Så har Seismograf igen stillet ’3 korte’ spørgsmål. Denne gang til Rune Glerup, komponist og kunstnerisk leder for KLANG Festivalen.
1. Hvilken aktuel event, performance, koncert eller lignende vil du gerne anbefale til andre?
Når vi nu er i slutningen af maj, er det jo særdeles nærliggende at anbefale KLANG Festivalen. Jeg vil selvfølgelig gerne anbefale hele festivalen overordnet set, fordi jeg ser den som en helhed med mange forskelligartede koncerter. Jeg har alligevel lyst til at at gøre særligt opmærksom på to koncerter:
Den første er med tyske Ensemble Modern, som jo er et absolut topklasse-ensemble for ny musik, som man sjældent har mulighed for at høre i Danmark.
Den anden koncert er med den canadiske lydkunstner, Nicholas Bernier, der skal lave en concert, som jeg tror kommer til at blive ret spektakulær.
2) Hvorfor er dette værk/denne event særlig?
festivalen er noget særligt fordi man i løbet af en uges tid, får mulighed for at høre en ganske stor mængde spritny musik. Det er ikke ofte man har mulighed for at få så stor en dosis i løbet af så kort tid.
3) Hvad arbejder du selv med lige nu?
Udover at arbejde med festivalen, er jeg jo faktisk for det meste af tiden stadigvæk komponist, og lige pt. er jeg igang med et nyt orkesterværk til DR Symfoniorkestret, som skal uropføres i efteråret 2016. Og undtagelsesvis er jeg igang med endnu et projekt på samme tid, nemlig en version for mindre orkester af min klaverkoncert fra 2010 til Ensemble Intercontemporain.
Et jordskælv af en prisvinder
Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.
Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.
Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.
Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak!
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.