Det er en helt særlig eufori, der gemmer sig i tasteinstrumentet embaire, som det ugandiske ensemble Nakibembe Xylophone Troupe selv har bygget. På Gloria-scenen blev den banket ud igennem træet i en beruset tilstand af intens spilleglæde. Det var et nærved uvirkeligt sammenspil, vi blev præsenteret for: Tolv hænder spillede, men der var kun én krop.
Koncerten startede med hammerslaget som grundpuls – som om instrumentet skulle bygges på ny. Én efter én kom truppen på scenen og bød ind med nye rytmiske lag i opbygningen. Da alle var på plads i kredsen rundt om instrumentet, forsvandt fornemmelsen af de enkelte dele, og helheden tog over. Pulsen viste sig at være skizofren: Netop som man troede, man havde fundet 1-slaget, meldte en anden metrik sin ankomst. Så kunne man starte forfra med at finde hoved og hale i de rytmiske celler, der konstant delte sig og fandt sammen i nye molekyler.
Tempoet var svimlende højt hele vejen igennem koncerten, hvor ensemblet også inducerede trancen igennem call-response sang, mens de spillede. Utrætteligt lænede musikken sig konstant fremad, men kom aldrig i nærheden af at vælte. Ensemblet havde en ufattelig – nærmest telepatisk – fornemmelse af hinandens bevægelser og placerede ikke et eneste slag uden for fællesskabet. Der boede et destilleret musikalsk sammenhold i de muterende rytmer, som gjorde den højintense koncert til en livsbekræftende og meget rørende oplevelse.
»Musik for mig er….. stilheden, der famler – som du selv – på et sort lærred.
I momenter kommer der en hvæsen.
Nødder knækkes.«
Jørgen Teller har en lang karriere som elektrisk guitarist, vokalist, elektronisk musiker og performer. Han har udgivet plader solo med Static Teller og med Jørgen Teller & The Empty Stairs, Kaptajn Ørentvist.... Han samarbejder ofte m. lokale og internationale musikere.
Temaet er gennemspillet utallige gange i musikhistorien, men ELECTRIO – Francesco Rista, Simone Giordano og Sandra Lind Þorsteinsdóttir – forsøger at give Stabat Mater et nyt udtryk med guitar, vokal og electronics til latinske tekster, Monteverdi-melodier og Dowland-sange. Ambitionen er klar, men resultatet bliver ujævnt.
Der er dog to markante undtagelser. Åbningen på Stabat Mater – musikken er optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium – er i sig selv dragende: en fire minutter lang opbygning, der etablerer en dæmpet, svævende forventning. Men samtidig ligger den så tæt på Pink Floyds »Shine On You Crazy Diamond«, at man næsten kan høre citatet ruste sig i baggrunden. De karakteristiske tre guitartoner falder på præcis samme sted, inden Þorsteinsdóttirs vokal træder ind. »Fac me Cruce« bygges flot og dynamisk op med stærk brug af electronics, men slutter brat, inden musikken er kommet rigtig i gang. Havde ELECTRIO blot fortsat lidt ud ad denne vej!
De harmoniske underlag i de otte sange er ofte forudsigelige, som i »Sancta Mater«, om den Hellige moder, der beder om, at den korsfæstedes sår præges uudsletteligt i hendes hjerte. Den barske tekst kan slet ikke høres i det underlæggende feel-good-guitar-fingerspil, der bevæger sig skamløst gennem gængse akkordprogressioner. Ingen sår. Ingen lidelse.
Generelt tør sangeren Þorsteinsdóttir ikke bevæge sig væk fra almindelige barokfraseringer eller eksperimentere rigtigt med genren. Så det ender som en spejlvendt udgave af Stings Dowland-projekt fra 2006. Her blot omvendt – en klassisk orienteret sanger med for meget berøringsangst for rigtigt at lade sangene indgå i et eksperimenterende univers. Hvorfor lod trioen sig ikke i stedet lade inspirere af Pergolesis musik til samme tekst og emne? Her er fyldt med vilde dissonanser, som en ny udlægning kunne have fået vældig meget ud af – og skabt mere lidelse og udvortes sorg.
»Musik for mig er et sprog, der taler direkte til følelserne og underbevidstheden.«
Mira Siegel er komponist og sanger med dansk-amerikanske rødder. Hendes musik bevæger sig i et filmisk spændingsfelt mellem klassisk, jazz og eksperimenterende pop og kredser om temaer som drømme, ensomhed og nærvær. Med sit debutalbum Empty Streets (2025) udforsker hun grænserne mellem rytmisk og klassisk musik og skaber et poetisk univers, hvor fortælling og klang smelter sammen. Siegel er modtager af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens talentpris (2024) og har optrådt på bl.a. SPOT Festival, Aarhus Jazzfestival og Aarhus Lydkunstfestival.
»Musik for mig er en nonfigurativ proces, der ikke endegyldigt kan kategoriseres.«
Kristoffer Raasted er uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademis medieskole i 2018 og er ved at færdiggøre en ph.d. inden for praksisbaseret og kunstnerisk forskning. Raasted har været artist in residence på Det Danske Institut i Rom samt gæsteforsker ved UdK Sound Studies i Berlin som del af sin ph.d.
»Musik, for mig, er en livsledsager, en præmis, en undskyldning, et mysterie, en forklaring, et udgangspunkt. Det er gamle ideer, oversete skattekister, nye vinkler, lange koncerter, tvivl og overbevisning. Det er ord, toner, knækkede stemmer, forskellige forudsætninger, bas i mellemgulvet, falset i håret, udfordringer, belønninger og kærlighed.«
Nikolaj Nørlund debuterede som solokunstner med Navnløs (1996), en fortolkning af Michael Strunge-digte, og udgav året efter Nye Optagelser (1997), hans første dansksprogede sangskriveralbum. Han har siden arbejdet bredt inden for musik og lyrik og står bag omkring 20 udgivelser solo og i forskellige bandkonstellationer. Nørlunds projekter spænder fra samarbejder med Copenhagen Phil på to orkesteralbums, skabt sammen med forfatter Naja Marie Aidt. Hans seneste udgivelse er singlen »Englenes Park (nu ikke saa dark)«, forløberen til albummet Himlen skiftet ud, der udkommer i slutningen af november. Ud over sit eget virke har Nørlund via pladeselskabet Auditorium produceret og udgivet en række danske kunstnere, herunder Niels Skousen, Ulige Numre, Jens Unmack, I Got You On Tape og Martin Ryum. Han har tidligere været medlem af Trains And Boats And Planes og arbejder periodevis med det engelsksprogede projekt Rhonda Harris. Nørlund har modtaget en Danish Music Award (2003) og en Steppeulv (2006), begge som Årets Producer, samt Niels Matthiasens kulturpris (2012).
