Jeg kan næppe være den eneste, der var ved at få østersen galt i halsen nytårsaften, da Kong Frederik X holdt sin første nytårstale. Sikke en modernisering af den gamle tradition! I stedet for at sidde klar ved bordet, trådte han roligt ind i rummet – et opmærksomhedskrævende rum, hvor et futuristisk vægmaleri stjal fokus. Jeg kunne knap nok høre talen for bare at stirre på det psykedeliske motiv bag ham: en visuel hilsen til Yellow Submarine med The Beatles. Et varsel om en rockstjerne på tronen?

Ønsketænkning, skulle det vise sig. For talen var en parade af forudsigelige floskler. Det samme kan man sige kongens nye honnørmarch, komponeret af David M. A. P. Palmquist, tidligere dirigent i Den Kongelige Livgardes Musikkorps. En traditionsbunden og gumpetung sag, der følger alle kunstens regler. 

Siden H.C. Lumbye i 1861 forærede en march til Frederik 7., har det været en tradition, at medlemmer af den kongelige familie tildeles personlige marcher. Tag den livfulde og selvironiske Dronning Margrethes Parademarch – der både indeholder citater fra »I Danmark er jeg født« og »Daisy Bell«. Eller den tjeppe og skæve Kronprins Frederiks Honnørmarch i seksottendedele – skrevet af Fuzzy i anledning af kongens 30-års fødselsdag – der kipper med flaget til Carls Nielsens »Som en rejselysten flåde«. 

Men hvor er det personlige særpræg i Palmquists march? Komponisten går alt for konceptuelt til værks, når han indledningsvist forsøger at give marchen en signatur med en slags musikalsk rebus. Den første tone er et f, efterfulgt af en tone ti trin højere – sådan staver man til Frederik 10 med noder. Ligeså intern er marchens mange referencer til anden militærmusik. Man savner noget, som bryder med etiketten – præcis som Kong Frederik i sine mest mindeværdige og folkekære øjeblikke. Det ender med at lyde som en march, der har glemt, hvem den er skrevet til. 

Thorvaldsens Museum er et oplagt sted at udfolde en fortælling om sjælens rejse mod dødsriget. Ikke alene er salene fyldt med skildringer af græsk mytologi, museet er også i sig selv et mausolæum med Bertel Thorvaldsens grav i midten af en indre gårdhave. Alt burde altså spille, når multimedieduoen O Future iscenesætter rejsen mod Hades gennem lyd og animerede videoprojektioner. Det gør det bare ikke.

Gennem otte rum og fem lydværker bevæger vi os fra bredden af floden Styx gennem underverdenen og ender i Elysion, hvor det lykkelige efterliv venter. Undervejs konfronteres vi med dommen, valget og kampen – eksistentielle grundtemaer på den helt store klinge. Den elektroniske lydside, som afspilles i høretelefoner, åbner ulmende og murende med en slags digital klagesang og accelererer gennem rummene til et tungt elektronisk beat med symfoniske undertoner. Her er jazzede saxofoner, loopet synth og hvid støj, før vi ender trygt i et sfærisk, nærmest sakralt, digitalt kor. 

Der ligger et interessant tema i mødet mellem de digitale stemmer og forestillingen om døden, men det drukner i udstillingens mange løse ender. Hvorfor følges lyd- og billedside eksempelvis ikke ad? Hvorfor projiceres videoerne konsekvent op på statuer, der ikke hører til den i græske mytologi? Og hvorfor den underligt syntetiske farveholdning, der mere minder om 90’ernes MTV, end om det kæmpe drama, fortællingen slår an? Jeg skynder mig at lukke øjnene og koncentrerer mig om beatet – men det er for sent. Orfeus har drejet hovedet, og Eurydike står ikke til at redde. Det gør denne udstilling heller ikke.