Til rave med Teletubbies
»Nu kan alt ske, lige om lidt kommer Alexandra flyvende gennem ruden.« Jeg overhørte denne kommentar, mens vi ventede på at blive lukket ind i Koncertkirken. Døren gik op, og fire væsener med kæmpe papmachéhoveder og tylskørt lukkede os ind. Til en scenografi, der bestod af et bur bygget af neonrør. Oh yes, alt kan ske nu, tænkte jeg og trådte ind i en verden af tyl, pap, neon og teletubbier fra mine dybeste mareridt.
Koncerten vekslede mellem kropsligt performanceteater, hvor lyden kom fra de mange mikrofoner, der var sat i neonburet, og ravemusik af den type, man går til klokken tre om natten på Roskilde. Fire sortklædte mænd i helt hvide høje hæle udførte to forskellige, velkoreograferede serier med hælene som percussion. Senere så vi fire hvidklædte kvinder, bundet sammen i et stort stykke stof, binde snore på kryds og tværs af buret for herved at skabe musik, når de kastede sig mod stoffet og kun blev holdt af de andre. Jeg sad på kanten af mit sæde, hver gang en af performerne var ved at falde, hvilken intensitet!
Men mest fascinerende var kontrasten, da ravemusikken begyndte at spille og de fire stagehands tilfældigt, men effektivt fjernede alle paprørene fra neonburet. Ravets uplanlagte koreografi af kroppe, der intuitivt vidste, hvor de skulle hen, til de elektroniske og prædefinerede rytmer, rundede fint aftenen af, da de nu otte mareridts-teletubbier dansede rundet i salen. Jeg er stadig ikke sikker på, hvad der skete – men nøj!
Menneskehedens ellevte time
Ofte føltes det slet ikke korrekt, soundtracket til Chris Markers fragmentariske dokumentarfilm Sans Soleil, som Rahbek og Valentin skabte fra deres bord med alskens elektronik. Hverdagsscener – et besøg ved et gravsted, mennesker i kø, trafik – blev understøttet af en musik, der med dystre og halvt opløste synth- og sampletemaer gav det hele et sært og usammenhængende præg. Det skærpede sanserne. Selv begivenheder, der i vores levede liv ikke tillægges nogen synderlig værdi, syntes nu skelsættende. Det var som at være vidne til menneskehedens ellevte time, de sidste stunder inden bomberne ville falde.
De momenter, hvor billede og lyd faktisk gik op i en højere, mere konventionel, enhed, stod stærkt. En mand, der i en menneskeflok på en travl metrostation får øje på kameraet og vinker. Han var bare endnu en passager, men i dette få sekunder korte klip, med et glitrende synthcrescendo i ryggen, var han noget af det smukkeste, jeg nogensinde har set. Definitionen af, hvad det vil sige at være menneske.
Rahbek og Valentin bevægede sig bevidst ude af takt med billedsporet og skabte derved et soundtrack, der var surrealistisk, mægtigt, intimt og fjernt, overvældende og livsbekræftende. Som fundamentalt ændrede oplevelsen af Markers film. Og som mindede os om skønheden ved livet, døden og alt derimellem.
Sounds of Denmark
Det var svært ikke at bemærke, at lydkunstner Sofie Birch havde en utroligt flot hat på, da hun gæstede Cinemateket/CPH:DOX for at sætte musik til et udvalg af klip fra Det Dansk Filminstituts enorme arkiv, Danmark på film. Som den tårnede op over højttalere og synthesizere – kæmpestor, lilla og skulpturel i sin udformning – mindede den, altså hatten, på én og samme tid om en naturskabt organisme fra bunden af havet og om noget, et rumvæsen muligvis ville bringe med sig til jorden. Det slog mig, at Birchs live-score kombinerede det velkendte og det fremmede på præcist samme måde. Birch havde udvalgt dokumentarklip fra begyndelsen af det tyvende århundrede, der alle sammen på hver deres måde skildrede den menneskelige krop: kvinder i en skønhedskonkurrence; en mand, der laver gymnastik i sin have; piger, arm i arm, dansende i ring; en idrætstime; kvindelige brydere; en medicinsk undersøgelse af kroppens muskler. Disse optagelser draperede hun i ulmende synthdroner, skarpe, klokkeagtige klange, sirenesang og kvidder fra hyperaktive fugle.
Langsomt forvandlede hun de relativt almindelige aktiviteter til noget, der mindede om okkulte ritualer. Selve den menneskelige krop fremstod pludseligt mærkværdig, uhyggelig endda, kontrasteret af Birchs lydlandskab. Mon vores aktiviteter vil fremstå lige så fremmedartede, når arkivet om hundrede år endnu engang granskes og fremtidens Sofie Birch sætter dyster og drømmende musik til?
Clint Eastwoods honningdepot
Ennio Morricones vindhekse og Clint Eastwoods læderhud i The Good, the Bad the Ugly er den billedside, som træder ind på nethinden ved lyden af Archives II. Repetition, surfguitar og simplicitet præger det let jazzede album, hvor guitaristen forener, og trommeslageren er en luftig rytmemager, der krydrer det melodiske landskab med bækkener og percussion, imens strygere og klaver toner frem på udvalgte skæringer.
Københavnske Mads Lassen og Mathias Lystbæk har med otte små musikstykker skabt en gæstfri genklang uden for rum og tid. Konventioner og logren for radioformat er få på den lunt sfæriske udgivelse – tværtom er improvisation i centrum, og numrenes længde varierer med op mod seks minutter.
Albummet er et lille honningdepot til dage, der kalder på en ravgul, antiseptisk og aromatisk pause fra en verden præget af økonomisk recession, pandemi og krig. Nogle gange behøver kunst ikke klø i øregangene eller tirre for at være et lille pragtværk.
Organiske dogmer
På Dronedigte har Recorder Recorder fulgt et stramt elektroakustisk dogme – et regelsæt, hvor de enkelte ingredienser, digte, blokfløjte og vokal går op i en højere harmonisk og elektronisk, repetitiv enhed.
Åbenhjertig poesi beklædes af en florlet kvindelig vokal i en strøm af velklang, hvis mildhed kontrasteres midtvejs på EP’en. Her gør industrielle elementer deres indtog og bryder den næsten uskyldsrene timbre på åbningsnummeret »Sommerminder«. Dualiteten på »Spildevand« og »Legende Legende« pryder lydbilledet og tilfører solistens elektroakustiske germansk-skandinaviske middelalderensemble et råt udtryk.
Droner er fortryllende og farlige, idet lytteren let kan kede sig, men Stine Benjaminsen mestrer i sin komposition og udtryk dette stilistiske greb til fulde og skaber en organisk rejse gennem numrene. EP’en er godt begyndt men ikke helt fuldendt – måske fordi denne udgivelse kun er den første i en perlerække af produktioner fra en kunstner, hvis store potentiale for alvor vil skinne igennem, når hun i fremtiden endnu mere kompromisløst udforsker og udfolder sine eksperimenter.
Tennysons nye spor
Canadiske Tennyson – eller den unge hjemmeproducer og popsanger Luke Pretty – har længe ledt efter en identitet, men en høreskade (som følge af fugtinfektioner i barndomshjemmet) ledte ham på et nyt spor, der er endt ud i et sprudlende postmoderne popalbum, hvor genreforvirringen er total, og man aldrig helt kan føle sig sikker på, hvad der venter en.
For i sin terapeutiske jagt på lyde har Tennyson begået en lille genistreg.
»Feelwithchu« har warpede vokaler og sindssyge breakbeats, den fængende »Door« blander effektivt 00’er R&B og IDM. Der er hele tiden en god lytteoplevelse mere på næste track. Andre højdepunkter er de opklippede beats på den tropichousede »Iron« eller den rundtossede brug af samples på den glimrende »Reallywanna«. Men i det hele taget er Rot en stærkt eksperimenterende og legesyg poplade, der skal opleves for at kunne udleves. Det er som at høre en gal popprofessor kreere et vanvittigt eksperiment, der rent faktisk lykkes. It’s alive!