Hermed en kort rapport fra verdens ende. Et sted indhyllet i teaterrøg, katastroferødt neonlys og metalliske tordenbrag druknet i betonekko. Her herskede en poetisk kult, som havde indrettet sig under stilladser, hvor de sov, spiste, mindedes tiden før katastrofen og brød ud i rituel dans og sang. Sidstnævnte en overleveret kanon, et varsel komponeret i en fjern fortid af Clarissa Connelly.

Sort/Hvid er blevet til musikdramatikkens laboratorium i København, og instruktør Madeleine Kate McGowans to døgn lange sci-fi-performance Solastalgia viste, hvor fantastisk store perspektiver satsningen rummer. Mest af alt mindede oplevelsen om at træde ind i et dystopisk computerspil, hvor man kunne interagere med de programmerede indbyggere; deres ordforråd var begrænset, men viljen stor, og pludselig sad man og stablede sten sammen med en pjaltet fremtidskvinde, mens grænsen mellem performer og publikum sløredes.

Fragmenter af samtaler – har du vandet planterne, den saks har jeg ledt længe efter, tak for din tillid – blandede sig med søgende blokfløjte, cello, elguitar, synthdroner og det industrielle lyddesign skabt af Soho Rezanejad og Cæcilie Trier. Lugte: tørrede blomster, kanelte og grøntsagssuppe fra køkkenet. Terninger blev slået, trin genlød fra stilladset, en mezzosopran vokaliserede lydord. Alt var en tåge, et syn fra en tid med stærk drift og hulkende sorg. Det fjerne midt iblandt os. Og så et banner: »A different end of the world can be sung.«

Jeg tjekkede ud igen efter en times sondering, midt i en ørkenstorm af brølende basstøj, med en klar fornemmelse af at have set og hørt noget afgørende.

Drømmen om Berghain, der møder Miles Davis i et crossover af sfæriske og grænseløse eksperimenter, blev erstattet af en aften på en jazzklub for det pænere borgerskab, som aldrig har stiftet bekendtskab med kunstnere som Nils Frahm, Trentemøller eller Bjørn Svin. 



»That’s cool«, har Jean-Michel Jarre efter sigende udtalt, da han hørte om aftenens NLD IJC jazz-take på fransk elektronisk musik, hvor der med interpretationer af Jarres »Equinox part 4«, »D.A.N.C.E.« (Justice), »Love is Gone« (David Guetta), »Sexy Boy« (Air), »Alone in Kyoto« (Air) og »Genesis« (Justice) var lagt op til en aften ud over det sædvanlige. Arrangementerne var skrevet med stor respekt for de oprindelige kompositioner – og måske lidt for stor respekt. Få var overraskelserne og eksperimenterne i løbet af koncerten, der bød på fantastisk musikalsk håndværk og fremragende soloer fra samtlige musikere. Hvad Dokys forbindelse er til netop fransk elektronisk musik, udover hans mange år i Paris, står dog stadig hen i det uvisse.

Et stykke inde i den japanske sangerinde og sangskriver Ichiko Aobas koncert gik det op for mig, at jeg i lang tid havde holdt vejret. Det er svært at sige præcis, hvor længe – tiden står stille når Aoba spiller – men ikke desto mindre havde hun skabt en stemning af så skrøbelig skønhed, at jeg åbenbart underbevidst vurderede, at selv et åndedrag ville være en forstyrrelse.

Der hvilede en magisk aura over hende, som hun sad der helt alene på scenen, iklædt en kjole i samme farve som det rødbrune træ på den nylonstrengede guitar, der var hendes eneste akkompagnement. Minimalismen stod i skærende kontrast til den horror vacui-æstetik, der prægede de kæmpestore lysekroner, der hang dramatisk over hende. Hver eneste tone, hun spillede, blev et element i en slags musikalsk pointillisme, der samlede sig til en krystalklar skøjtebane som hendes stemme fik lov til at danse på – med al den elegance, og den kombination af vægtløshed og fysikalitet, som dansen foreskriver. En dans, ja, men aldrig en opvisning, aldrig en parade. Til det har hendes stemme for mange hemmeligheder, for megen mystik. 

Under koncerten kom jeg til at tænke på en børnebog om en hare, der ikke kan falde i søvn. »Åh nej«, siger haren – da det viser sig at søvnproblemerne til dels skyldes, at et helt symfoniorkester giver koncert inde i klædeskabet – »I skabet er et helt orkester«. Sådan, tænkte jeg, forholder det sig også med Ichiko Aobas stemme. 

Kvalmen blev uudholdelig inde i det tidligere klasseværelse. Nerve- og muskelsystemet satte langsomt ud. De tre døve performere i shorts og sorte hætter, der lænede sig op ad et bjerg af højttalere og forstærkere toppet med et trommesæt, lignede sårede soldater. Indhyllet i røg, svøbt i minimal-punket dystopia. Når en af dem satte hånden på strengene af en bas og dæmpede instrumentets kraft, rungede kun støj og snavs fra systemet skruet op til maksimum. Trioen blev ‘dirigeret’ af to performere via aftalte taktile signaler (berøringer). Bølgen af støj changerede (muterede?) minimalt, som når en serie af guitarister i en evighed gentager tonen E i Rhys Chatmans ikoniske værk Guitar Trio (1977). 

Den fire timer lange performative installation på Opera for the Deaf-minifestivalen – del af den chikke festival for klassisk musik, Warszawa Efterår – var lige så meget en syret, virtuost tågetalende skulptur. Også omgivelserne blev et instrument: Wc-kummerne i den anden ende af bygningen vibrerede. Døve mennesker, sagde programmet, er de eneste, der har deres eget sprog, helt anderledes end hørelsens sprog, baseret på forskellige kulturelle koder. I den tidligere polske folkeskole lærte jeg noget om den øredøvende skønhed ved at gå kold i en tsunami af bulder og hvid røg – med bævende ører først.