardmønstrede hynder, rå materialer og taktile installationer gør, at man næsten kan røre ved punken.
På kunstmuseer reduceres lyd ofte til atmosfære. Her er den et materiale på linje med stof, video og krop. Støjen bliver en kunstnerisk metode snarere end et soundtrack. Den 50 år gamle støj lyder stadig forbløffende nutidig, når den går i dialog med udstillingens nyere værker. Det gungrer i kroppen.
Kan et oprør overleve på museum? Ulydig viser, atpunkens energi og ikke dæmpes af museet – det fungerer som en forstærker. Kun to ting mangler: at udstillingen kunne opleves klokken fire om morgenen – og at det overdådige katalog var indbundet i latex.
»Music is so many things, and arises in so many different forms every day. Music is also an art form, which, like all art, needs to be constantly renewed and deepened in order to be relevant.«
As well as making music as Nev Lilit, Siri Jennefelt works full-time as a composer and sound designer, creating scores for theatre and dance.
Endelig, efter deres koncert i Den Sorte Diamant for tre år siden, er samarbejdet mellem den danske guitarist Jakob Bro og den japanske perkussionist Midori Takada ude i albumformat – og det skuffer bestemt ikke.
Deres venskab kan umiddelbart virke overraskende, givet deres forskelligheder, men あなたに出会うまで / Until I Met You viser, hvordan det bygger på en fælles evne til at lukke øjnene og lytte. De giver hinanden plads til at udfolde det, de gør bedst: Bros simple, men raffinerede melodier og Takadas magiske lydflader. På titelnummeret skitserer Bro med akustisk guitar og sparsomme noder stregerne, som Takada fylder ud med boblende marimba og gong. På »A Brief Rest of Sisyphos« vender rollerne – her skaber Takada rammerne, mens Bro tilfører detaljerne.
De sublime søsternumre »Landscape II, Simplicity« og »Landscape I, Austerity« er mere abstrakte end de foregående værker. »Landscape II« emmer af håb og længsel med klangfulde chimes og perkussion, mens et midterstykke med guitar og klaver folder sig ud i melodisk harmoni. »Landscape I« bærer samme længsel, men med en mere melankolsk tone; en blidt bølgende marimba understøtter et vidunderligt smukt guitarstykke. Begge numre rummer en tydelig respekt og ømhed mellem musikerne: Bro og Takada lytter til hinanden med sjælden nærvær, og sammen skaber de noget helt særligt.
»Musik er et mange-dimensionelt sprog, hvor vi kan tale om og være i mange slags følelser og sansninger. Musik kan selvfølgelig handle om kærlighed, fest og glæde, men også om alle mulige andre, mørkere, mere komplicerede og uforklarlige følelser. Ved at vise os dette mørke giver musikken os lov til at have det som vi faktisk har det, på en umiddelbar, før-sproglig måde.«
Jacob Anderskov er pianist, komponist og bandleder fra København. Han har udgivet over 25 album, modtaget flere priser og er af den internationale presse anerkendt som en markant stemme i nutidig musik. Hans projekter spænder fra fri improvisation til komponerede værker for større ensembler, ofte med nye broer mellem det skrevne og det åbne. Siden 2019 er han professor ved Rytmisk Musikkonservatorium.
En nykomponeret opera i en retssal lyder måske som et banalt greb. Men da jeg træder ind i ventesalen i Aarhus’ Retten til Niels Rønsholdt og Louise Becks Den Stærkes Ret – Den Svages Pligt, er jeg i tvivl, om jeg er gået forkert. Et aflangt rum, borde spredt ud, balkonen ovenover – og så et nodeark i en glasmontre, der formentlig normalt udstiller gamle lovdokumenter. Scenografien er diskret, men den juridiske ramme sætter straks tanker i gang om lov, magt og retfærdighed.
Snart træder næsten 20 sangere frem på balkonen. Musikken er tonal, båret af klangfylde og gentagne fraser, der gradvist forskydes som i en kanon. Man fornemmer lån fra minimalismen, men også en næsten folkelig enkelhed, der gør koret både dragende og foruroligende. Plottet – en datter, der opsøger sin fars spøgelse for at kræve hans våben – bliver kun antydet i brudstykker. Det er stemningen, der driver værket, og det forvandles radikalt, da sangerne forlader balkonen og stiller sig blandt publikum, mens tre dansere bevæger sig gennem salen.
Et nøgleøjeblik opstår, da koret pludselig slår stemmegafler an og placerer dem på bordene, så et vibrerende »wuu-uu« fylder rummet. Gåsehuden er øjeblikkelig. Kort efter synger de direkte til os, med intens øjenkontakt. Det føles både intimt og grænseoverskridende, som at blive tiltalt i en retssag uden mulighed for at svare. Jeg ønskede at kigge væk, men blev fanget i pligten til at holde blikket. Her blev titlen kropslig: den svages pligt at underkaste sig.
Som værket ebber ud, vender alle sangerne sig mod faderen og allierer sig med datteren. Bøger flås ned fra reolerne, sider rives itu, og mens der synges »Lyt og lær«, flimrer Orwells 1984 i baghovedet. Det er både urovækkende og uhyggeligt aktuelt i en tid, hvor autoritetstro og manipulation igen spiller en rolle i det offentlige rum.
Den Stærkes Ret er en af de mest intense musikalske oplevelser, jeg har haft i årevis. Den forener æstetik, krop og samfundskommentar på en måde, der får én til at gyse. Jeg venter allerede på akt to og tre.
»Musik rammer mig stærkest, når den vækker længsel. Når jeg mærker den som et stik i maven, kan jeg begynde at tro på en oprigtighed i verden.«
Marta Bo er 24 år, bratschist på fritidsbasis og bachelorstuderende i musikvidenskab på Københavns Universitet. Hun er netop startet som praktikant i Seismograf.
