I en serie af mini-interviews spørger Seismograf/DMT forskellige aktører på musik- og lydkunstscenen til aktuelle anbefalinger af værker eller events. Se her denne anderledes og personlige værkanbefaling fra den ene af initiativtagerne til LYT TIL KBH og manden bag kunstnernavnet Krishve, Kristian Hverring.

1) Hvilket værk vil du gerne anbefale til andre?
Jeg bliver nok nødt til at vælge en drøm, jeg havde for noget tid siden. En koncert i et gammelt nedlagt biografkompleks i Bruxelles. På scenen var medlemmer af The Residents, Coil, Slayer, Velvet Underground, Guns N’ Roses og Einstürzende Neubauten. Cash, Bowie og Derbyshire gjorde også et eller andet. Arvo Pärt kom ind på scenen, men gik ud igen med det samme. Så Ligeti og Lemmy i baren. Over scenen svævede en sky af helikopterkatte. Lee Hazlewood, Scott Walker, Laurie Anderson og Ronettes sang kor. David Lynch dirigerede. Hans bidrag bestod i forundrede smil og flagrende håndbevægelser i retning af John Cage, der ved et komfur strøg en fjer mod en kogende kedel. Lars von Trier lavede lyd. Sublimt dårligt. Med vilje. Inger Christensen skammede sig bare. På alles vegne. Musikken var en kakofoni af knækket selvværd i HD. Uimodsigelig som en naturkraft, asiatisk i sin vælde, grum som et K-hole. Jeg vågnede med en underlig tilfredsstillelse i kroppen. 

2) Hvorfor er dette værk særligt?
Det er vigtigt at drømme. Og sove, hvis man kan. Det er godt for hørelsen. 

3) Hvad arbejder du selv med lige nu?
“1 + 1 = 3 [30 sekunder]” er en serie af improviserede 30 sekunders duetter med skiftende samarbejdspartnere. Det har stået på siden 2009 og viser ingen tegn på at gå væk. Kan opleves på film eller live. Er samtidig ved at tyde konturerne af to nye udgivelser. Den ene bliver en kortere ting, den anden længere, og på vinyl. Jeg glæder mig meget til at møde dem begge. Man kan se med på min hjemmeside www.krishve.com.

LYT TIL KBH er et samarbejde jeg har med arkitekten Jakob Oredsson. LYT TIL KBH bor på hjemmesiden www.lyttilkbh.dk og kan antydes med disse korte instrukser: 
 - Gå ud i byen
 - Placer dine hænder bag ørerne
 - Lyt til byens lyde

På hjemmesiden finder man en mere uddybende beskrivelse af intentionerne bag, samt binaurale optagelser fra forskellige steder i København. Vi arbejder i øjeblikket på næste trin. LYT TIL KBH er kun lige begyndt at vise sig, og vi planlægger en lang rejse.

Læs mere om Seismografs omtale af projektet.

Jeg er også involveret i et par nye projekter med Hotel Pro Forma, som jeg efterhånden har samarbejdet med i tre år. Derudover arbejder jeg på lydsiden til en udstilling på Nordatlantens Brygge til efteråret. Det lover godt for drømmene, men varsler ilde for søvnen.

kortkritikrelease
11.02

Ekkoer fra oliventræerne

Mai Mai Mai: »Karakoz«
© PR
© PR

Sorg er arveligt. Det er kollektivt og mere end blot strømme af tårer – hvilket utallige generationer af undertrykte palæstinensere vidner om. På albummet Karakoz skaber den Rom-baserede musiker Mai Mai Mai en genklang af denne kollektive sorg og forsøger at gribe om det palæstinensiske folks fortvivlede håb. Ikke med politiske paroler, men med mørk spiritisme og synthesizere.

Karakoz er en ældgammel form for skyggeteater med rødder i det Osmanniske Rige, og albumtitlen fungerer som et varsel om den musikalske puls, der sætter ind allerede fra åbningsnummeret »Grief«. Her lyder musikken som en arkaisk folkehymne: langsom, repetitiv perkussion skaber en tårevædet minimalisme, og nummeret føles som en ceremoni, der er blevet overleveret gennem generationer. Med synthesizere der langsomt snor sig om Maya Al Khaldis længselsfulde vokal, bliver »Grief« en kulturel bro mellem glemte traditioner og den højaktuelle tragedie, der i dag indhyller Palæstina i et altoverskyggende mørke.

Igennem de syv numre kan man høre traumet som en vind, der mumler i gadebilledet og mellem oliventræerne. Det skyldes måske, at albummet er blevet til i samarbejde med lokale kunstnere og inkluderer arkivmateriale fra The Palestinian Sound Archive – et arkiv over årtiers glemt musik, lyrik og albumcovers. Karakoz er en nyfortolkning af Mellemøstens spiritisme og glemte musik. Det er et vidnesbyrd om sorgen som levet liv, og som et arkivarisk brystværn tager Karakoz således del i kampen for et frit Palæstina.

© PR

»For mig er musik et hemmeligt, sikkert sted. Det er et tilflugtssted fra samfundet, fra den, man forventes at være, og fra ideen om at høre til. Det er et rum, hvor man er fri for konflikt og dualistiske tankegange. Det er et sted at føle verden uden at skulle forstå den.«

Masaya Ozaki er en komponist født i Niigata, Japan. Hans arbejde er dybt påvirket af rummets flygtige natur og lydens finesser i fysiske miljøer. Ozaki ser ikke kun lyd som et medie, men som en form, der er dybt sammenflettet med de rum, den bebor, noget han udforsker udførligt i stedsspecifikke projekter som Echoes, der involverede liveoptrædener inde i et fyrtårn.

Ozakis seneste album, Mizukara (2024), er en afspejling af hans personlige og kunstneriske rejse, primært formet af hans oplevelser i Island. Albummet omfavner minimalisme og introspektion og inkorporerer feltoptagelser, sparsomme instrumentalnumre og teksturerne i det islandske landskab for at udforske det flydende forhold mellem selvet og miljøet. I nylige interviews har han understreget sit skift fra rent lydbaserede kompositioner til dem, der dybt overvejer miljø og rum. Hans flytning til Island har haft en dyb indflydelse på hans arbejde og opmuntret ham til yderligere at fusionere grænserne mellem musik, natur og arkitektur. Han er også medlem af det Reykjavík-baserede emo anime doom metal-band MC Myasnoi.

© Julie Montauk
»For mig er musik en tidsrejse; én sang kan sende dig tilbage til en barndomssommer, et fyldt dansegulv, et breakup – eller en følelse af håb, du troede, du havde lagt fra dig.«
 
Dansk-korsikanske Malu Pierini har skabt sit eget musikalske univers et sted mellem København, Korsika og 1960’ernes Paris. Her mødes nordisk soul/pop og fransk chanson, når hun trækker tråde til sin families rødder på Paris’ cabaretscene, Middelhavets rå skønhed og fortællinger, der bygger bro mellem fortid og nutid.
 
Pierini har netop udgivet debutalbummet Libera Me – en filmisk og dybt personlig rejse ind i familiehistorien og en undersøgelse af, hvad vi bærer med os videre fra dem, der kom før os. Albummet forener fransk 60’er-lyd, bossa-referencer, korsikanske folketoner og indiepop i en fortælling om kærlighed, arv og identitet. 
kortkritikrelease
06.02

Små snefnug i en brutal snestorm

Mads Emil Dreyer: »Miniatures«
© PR
© PR

Da denne anmeldelse skulle nedfældes, væltede snestormen ind over Danmark, og selv Østerbro blev druknet i smuk, hvid sne. Dette passede helt utrolig godt til den danske komponist Mads Emil Dreyers nyeste kompositioner, der er præget af melankolske, barnlige strofer af klokkespil og fjerne synths. De minimale kompositioner bliver udført af ensemblerne Scenatet, EKKI MINNA og Athelas Sinfonietta, der alle har den moderne musik, kompromisløse eksperimenter og en leg med akustik og indgangsvinkler, til fælles. Dette høres også i værkerne.

Ekkoer af metalliske klangflader blandes med enkelte, svævende pads og kammer oftest over fra det smukke til det skræmmende. Pladens første halvdel præges af lidt mere lyse og legende melodier, hvor specielt »Miniature I–II« og »I–III« leverer smukke melodier, der oftest rammer en i hjertet. Et kort intermezzo indleder pladens anden halvdel, hvor skurrende keys og pads introduceres, og de klingende klokkespil hænger over én som uhyggelige skygger eller skræmmende spøgelser.

Suiterne er korte, enkle og virkningsfulde, men samtidig dybt stemningsskabende. På kort tid er Miniatures blevet et foretrukket lydrum for denne anmelder, når der er behov for at trække sig tilbage i sindets kamre, hvor blandingen af klokkespil og tilfældighedsprincip fremstår som små, glinsende snefnug i en lang og brutal snestorm.

© PR

»Musik for mig er et sus i brystet – en vej til at forstå og udtrykke følelser.«

Cecilie Penney (f. 1990, DK) er fra februar aktuel med udstillingen Rest and Routine – Duet for Sanatorium and Modern Hospital i Nikolaj Kunsthal. Hun billedkunstner og elektronisk komponist, der arbejder på tværs af lyd, installation, video og tekst. Hendes praksis undersøger, hvordan infrastruktur og kulturelle normer former menneskelig adfærd, samt hvordan følelser og empati udfolder sig inden for strukturelle, sproglige og teknologiske systemer.

I de senere år har hun haft særligt fokus på det skandinaviske sundhedsvæsen og på, hvordan patienter navigerer i en institution, der kan være vanskelig at få adgang til og forstå. Med en konceptuel tilgang undersøger Penney, hvordan patienter ofte forventes at passe ind i rigide rammer, som ikke tager højde for deres individuelle behov. Ved at skabe forestillede eller alternative verdener udforsker hun nye muligheder for heling og transformation inden for bureaukratiske systemer og inviterer til refleksion over, hvordan systemisk forandring kan vokse frem af følelsesmæssig indsigt og kollektiv gentænkning.

Penney har en MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i København samt en BFA i kunstfotografi fra HDK-Valand i Göteborg.