22.05.2013

5 korte til Anders Beyer

Til de der ikke kender Bergen festspillene, hvordan vil du kort karakterisere dens særpræg i forhold til andre festivaler?
Beyer: Festspillene er stor og med 232 produktioner i 2013 større end de fleste festivaler, som har fokus på musik, teater, dans med mere. Det interessante for mig ved at arbejde med denne festival er, at den både er bred og smal, båret af stolte traditioner og samtidig vildt eksperimenterende. En undersøgelse fra 2008 viser, at 86% af Norges befolkning kender Festspillene, og en undersøgelse fra 2010 viser, at 97% af befolkningen i Bergen/Hordaland kender festivalen. Arkivet for Festspillene i Bergen er netop blevet optaget i det nyoprettede og eksklusive register «Norges Dokumentarv».

Vi taler med andre ord om en festival, som i nordmændenes egen selvforståelse har betydet noget for Norge som nation. Hele byen er i undtagelsestilstand i 15 dage, og du er nødt til at være her, hvis du vil opleve det nye fødes og det gamle tolket af verdens bedste udøvere. Med et generøst budget og en række fantastiske støttespillere, kan vi gennemføre omfattende og komplicerede projekter, som andre ikke har administrative og økonomiske muskler til at realisere. Hvis du f.eks. samler alle vores ny musikaktiviteter i år, vil du se, at der er tale om ikke så få produktioner, faktisk en hel festival i festivalen.

Hvad ser du frem til som festivalens højdepunkter?
Beyer: Jeg synes, at alle vores produktioner er interessante. Mens jeg skriver disse linjer (tirsdag den 21. red.), lyder en flot musik fra Festpladsen, hvor Phase7 prøver på den spektakulære event i morgen aften, hvor nye electronica beats, 300 syngende børn og unge, lurspillere og 35 lysende helikoptere svæver over byen. Før dette har vi haft premiere i Grieghallen på operaen Marco Polo af Tan Dun, som bliver en billedstorm og vokal og musikalsk eksotisme og ekvilibrisme. Det nyskabende sker ikke mindst på teaterområdet, og der har vi bl.a. verdenspremiere på Coelacanth af Alan Lucien Øyen. Det er en fem timer lang forestilling, som på alle måder er stort tænkt. Listen er lang over produktioner, jeg gerne vil nævne, måske det er bedre at invitere læserne inden for på www.fib.no – så kan de selv gå på opdagelse i vores tre indgange til programmet: Fornøjelser, forbindelser og forstyrrelser.

Hvad er årets kunstneriske sats?
Beyer: Festspillene har tradition for at satse på unge talenter. Det er på denne festival, at Leif Ove Andsnes, Vilde Frang, Christian Ihle Hadland har fået deres kunstneriske kickstart. Vi har en nordisk solistkonkurrence for unge talenter, og vi har fokus på talentudvikling i bredeste forstand. Bergen er en ung by, en tiendedel af befolkningen er studerende på universitetet. Det er vildt spændende at tænke nye projekter med dem. Fremtidens publikum vil vi gerne nå, derfor har vi et omfattende børn- og ungeprogram. Vi har et stort, loyalt kernepublikum, som forventer klassisk musik i verdensklasse, og dette publikumssegment skal vi ikke skuffe. Festivalen er såkaldt ”knudepunktsfestival”, dvs. vi skal være motor i hele regionen og gerne i hele landet i forhold til at dele ud af vores kompetencer og netværk, vi skal arbejde mangfoldigt, med publikumsudvikling og vise Bergen som ledende kulturby. Vi arbejder i festivalen med stor virkelyst og energi for at fastholde og udbygge denne position som ledende festival i Norden på musik- og teaterområdet.

Hvordan differentierer festivalen sig fra sidste års festspil?
Beyer: Vi har gennemført en institutionel turn-around, og er flyttet til nye lokaler. Vi har en ny strategi, nyt visuel profil og grafisk design. Vi arbejder målrettet med nye former for markedsføring, inkludering og udnyttelse af ny teknologi. Når din ambition er at rebrande en så tung og betydningsfuld institution med 61 års historie, er du nødt til at tage nogle tydelige greb i forhold til form, indhold og formidling. Du kan ikke nøjes med at flytte en lille brik i et hjørne. Du skal ville chokere.

I hvilken retning ønsker du Bergen Festspillene bevæger sig i løbet af de næste fem år?
Beyer: Den 61-årige dame skal blive endnu mere ungdommelig, farlig og uforudsigelig.

På billede er Annar Follesø, taget af fotografen: Dag Thorenfeldt

kortkritikrelease

22.08

Ingebrigt Håker Flaten skaber musikalske mønstre ud af kaos

Ingebrigt Håker Flaten (Exit) Knarr: »Drops«

Sonic Transmissions Records, 22. aug.

Kristoffer Møllegaard

Nøgleordet til denne udgivelse findes allerede i åbningsnummerets titel: »Deluge (deconstructed)«. Her piller Håker Flaten en Wayne Shorter-komposition fra hinanden som et LEGO-sæt og samler den igen på en måde, der kun glimtvis minder om originalen. Ud af brikkerne vokser et kort, gentagende guitarmotiv, som trommer, saxofoner, bas og klaver kredser om i stadig mere opløste mønstre. Melodierne bliver gradvis mindre konkrete, instrumenterne spiller mindre sammen, intensiteten vokser næsten umærkeligt – indtil alting falder fra hinanden, og processen begynder forfra. Samme greb bruges i tredje nummer, »Kanón (for Paal Nilssen-Love)«, hvor spænding og udløsning formes i en bølgegang, der driver musikken fremad. Håker Flaten mestrer kunsten at skabe dramatiske kurver, som fører lytteren sikkert igennem selv de mest tumultariske passager.

Easy listening er det ikke – vi er stadig i freejazzens territorium – men der er en særegen dragende balance mellem kaos og afmålthed. Først fanges man af overraskelsen i musikkens pludselige drejninger, siden af genkendelsens glæde, når man begynder at fornemme de steder, hvor musikken spidser til.

Albummet afsluttes med »Austin Vibes (tweaked by Karl Hjalmar Nyberg)«, en støjende collage, der langsomt åbner sig mod brudstykker af mere konventionelle blæsermelodier. Her kommer vi tættest på noget, der ligner en klassisk jazzfornemmelse – og alligevel ikke. Det er stadigvæk ikke umiddelbart letfordøjelig musik. Men selv når Håker Flaten og hans medmusikanter bevæger sig længst ud i det fragmenterede, formår de at gøre det svært forståelige let at forstå.

playliste

20.08

My name is Deejay Unqanny – would you like to see my playlist?

»Unqanny can often prefer the dual extremities of hyper-dense volume-hiked overload-delivery and a somnolent barely-there faintness, where events are rationed to preserve any savouring opportunities...«

Deejay Unqanny used to oscillate between spinning in Old York (The Woolpack Inn) and New York (Nublu), but lately he's been tending towards an existence in the ethereal sphere. Many sonics form his grist. In the light (or dark) of current climes, he has drawn his cloak over a clutch of voices that are enfolded with a particularly distressed passion.

kortkritik

19.08

På et snusket hotelværelse mødes liv, traumer og musik

Emma O’Halloran, Irish National Opera: »Trade« / »Mary Motorhead«

Signum Classics, 15.08

Andrew Mellor

To kammeroperaer af den irske komponist Emma O’Halloran, begge baseret på skuespil af hendes onkel, Mark O’Halloran. Den første, Trade, er fuldstændig fængslende og dybt bevægende: historien om to mænd, der mødes for at have sex på et snusket hotelværelse, hvis sammenfiltrede liv er tynget af traumer og kærlighed. Komponisten taler om det »smukke økonomiske sprog« i sin onkels tekst, og det samme kan siges om hendes musik, der lader teksten opbygge mere og mere spænding og intensitet uden at klemme den – men lige så ofte nærmest trækker sig helt tilbage og lader teateret og fortællingen få overtaget. Den vokale skuespilpræstation er fremragende.

Den stilistiske opfindsomhed i Trade, hvor de to karakterer tegnes så levende, vender tilbage i monologen Mary Motorhead, men med mindre held. Her kan de musikalske samples komme til at stå i vejen for vores blik ind i fangen, der fortæller om sit hårde liv, inden hun splittede sin mands hoved med en kniv. Sammen med Trade understreger det dog kun O’Hallorans talent for teater og hendes sikre musikalske håndelag. Ville det være for meget at håbe på en eller to virkelig teatrale, fortællende operaer som disse i den avantgardistiske del af Copenhagen Opera Festival?

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

playliste

16.08

Mit navn er Rikke Frisk – vil du se min playliste?

»Musik er for mig et enestående paradoks. Det er både chancen for at give slip og glemme sig selv – og vejen til en ultimativ, ordløs forbundethed med andre. Ligesom i naturen, kan man blive fuldkommen væk og finde sig selv igen. Og så er de to ting i øvrigt noget af det, der kan gøre mig allermest spontant lykkelig.«

Rikke Frisk er festivalchef for Copenhagen Opera Festival og bestyrelsesleder for spillestede ALICE på Nørrebro. Hun har tidligere været med til at skabe blandt andet Strøm Festival, det danske værtskab for WOMEX og den feministiske samtalefestival Talk Town. Og så spillede hun engang dårlig bas i rockbandet Learning From Las Vegas.

playliste

16.08

Mit navn er Rasmus Bang – vil du se min playliste?

»Musik for mig er tilstede i stort set alt, jeg beskæftiger mig med. Hvis det skal deles op i statisk og flydende kunst, hører jeg musik, når jeg kigger på malerier, bygninger, madretter, mennesker og landskaber. Musik er en flydende kunst, der ikke kender rammer og grænser, det flyder ind og ud af ting, ind og ud af bevidstheden. Det er her bare – til at blive lyttet til, ikke nødvendigvis altid forstået, men altid registreret og følt. Nu bliver jeg hængt på torvet på Djursland for sådanne filosofiske holdninger, men jeg har det også fint med at lade dette ovenstående postulat være min svanesang.«

Rasmus Bang er trommeslager og sanger i bandet KATLA, som spiller doom med dødsmetal- og blackmetalinspirationer. Han tatoverer til dagligt og bor på Christianshavn i København med sin kæreste Marie, deres søn Kaj Anker og hunden Frank. Oprindeligt fra Djursland.