Ukraine – og Gaza? – på kanten af scenen
Den tykke scenerøg begyndte allerede før koncerten at sive fra scenen ud i balkonfoyeren. Den slørede mit blik, men gjorde min hørelse desto skarpere. Og jeg var tydeligvis ikke den eneste: Publikum lyttede sjældent koncentreret, undervejs iblandet snøften og undertrykt gråd.
Polske Henryk Góreckis 3. symfoni fra 1976 er et hovedværk inden for den neo-tonale og neo-minimalistiske østeuropæiske tradition fra Estland til Georgien. Værket er lige så inderligt, lige så smukt i al sin monumentale langsomhed, som det er stramt konciperet. Et værk, der i Giordano Bellincampis og orkestrets sikre hænder, og med en fænomenalt velsyngende og -agerende Henriette Bonde-Hansen, lød præcis, som jeg havde håbet på.
Et enkelt dramaturgisk greb udvidede rammerne for værket og skabte endnu mere nærvær: I tre lange blokke, én før hver af værkets tre satser, fremsagde fem skuespillere på skift rystende, men ikke unødigt udpenslende, skildringer fra krigen i Ukraine. Det kunne sagtens have været Gaza.
Henimod slutningen dukkede værkets første håbefulde passage op – som om den uduelige menneskehed, der er dumpet så utrolig mange gange før, måske alligevel engang vil kunne bestå Guds store eksamen. Netop her tog Henriette Bonde-Hansen sin node i hånden og gik helt ud på kanten af scenen for at synge videre. Da hun var færdig, vendte hun uden at tage blikket fra publikum den sidste side, så alle kunne se, at nu var fortællingen slut. En ny kunne begynde, når publikum hver for sig gik hjem og genkaldte sig værket.
Det er et album, det er en bog
Idéen – at du kan lytte til de tolv små musikvignetter på albummet, mens du kigger på et dertilhørende billede – er utvivlsomt interessant, og den viser sig at have indflydelse på, hvordan man som lytter tilgår værket.
Ping Pong Punktum virker intentionelt underspillet. Til trods for at de to musikere – Wikström og Herman Müntzing – bevæger sig i frit improviseret støj-territorie, så giver de den aldrig helt gas.
Alle tolv numre virker forholdsvis simple, bestående af få elektroniske og vokalbaserede byggeklodser og uden klart definerede retninger. Det samme gælder Jan Oksbøl Callesens billedmateriale, der består af abstrakte former, farver og, en gang imellem, genkendelige motiver.
Denne enkle tilgang virker til værkets fordel, for både musik- og billedkunsten føles intim, indbydende og spændende. Som et oplæg til et farverigt og mærkværdigt eventyr, som lytter-beskueren selv kan digte videre på.
Sturm und Drang med Agerfeldt
Det er altså mesterligt, hvordan Thomas Agerfeldt Olesen balancerer kaotiske orkaner med drømmende idyl på sit nyt album.
Blæsten har inspireret mange komponister gennem tiden, men orkesterværket Der Wind bläset wo er will (2011) er ikke desto mindre et frisk pust med mange facetter: fra en organiseret storm, hvis motiver føles både truende og velkendte, over en insisterende dryppen, som var regnen lige uden for vinduet, til en nærmest romantisk brise.
Til minde om min mor (2014), en cellokoncert, begynder med trinvise løb, der langsomt folder sig ud og får dybde af orkestret. Hele værket skifter generelt mellem avancerede teknikøvelser for cello og hjerteskærende melodiske sektioner, men det kan jeg vistnok meget godt lide, for det føles hverken kedeligt eller ensformigt, snarere fængende og smukt. Jeg kommer til at høre mere Agerfeldt Olesen!
Modsat arkitektonisk
Claus Haxholms seneste album under navnet Soft Items minder mig mere om en drøm – eller måske en meget svag erindring – om et musikalsk værk end om et musikalsk værk i sig selv. Albummet er en forunderlig kollage af lyde, der næsten ikke er der, lyde, jeg først bliver opmærksom på, det øjeblik de helt abrupt forsvinder.
Første gang jeg lyttede til albummet, forekom det mig paradoksalt, at et album, der skulle være inspireret af arkitektur, kan fremstå så tilsyneladende blottet for form og struktur: arkitekturens for mig at se mest grundlæggende bestanddele.
Efter at have lyttet til det flere gange begynder mønstre dog at komme til syne: De rungende klaverakkorder og de mystiske vokalsamples bliver gennemgående elementer, der giver det ellers ret så fragmenterede album en tiltrængt følelse af kontinuitet.
H er en på én gang fascinerende og frustrerende oplevelse. Sommetider mere frustrerende end fascinerende, men ikke desto mindre alligevel fascinerende.
Der er nogen, der vil os noget
Kassettebåndets cover er håndlavet, musikken er et sjovt mix – middelalderinspirerede, rurale vokaler i lange, flydende melodier køres gennem elektroniske, spacede filtre.
»I know I should know better but I desire a new kind of intimacy,« siger robotstemmen på nummeret »Body Farm«. Vokalgruppen Ilinx, som består af de tre komponister, sangere og producere Laura Marie Madsen, Anna Sophie Mæhl og Amanda Appel, ryster stemmer og maskiner, så nye, spændende intimiteter opstår – helt efter køns- og teknologiteoretikeren Donna Haraways teser i A Cyborg Manifesto.
Holly Herndons folkemusikalske minimalisme anes i de syv satser, fra »Amen« til »Moon«, og trommebeatet i »Emotions« lyder dovent som en lungemaskine, der er ved at løbe tør for strøm.
Sådan swinger Ilinx’ Memory – et debutværk – på sin egen fedt underspillede og electrofolkede måde. Som bimlende talebeskeder, der er rejst fra middelalderen og fra fremtiden. På én gang. Der er nogen, der vil os noget.
For kontrolleret, trods sivskosolo
»Velkommen,« er en præindspillet stemme begyndt at messe i forskellige tonelejer og intonationer et kvarters tid inden koncertstart.
Haxholm, stemmens ejer og ene person på eftermiddagens program, spiller på mange tangenter. Hans sæt spænder over alt fra field recordings og droner til tætklippede vokalsamples, recitation af lyrik og et knirkende, ASMR-agtigt intermezzo opført på uakkompagneret sivsko.
Der er mange idéer. Måske for mange, for det føles sjældent, som om de sammen vokser sig til noget større end en sekvens af mere eller mindre stillestående lydbilleder.
Musikken er pæn. Den vover ikke meget, og med nogle få undtagelser – blandt andet de føromtalte, nær polyfone vokalsamples – bevæger den sig i den lidet fængende mellemgrund, hvor selv de støjende elementer, der nu og da indfinder sig, føles sært kontrollerede. Alle bestanddelene er der, men trods Haxholms ihærdige forsøg på at få mig til at føle mig velkommen, følte jeg mig desværre aldrig rigtig draget ind i hans univers.