Til de der ikke kender Bergen festspillene, hvordan vil du kort karakterisere dens særpræg i forhold til andre festivaler?
Beyer: Festspillene er stor og med 232 produktioner i 2013 større end de fleste festivaler, som har fokus på musik, teater, dans med mere. Det interessante for mig ved at arbejde med denne festival er, at den både er bred og smal, båret af stolte traditioner og samtidig vildt eksperimenterende. En undersøgelse fra 2008 viser, at 86% af Norges befolkning kender Festspillene, og en undersøgelse fra 2010 viser, at 97% af befolkningen i Bergen/Hordaland kender festivalen. Arkivet for Festspillene i Bergen er netop blevet optaget i det nyoprettede og eksklusive register «Norges Dokumentarv».
Vi taler med andre ord om en festival, som i nordmændenes egen selvforståelse har betydet noget for Norge som nation. Hele byen er i undtagelsestilstand i 15 dage, og du er nødt til at være her, hvis du vil opleve det nye fødes og det gamle tolket af verdens bedste udøvere. Med et generøst budget og en række fantastiske støttespillere, kan vi gennemføre omfattende og komplicerede projekter, som andre ikke har administrative og økonomiske muskler til at realisere. Hvis du f.eks. samler alle vores ny musikaktiviteter i år, vil du se, at der er tale om ikke så få produktioner, faktisk en hel festival i festivalen.
Hvad ser du frem til som festivalens højdepunkter?
Beyer: Jeg synes, at alle vores produktioner er interessante. Mens jeg skriver disse linjer (tirsdag den 21. red.), lyder en flot musik fra Festpladsen, hvor Phase7 prøver på den spektakulære event i morgen aften, hvor nye electronica beats, 300 syngende børn og unge, lurspillere og 35 lysende helikoptere svæver over byen. Før dette har vi haft premiere i Grieghallen på operaen Marco Polo af Tan Dun, som bliver en billedstorm og vokal og musikalsk eksotisme og ekvilibrisme. Det nyskabende sker ikke mindst på teaterområdet, og der har vi bl.a. verdenspremiere på Coelacanth af Alan Lucien Øyen. Det er en fem timer lang forestilling, som på alle måder er stort tænkt. Listen er lang over produktioner, jeg gerne vil nævne, måske det er bedre at invitere læserne inden for på www.fib.no – så kan de selv gå på opdagelse i vores tre indgange til programmet: Fornøjelser, forbindelser og forstyrrelser.
Hvad er årets kunstneriske sats?
Beyer: Festspillene har tradition for at satse på unge talenter. Det er på denne festival, at Leif Ove Andsnes, Vilde Frang, Christian Ihle Hadland har fået deres kunstneriske kickstart. Vi har en nordisk solistkonkurrence for unge talenter, og vi har fokus på talentudvikling i bredeste forstand. Bergen er en ung by, en tiendedel af befolkningen er studerende på universitetet. Det er vildt spændende at tænke nye projekter med dem. Fremtidens publikum vil vi gerne nå, derfor har vi et omfattende børn- og ungeprogram. Vi har et stort, loyalt kernepublikum, som forventer klassisk musik i verdensklasse, og dette publikumssegment skal vi ikke skuffe. Festivalen er såkaldt ”knudepunktsfestival”, dvs. vi skal være motor i hele regionen og gerne i hele landet i forhold til at dele ud af vores kompetencer og netværk, vi skal arbejde mangfoldigt, med publikumsudvikling og vise Bergen som ledende kulturby. Vi arbejder i festivalen med stor virkelyst og energi for at fastholde og udbygge denne position som ledende festival i Norden på musik- og teaterområdet.
Hvordan differentierer festivalen sig fra sidste års festspil?
Beyer: Vi har gennemført en institutionel turn-around, og er flyttet til nye lokaler. Vi har en ny strategi, nyt visuel profil og grafisk design. Vi arbejder målrettet med nye former for markedsføring, inkludering og udnyttelse af ny teknologi. Når din ambition er at rebrande en så tung og betydningsfuld institution med 61 års historie, er du nødt til at tage nogle tydelige greb i forhold til form, indhold og formidling. Du kan ikke nøjes med at flytte en lille brik i et hjørne. Du skal ville chokere.
I hvilken retning ønsker du Bergen Festspillene bevæger sig i løbet af de næste fem år?
Beyer: Den 61-årige dame skal blive endnu mere ungdommelig, farlig og uforudsigelig.
På billede er Annar Follesø, taget af fotografen: Dag Thorenfeldt
Lyt! De tabte lande lever
Komponisten Peter Danstrups sangcyklus Landene der forsvandt til Vokalensemblet GLAS lader os besøge lande, hvis navne ikke længere findes på verdenskortene. I en stærk blanding af genrer er hver sang som skåret ud af sit egen tidspunkt i historien. Teksten i den munstre folkevise Heligolandet giver associationer til Alberte Windings universer (en kæmpe kompliment). Min ven Brooke er en bluesy og stærkt humoristisk fortælling, der konstant holdt mig på kanten af mit sæde i spænding efter den næste strofe. Østrumelien har karakter af en revolutionær kampsang, og Libertatia føles som det manglende nummer på Sebastians Skatteøen, nemlig piraternes stærkt politiske modspil mod det klassesamfund, de ikke ønskede at være en del af.
De mange genrer er mesterligt flettet sammen og fremført af sangerne i ensemblet. Hver sang spiller på nogle kendte musikalske konventioner, så det føles som om, man genkender musikken. Og alligevel vindes nyt land – det er lidt som at studere historien om de lande, der nu mangler. De udfylder nogle huller i vores konventionelle fortællinger.
Samarbejdet mellem Danstrup og GLAS-sangerne er et af de sjældne samarbejder, der kun bliver bedre efter første gennemlytning – og det bør fortsættes, udbygges og styrkes fra officiel side. Øj hvor er det godt!
Verden er så pink
En løber af lyserød nervøs velour inviterer de unge publikummer ind i et moderne kirkerum, der er omdannet til en totalinstallation – pink tekstiler fra gulv til loft.
Musikeren Rosyan sidder i en cirkel af firkantede, luftige søjler af pink garn, der hænger fra loftet. I sit lille rum i rummet skaber hun et organisk soundscape ved at live-loope sin cello og vokal og mikse det med baggrundstapeter af reallyde og rytmer. Imens kaster en overheadprojektor live visuals på væg og loft, som i løbet af koncerten mere og mere matcher musikken, ligesom der optages og afspilles live video af forskellige væskers og farvers interaktion med hinanden i et kar. Publikum sidder andægtigt og følger med i den audiovisuelle drone, der afløses af den topenergiske elektroniske kunstner og DJ Bjørn Svins eksperimenterende samples og rytmer. Er Berghain flyttet til Nørre Allé i Aarhus? Lyden af berlinernatklub er i hvert fald flyttet smukt ind i de pink landskaber af tuftede vandpytter, meterlange slør af chiffon og plysbetrukne sofaer. Pink experience topper med vilde visuals af Analog Glasur.
Den lyserøde totaloplevelse fortsætter med jazzmusiker og elektronisk looper Sasha Masakowski fra New Orleans, som udfordrer danseskoene, de sko, som har vænnet sig til restriktioner og stadig kun bevæger sig minimalt.
Lydsporet til din daglige færden
I sit måske vigtigste værk, L'étique de la psychanalyse, diskuterer den franske psykoanalytiker Jacques Lacan, hvordan et objekt forvandles til noget andet, i det øjeblik det efterlignes af et kunstværk. Kunstværket, siger han, foregiver kun at efterligne objektet. De ord har ofte strejfet mig siden min første lytning til Vincent Yuen Ruiz' debutalbum, Le seul salut que je connaisse. Live-indspilningen fra Koncertkirken er fortrinlig moderne kompositionsmusik – et dokument over de naturligt forekommende lyde, der danner lydsporet til vores daglige færden i storbyen: legende børn, trafik, fodtrin, døre, der åbnes og lukkes. Henover disse skøjter et væld af strygere og orgel, som søgelyset fra en projektør, der udstiller et goldt krigslandskab: Lydene fremstår forvrængede, fremmede, som om de i musikkens favntag gøres til, med Lacans ord, noget andet. Noget ildevarslende og smukt.
Eneste anke er måden, musikken til sidst fordamper uden at have nået en definitiv afslutning. Jeg savner et punktum, en konklusion. På den anden side er der noget fascinerende ved idéen om albummet som et kort indblik i noget større, frem for et afgrænset hele i sig selv. Når de sidste toner ringer ud, sidder jeg tilbage med følelsen: Hvis jeg slog et smut forbi Koncertkirken, ville Ruiz og hans musikere stadig være i gang.
Hovedspring i containeren
I hjørnet af Støberiets forsamlingslokale hænger en brudekjole af det pureste hvide plastik. Den tilhører POSY aka. James Black som bizar runaway bride i et multikøn af pap og PVC. På en skærm ses POSYs trivielle hverdag sløjfe sig som korte modløse Instagram-videoer. Hurtige sprittuschtegninger på væggen tilføjer en orakelstatus til Blacks vidunderligt mærkelige karakter – i denne installation går det trivielle og det sensationelle i hårdknude.
POSY II – The life of POSY er del af koncertinstallationen Sa(l)vages kurateret af det entreprenante ensemble K!ART. Fem solooptrædener kredser om begrebet affald/spild. To af komponisterne spiller på hjemmelavede skraldeinstrumenter. Emil Vijgens trækasse med fjedre spændt på toppen har klanglig dybde; formen efterlades dog lovligt søgende i Spring Pastludes, og Kristin Warfinges Space Junkyard taber mig omvendt i brugen af loop-sekvenser. Nærværet sættes over styr.
Neli Pantsulaias højttalerværk Just the Simplicitity of Life er et spøgelsesopkald fra 00’erne: En gruopvækkende surftur på bilradioens FM-bølger med Britney Spears og sælgerstemmer monteret med nødopkald og elektroniske støjeffekter. Before, Behind, Between, Above, Below af Connor McLean lyder også hacket. Mikkel Schou agerer cyborg: Autotunet til at være out of tune med sin westernguitar plastret til med slimede effekter.
Aftenens højdepunkt var Rob Durnins trommesæt-etude these gizmos are totally ill-suited for my birthday bash, mom: Hsiao-Tung Yuan udstyret med de underligste trommestikker i form af asiatisk snakkende højttalere, som bragte barneleg ind i en stiliseret afmontering af den kultiverede trommeslager.
Summa summarum om Sa(l)vages: Der er spildmateriale derude, som ikke må gå til spilde. Spændende idéer og lyde materialiserer sig ofte i randområderne af objekternes egentlige intention. Men jeg savnede noget mere skrald i affaldstematikken, der kun glimtvis bed fra sig.
Til rave med Teletubbies
»Nu kan alt ske, lige om lidt kommer Alexandra flyvende gennem ruden.« Jeg overhørte denne kommentar, mens vi ventede på at blive lukket ind i Koncertkirken. Døren gik op, og fire væsener med kæmpe papmachéhoveder og tylskørt lukkede os ind. Til en scenografi, der bestod af et bur bygget af neonrør. Oh yes, alt kan ske nu, tænkte jeg og trådte ind i en verden af tyl, pap, neon og teletubbier fra mine dybeste mareridt.
Koncerten vekslede mellem kropsligt performanceteater, hvor lyden kom fra de mange mikrofoner, der var sat i neonburet, og ravemusik af den type, man går til klokken tre om natten på Roskilde. Fire sortklædte mænd i helt hvide høje hæle udførte to forskellige, velkoreograferede serier med hælene som percussion. Senere så vi fire hvidklædte kvinder, bundet sammen i et stort stykke stof, binde snore på kryds og tværs af buret for herved at skabe musik, når de kastede sig mod stoffet og kun blev holdt af de andre. Jeg sad på kanten af mit sæde, hver gang en af performerne var ved at falde, hvilken intensitet!
Men mest fascinerende var kontrasten, da ravemusikken begyndte at spille og de fire stagehands tilfældigt, men effektivt fjernede alle paprørene fra neonburet. Ravets uplanlagte koreografi af kroppe, der intuitivt vidste, hvor de skulle hen, til de elektroniske og prædefinerede rytmer, rundede fint aftenen af, da de nu otte mareridts-teletubbier dansede rundet i salen. Jeg er stadig ikke sikker på, hvad der skete – men nøj!