Mod fjender i det ydre rum er »musik det stærkeste våben vi har,« udtalte Mads Brügger forleden her i Seismograf. Snöleopard og musikalske venner gjorde dette meget konkret med musik direkte fra Planetariet i København ud i rummet for at ramme satellitter mellem 500 og 35.000 km væk. Tonerne returneredes tillagt forsinkelse, radiostøj og kosmisk interferens. På det store lærred kørte jordklodens overflade, set fra en satellit, med alle sine oplyste byer, og Theis Ørntoft læste op fra sin kommende klimabevidste roman med sætninger som: »Den dag, der ikke er mere olie, vil lyset slukkes i verden.« Imens kunne vi se de små grønne prikker af forvirrede satellitter fare hen over jordens smukke krumning og høre Lotte Anker, Kresten Osgood og Snöleoparden free-jazze på henholdsvis sax, trommer og sitar. 

De små skrattende bib-lyde fra satellitternes resonans skabte også musik, men mest interessant var koncerten, når musikerne fik deres egne motivstumper igen – kastet ned fra det ydre rum, og der opstod et lille internt sammenspil. Er der noget derude, eller taler vi blot med os selv? 

Kosmisk resonans fyldte kuppelrummet, men vi kunne godt have savnet noget mere intern resonans. Det er en smuk trend med en digter i et ensemble, hvor mange herligt kringlede formuleringer kommer frem, men musikerne skal være med til at tolke ordene. Indgå i den musikalske udlægning, som hvis det var en traditionel jazzsanger, ellers bliver musikken let baggrundstæppe eller sekundær. Hvor alle musikere er en grøn satellitprik i sin egen kredsløbsbane. Mange gode ideer var i spil – og musik er ikke et våben. Men kræver intern resonans. Ikke kun kosmisk.

Hvis den japanske komponist og musiker Keiichiro Shibuyas nye album ANDROID OPERA MIRROR skulle opsummeres med et enkelt ord, ville det ord være »bombastisk«. Allerede fra første nummer »MIRROR« bliver lytteren bombarderet med glidende synthvioliner, blæsere og en robotstemme, der intonerer eksistentialistiske spørgsmål, som, ironisk nok, er blevet skrevet af en AI.

Der er noget charmerende kikset over Shibuyas poppede og overdramatiske kompositioner og androidvokalens klæge kawaii-faktor. Men inden albummet er halvvejs ovre, begynder den konstante pompøsitet at tære på charmen. »On Certainty« giver med sine allestedsnærværende strengeinstrumenter og tætpakkede arrangementer sjældent musikken og lytteren plads til at trække vejret. Shibuya og hans androidstemme siger utroligt meget hele tiden, og det er så overvældende, at meget lidt af det rent faktisk har tyngde. Når alt føles som et episk crescendo eller den forventede forløsning på samme, går virkningen tabt.

Enkeltvis er flere af numrene ellers ganske spændende: »Midnight Swan (Android Opera ver.)«, der lyder som åbningsnummeret til en mørk og romantisk anime, og sidste nummer »Scary Beauty (Vocal and Piano ver.)«, der brillerer ved netop at skære fedtet fra og fokusere på kompositionens emotionelle kerne, som kommer så meget stærkere til udtryk med den simplere instrumentering. For når lytteren ikke konstant overvældes, så får romantikken, melankolien og de eksistentielle spørgsmål lov til at gøre indtryk. Desværre er ANDROID OPERA MIRROR en lytteoplevelse, der ærgrer med sin mangel på en subtilitet, som ellers ville have klædt den.