02.04.2015

"3 korte" fra komponist og lydkunstner Sandra Boss

I en serie af mini-interviews spørger Seismograf/DMT forskellige aktører på musik- og lydkunstscenen til aktuelle anbefalinger af værker eller events. Se her komponist og lydkunstner Sandra Boss spændende anbefaling.

1a) Hvilket værk vil du gerne anbefale til andre?

Jeg vil anbefale at tage op og kigge på Compenius-orglet, der står oppe i Frederiksborg Slotskirke. Hver torsdag kl. 13.30 bliver orglet demonstreret, og det er en performance i sig selv: Det der ligner et stort, ornamentet træskab forvandles langsomt til et orgel ved at låger åbnes, der afslører 1001 piber, og skuffer med tastatur og pedaler trækkes ud. Herefter sættes kalikanten igang med at pumpe luft ind i bælgene, der herfra spreder sig ud i piberne. Det er en højst bemærkelsesværdi klang, instrument genererer, hvilket først og fremmest skyldes, at piberne alle er lavet i ædle træsorter, og dernæst at orglet spiller i sin originale middeltonestemning.

2) Hvorfor er dette værk/denne event særlig?

Det er en mulighed for at opleve et af verdens ældste orgler, der står i sin originale stand. Og en mulighed for at opleve en klang, som hører fortiden til, men som lyder som noget fra fremtiden.

3) Hvad arbejder du selv med lige nu?

Sjovt nok arbejder jeg med orgelmusik! Jeg har tidligere arbejdet med at skabe lydkunstværker for orgler, (senest i samarbejde med Jonas Olesen, hvor vi lavede en koncert for syv orgler i Sct. Andreas Kirken i København.) Nu har jeg imidlertid fået fingrene i et transportabelt midi-styret pipeorgel, der har 61 piper. Og det er det instrument, som jeg arbejder med for tiden, og som fik sin ilddåb med en performance forleden på Kunsthal Aarhus.

Derudover går jeg og venter på at min nye plade med titlen Perfekt Termisk snart kommer. Det er en plade bestående af udelukkende elektronisk musik, genereret via de mest opslidende gammeldags metoder, der har inkluderet brug af spolebåndoptagere, tonegeneratorer og gamle filterbokse. Man kan sige, at pladen afspejler en slags nørdet, mediearkæologisk udredning.

Læs mere om Sandra Boss’ projekter her.

playliste

03.11

Mit navn er Sophia Sagaradze – vil du se min playliste?

»Musik og lyd er for mig et sprog – det mest nærværende og flygtige. Noget, der passerer gennem hjertet og bliver til fortid på et sekund. Musik forstærker enhver følelse – kærlighed, glæde, vrede, sorg – tusind gange og får mig til at føle alting dybere og mere sanseligt.«

Sophia Sagaradze er lydkunstner, komponist og performer fra Georgien med base i Danmark. Hun eksperimenterer med rum, multikanals elektronik og audiovisuelle installationer. Sagaradze er optaget af at skabe værker, der undersøger grænsefladen mellem ydre og indre rumoplevelser. Hun har en bachelorgrad i klassisk komposition fra Tbilisi State Conservatory og en kandidatgrad i elektronisk komposition fra DIEM, Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Aarhus/Aalborg.

I 2022 modtog hun Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Talentpris i komposition. Sagaradze har optrådt i flere lande, modtaget bestillingsværker for ensembler, optrådt live og skabt audiovisuelle installationer. Hun er stifter og kunstnerisk leder af Aarhus Sound Association (Aarhus Lydforening), projektleder hos ROSA og underviser ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Aarhus/Aalborg.

playliste

02.11

Vi er Girls in Airports – vil du se vores playliste?

»Ligesom al kunst er musik et sprog for følelser, drømme og søgen efter mening – men for os er det lige så afgørende, at musikken er en vej til fællesskab.«

Girls in Airports er et dansk instrumentalband – med en palet, der især rummer jazz, elektronisk musik og klange fra fjerne himmelstrøg. Siden debutalbummet i 2010 har de skabt et lydunivers, hvor saxofoner, synths og pulserende grooves mødes i et kollektivt og drømmende udtryk. På det seneste har bandet fokuseret på kunstneriske samarbejder med bl.a. Teitur og Aarhus Jazz Orchestra og er nu på vej med et nyt album i samarbejde med strygertrioen Halvcirkel.

playliste

30.10

My name is Steen Andersen – would you like to see my playlist?

»Musik for mig er livlinen til verden, der mere end noget andet skaber følelsesklang, og fylder mit hoved med tankekonfetti.«

Steen Andersen er kulturel iværksætter, festivalmanager og skribent. Han er medstifter af Lost Farm Festival og har koordineret projekter såsom Copenhagen og Odden Saunafestival, Arbejdsfællesskabet PB43, kulturhal BYGN 5 og Prags Have. Over en årrække har han skrevet bøger og artikler om urban aktivisme, iværksætteri og kultur, heriblandt Byen bliver til og Learning from Sierra Leone sammen med Arkitekter Uden Grænser, der vandt Arkitekturforeningens Initiativpris. For tiden opholder han sig i Ukraine for at koordinere Lost Farm Festivals Art Exchange Program, og har netop kurateret udstillingen HIDE and SEEK med unge ukrainske kunstnere i Kyiv.

kortkritiklive

29.10

Hvad skal de gale med et operahus?

OperaHole: »screen (mad scenes)«

The Lab Cph, 25.10

Sune Anderberg

Danmark mangler operahuse, lød et opråb for nylig i Politiken. Og ganske rigtigt: Det er ikke på den store scene, at vi – med kun et enkelt større, ret konservativt operahus – sætter vores præg. Til gengæld kan vi prale af et frodigt operaliv på de scener, der findes uden for de etablerede institutioner. Og med det københavnske musikkollektiv OperaHole har en ny spiller nu meldt sig på banen.

I sidste uge præsenterede de to sangere og kunstneriske ledere Litha Ashforth og Daniel Rosenberg, begge opvokset i USA, så OperaHoles første opsætning: et kinderæg af Rosenbergs eget karakterstudie recursion for to skuespillere, vanvidsscenen fra Donizettis Lucia di Lammermoor og Peter Maxwell Davies’ 8 Songs for a Mad King, alle tre opført ud i ét i et hvidt reklamefilmstudie.

Det interessante var selvfølgelig sammenstillingen af et kort skuespil, en klassisk scene og et af de sidste 60 års mest skurrende monodramaer. Tematisk var fællesnævneren galskab: Rosenberg, en såkaldt spieltenor med stort register og komisk talent, spiddede først djævelske variationer over latte-drikkende københavnere i sit skuespil, inden koloratursopranen Ashforth listede ind i en hvid underkjole gennemvædet af blod og sang Donizetti med adræt desperation og blød sødme akkompagneret af fløjte og klaver.

Til sidst fulgte så monodramaet med Rosenberg som den gale konge, iscenesat som et SoMe-værksted, hvor opførelsen blev kommenteret i et livestream (LeaHan1997: »Not this again«!), og screendumps klistredes sammen til memes i realtid. Det var veloplagt – også musikalsk – men indforstået, og værket forsvandt i processen.

Når kollektivets unge begejstring for new media engang har lagt sig, ligner OperaHole til gengæld et godt bud på at videreføre vores tradition for sprælsk omgang med undergrundsopera.

kortkritiklive

28.10

Øer af lyd rejser sig af havet

Athelas Sinfonietta: »Nordic Sounds«

Nordatlantens Brygge, 25.10

Andrew Mellor

Veronique Vakas igangværende projekt med at fastholde nogle af jordens mest monumentale geologiske processer i nedskrevet musik viser sig stadig mere dragende. Det seneste resultat fik premiere lørdag på Nordatlantens Brygge. Eyland (»Island«) er inspireret af dannelsen af øen Surtsey, der dukkede op 33 km ud for Islands kyst 14. november 1963 efter et vulkanudbrud.

Meget af den canadisk-islandske komponists arbejde skildrer forfald; dens musikalske bevægelser følger indsamlede data om økologisk ødelæggelse og nedbrydning. Eyland handler om skabelse, og Vaka syntes at fryde sig over dens undren og storhed. Athelas Sinfoniettas 15 musikere lød med et symfoniorkesters vidde under Bjarni Frímann, og med Jónas Ásgeir Ásgeirssons solotrekkspil som selve den fremvoksende ø, der løfter sig af bølgerne med en mægtig, langsom kraft.

Selv nogle af de øvrige fem værker i denne koncert med fokus på musikken fra Nordatlanten kunne føles som en ritualistisk forberedelse til Vakas værk – et vidnesbyrd om komponisternes fokus snarere end en mangel på tyngde. Omkring de klare, lange linjer i Eli Tausen á Lávás Álvan ligger en karakteristisk nordatlantisk glans og harmonisk dybde; Daníel Bjarnasons Skelja er en miniature af en sonisk romance mellem harpe og slagtøj, og Friðrik Margrétar-Guðmundssons Fikta en udtværet koral, spillet med shamanistisk intensitet af Ásgeirsson. Anna Thorvaldsdottirs Entropic Arrows skærpede opmærksomheden med sine lange, trådtynde strygertentakler, der vokser ud af hektisk blæser- og slagtøjsaktivitet.

Den anden uropførelse var Aya Yoshidas Song of the Voice – et ikke-vokalt ekko af færøsk sangtradition for cello og ensemble, hvor man på et tidspunkt hører en kædedans rasle. Værket er ikke uden både fantasi og virkning, men det kom til at fremstå inkohærent og uden fokus i denne sammenhæng.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek