kortkritik
24.04.2022

Tubasøjler i øret

Microtub + Blue Lake – Brønshøj Vandtårn/Alice
© Andreas Thaulow
© Andreas Thaulow

En tubatrio, der spiller afmålte mikrotonale flader på deres hjemmedrejede instrumenter – og ovenikøbet kalder sig for Microtub… Ingen grund til at pakke noget ind, åbenbart. Hvad du hører, er, hvad du får, og hvorfor ønske sig mere, når den kirurgiske klang bliver sendt ud i et vandtårn med 40 sekunders rumklang? 

ALICE havde inviteret til Brønshøj, og som opvarmning i det betonkolde rum skulle vi først afstresses af en klarinet-, zither-, og fløjteimprovisation af Jason Duncan aka Blue Lake. En kælende ambient leg: fabulerende på grænsen til det søvndyssende. Bare en enkelt lussing blandt de drømmende kærtegn havde været godt. 

Så hellere den firkantede tilgang, som Microtub stædigt diskede op med: Dirrende klange rejste sig som de grå betonsøjler, der bærer den rungende konstruktion. Stålsat, nærmest kynisk, smeltede musikkens og tårnets funktionelle arkitektur sammen. 

Den transformerende minimalisme var som sådan ikke vanvittig opfindsom: en toptone, der pludseligt hæver sig i akkordbrydningen, så en bundtone, der senere følger efter. Men klangene skabte den fornødne turbulens i rummet, der gjorde værkerne spændstige. Mest inciterende var de helt tætte ansatser hen mod slutningen. Dér slog lyden sprækker i luften, så det gyngede i hovedet, og det indre øre hylede med. Det stabile fundament blev faretruende usikkert: Man vidste aldrig, hvilke fascinerende knæk lyden ville tage. 

© PR
© PR

Det er for kort tid siden officielt bekræftet, at den islandske avantgardestjerne Björk gæster Bielsko-Biała i dag. Efter at have holdt det hemmeligt indtil sidste øjeblik, afslører arrangørerne bag Wędrujący Festiwal (Wandering Festival), at det netop er Björk, der lukker festivalens store finale. Den eksklusive begivenhed, Rave na Targowisku, skydes i gang på markedspladsen PSS Społem på Lompy-gaden 5. Her vil den verdenskendte kunstner levere et særligt DJ-set.

© Kåre Viemose

»For nylig opdagede jeg, at når et par tusinde mennesker klapper deres tykke handsker sammen i minus 30 grader, lyder det som den blødeste techno – et frysende rum, hvor den kolde luft forvandles til en bølge af varme, og vi i et øjeblik af kollektiv hengivelse bliver ét med rytmen, ét med det usynlige bånd, der forbinder os i stilhedens varme. Musik er ikke blot lyde, men et forgæves forsøg på at indfange det uendelige, som altid har været og altid vil være.«

Andreo Michaelo Mielczarek har været ansvarshavende redaktør for Seismograf siden 2021. Han er desuden musikkritiker og kulturjournalist ved Kristeligt Dagblad og Århus Stiftstidende/Avisen Danmark og har gennem årene skrevet for publikationer som Kunsten.nu, Glissando (Polen), Neural (Italien), Raw Vision (UK), Nutida Musik (Sverige), Kunstkritikk (DK/Sverige), Iscene.dk, B.T. og Jazz Special. Han er medforfatter (sammen med Lars Muhl) til bogen HVA’ SAA! En guidet rutsjebanetur gennem Aarhus – før, nu og i fremtiden (2024) og har desuden bidraget til antologien om musikkritik Man skal høre meget (red. Thomas Michelsen og Claus Røllum-Larsen, 2024). Han er medstifter og partner i den polsk-danske kulturorganisation Kultur(a), og hvor end der er et klaver, vil han være der – ivrig efter at lokke en melodi frem af det.

© PR
»Musik er for mig den kunstform, der – hvis man gør det op i timer og minutter – fylder suverænt mest i mit liv. Jeg kan ikke synge, jeg kan ikke spille noget instrument, men jeg kan lytte, som en glad amatør, på cyklen, på dansegulvet, men især: på kontoret. Jeg arbejder, dvs. skriver, nærmest altid til musik.«

Mikkel Krause Frantzen (f. 1983) er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, litteraturanmelder på Politiken, og forfatter til en række bøger på engelsk og dansk, såsom En fremtid uden Fremtid (2018), Klodens Fald (2021), Slutspil (2024).

 
© Mads Nissen
»Musik er det, der sætter gang i mine tandhjul. Får både min krop og mit hoved i bevægelse, på en god dag endda i fart. Mine lyttevaner er 100 procent farvet af mit humør ... og mine to børns musiksmag, der skifter hvert ottende minut ... så anlægget herhjemme bliver udsat for lidt af hvert. Det er jo på sin vis lige, som det skal være. Plads til alt og alle.«
 
David Dyrholm (f. 1990) er mad- og musikanmelder på Politiken – med fokus på mere eller mindre moderne jazz og avantgardemusik. Har sideløbende arbejdet for festivalen Modern Jazz Days, siddet i juryen ved DMA Jazz og i sin tid udgivet en række plader med hiphopkollektivet DoktorDoktor.