16.03.2017

At kuratere hverdagens magi

Under temaet EPIPHANY har den aarhusianske festival for ny musik og lydkunst, SPOR, offentliggjort det fulde program for sin 2017-udgave.

Det engelske ord "epiphany" kan bedst oversættes til dansk som åbenbaring, men dækker også over manifestationer af noget overnaturligt eller magisk. På SPOR 2017 udforsker man gennem temaet små fortryllelser, der er i clinch med hverdagen.

Det kommer i programmet til udtryk gennem forskellige situationer, der erobrer de rum, hvori hverdagslivet udspiller sig og kaster nyt lys over de mønstre og rutiner, som knytter sig til det daglige liv.

»Eksempelvis laver Ea Borre og Sandra Boss et værk, som tager udgangspunkt i en kendt situation – en gademusikant, som sidder og spiller – det er noget man bumper ind i, når man er i sit almindelige hverdagsliv. Men de vender, drejer og strækker det, så de ender med noget, som bliver en lille bobbel af magi, som både har den her kendte hverdagslige følelse, men som samtidig sætter sig fuldstændigt ud over den«, forklarer den ene af festivalens kunstneriske ledere Anne Marqvardsen.

Værket hedder Sustained Effort og gør brug af en akkordeon-lignende lydskulptur af ekstreme fysiske proportioner, der bliver en del af en offentlig performance i Aarhus' byrum.

Ligeledes laver den polske komponist, performer og kunstner Jagoda Szmytka en syv dage lang performance, hvor hun bor i et udstillingsrum til frit skue for offentligheden. Og således bidrager programmet på forskellig vis med små performative, der rummer åbenbaringer.

»Der er en meget stærk personlighed i årets tema og i de værker og kunstnere, som er blevet inviteret indenfor, og som er blevet udvalgt. Det, der generelt kendetegner SPOR er, at der altid er en ret stram kuratering og tematik, som tegner festivalen rigtigt meget, uanset om vi gør det solo, eller om vi gør det sammen med en gæstekurator. Vi inviterer ikke bare de kunstnere og ensembler ind, der alligevel turnérer i maj måned«, pointerer Anne Marqvardsen.

SPOR er født med idéen om at have en ny kurator hvert år. I 2007 var det Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen, der vandt kuratorkonkurrencen. Året efter indtrådte de som festivalens direktører og har siden givet kuratorstafetten videre til vægtige danske komponister som Bent Sørensen og Simon Steen-Andersen, til udenlandske udfordrere som Joanna Bailie og Jennifer Walshe eller fællesskaber som f.eks. det belgiske Nadar Ensemble, der kuraterede festivalen sidste år. Men på tiåret for deres debut kurateres festivalens program atter af direktørparret Marqvardsen og Christensen.

»EPIPHANY er også et tema og en overskrift, der relaterer sig personligt til det arbejde vi selv har haft med festivalen. Det er vores tiende festival i år, og på en måde tror jeg der ligger en grundforståelse for os begge to af, at vi har arbejdet så utroligt eksperimenterende med den her festival, og vi har valgt at lave så mange ting, som var ukontrollérbare og uden at vide, hvad det ville ende med. Det har affødt de her bittesmå åbenbaringer eller magiske ting, som vi ikke kunne være sikre på. Så der ligger også noget personligt i det tema i forhold til, hvordan vores egen rejse har været med den her festival gennem 10 år«, fortæller Anna Berit Asp Christensen.

Efter at have vokset sig til den institution, den er i dag, har SPOR kræfter til at realisere flere og mere ambitiøse tiltag. Det afspejler sig eksempelvis i projekter som SPOR New Music School, hvor der under festivalen de seneste to år er blevet komponeret samtidsmusik og lydkunst af musikskoleelever på 11-15 år. Men festivalens udvikling ses også i musikprogrammet:

»Alt, hvad der er på programmet, er noget vi holder af på en helt særlig måde, og som betyder rigtig meget for os. Men der er ingen tvivl om, at jeg er rigtig stolt over, at vi i år kan præsentere en meget stor Manos Tsangaris-produktion. Han er en utrolig anerkendt figur på ny-musik-scenen i hele Europa, og man har aldrig haft en Tsangaris-produktion i det format før i Danmark«, afslutter Anna Berit Asp Christensen.

SPOR finder sted i Aarhus 8-14. maj på forskellige lokationer i Aarhus.

Læs mere på festivalens hjemmeside.

playliste

15.02

Mit navn er Mika Akim – vil du se min playliste?

»For mig er musik livet. Musikken indeholder alt og har den stærkeste helende kraft, der findes.«

Mika Akim er bratschisten, komponisten og sangskriveren Mika Persdotters soloprojekt. Projektet startede, da Mika fandt en viola d'amore uden for Prag og begyndte at skrive sange til den, om og til kroppen. Hun udforsker åbne former, minimalistiske tilgange og blander indflydelser fra folkemusik, barok og eksperimenterer med lyd. Musikken er cyklisk og ærlig. Siden projektet startede, har Mika Akim udgivet to album, og 27. februar udkommer det tredje, soloalbummet feb 28, på Inga Records.

Udover soloprojektet er Mika Persdotter en aktiv musikere i den eksperimentelle musikscene samt indenfor kontemporær og barokmusik i København. Medlem af Halvcirkel, Damkapellet, Wolfskin Ensemble og Stök med mere.

playliste

14.02

Mit navn er Bobo Moreno – vil du se min playliste?

Bobo Moreno. © Thomas Roger Henrichsen

»Musik er for mig et element på linje med jord, vind, ild og vand. Musik er næring, der indgår i min personlige kostpyramide, sammen med ost, æg og tomater. Musik er en relation i mit liv, der er lige så vigtig som de mennesker, jeg har omkring mig. Musik er som et ekstra organ, som jeg sanser verden igennem.«

Bobo Moreno voksede op omgivet af sine forældres eklektiske pladesamling og udviklede en kærlighed til musik, på tværs af genrer. Opkaldt efter sin stedfar, jazz- og rockbassisten Bo Stief, startede Bobo på elbas, før han, som 22-årig, fandt sit sande instrument – sin stemme. Selvlært udviklede han sit håndværk gennem utallige liveoptrædener og høstede anerkendelse for sin udtryksfulde stemme og stilistiske spændvidde. Hans nationale gennembrud kom med popduoen Peaches & Bobo i 1993. Efter årtiers optræden, i en alder af 60 år, udgiver Bobo nu Missing Pieces – hans dybt personlige debutalbum, der afspejler et liv med musikalsk udforskning og selvopdagelse, samtidig med at det markerer et nyt kapitel i en livslang musikalsk rejse.

playliste

14.02

Mit navn er Astrid Engberg – vil du se min playliste?

»Musik for mig er som vand for planter. Og et rum til at forbinde os – til os selv, andre og verden.«

Astrid Engberg er en samtidskunstner med rødder i fortiden, der blander elektronisk-organisk jazz, soul og perkussiv minimalisme. Hendes lyd kombinerer tunge, minimalistiske produktioner med personlig historiefortælling og en spirituel kant, båret af en stemme, der balancerer følsomhed og styrke. Siden udgivelsen af sit debutalbum Tulpa i 2020, fremhævet af Bandcamp som en af sommerens bedste udgivelser, har hun modtaget Steppeulven-prisen som Årets Producer 2021 og vundet Årets Vokaljazzudgivelse ved Danish Music Awards Jazz, sammen med en nominering til Årets Eksperimentelle Album.

Engberg har optrådt live og som DJ på store danske festivaler og spillesteder, herunder SPOT, Heartland, Roskilde Festival, DR Koncerthuset og SMK – Statens Museum for Kunst.

kortkritiklive

13.02

Aske i øret

Farvel & Peter Laugesen

Phono, 12.02

Andreo Michaelo Mielczarek

Der var noget befriende ved at se 83-årige Peter Laugesen træde ind på Phono med et nyt band og uden antydning af nostalgi. Der var ikke antydningen af en poetisk hædersrunde. Men masser af støj. Trioen Farvel – Halfdan Magnus Stefansson (guitar), Gustav M.K. Lauridsen (bas) og Jens Højbøge Mosegaard (trommer) – spillede ikke pænt omkring digteren. De lagde et massivt tæppe af stoner-rock og fri improvisation under ham, som om ordene skulle vrides fri af grus og forvrængning. Først lå musikken tung og sejtflydende. Længe. Så accelererede den. Og Laugesen accelererede med.

Han sad på en stol i hjørnet, bladrede i sine bøger og talte om daggry, om børn der leger, inden de forsvinder, om Finnegans Wake, Peter Plys og et arrigt »så tø for helvede«. Ordene kom ikke i takt – de landede som bolte på et værkstedsgulv. Laugesens baryton er stadig ru som ståltråd; den brabrandske accent nægter at blive poleret. Han spillede på mundharmonika. Det lød skævere end skævt – en forvreden blues.

Farvel kommer ud af en jazzambition, der gik i opløsning og fandt et andet spor i 90’er-noiserockens ru æstetik. Det klæder Laugesen. De tre unge musikere spillede ikke bag ham, men med ham, tværgenerationelt, på lige fod – ligesom de gør det på deres netop udgivne album. Det var ikke en højtidelig fejring af den aldrende digter. Det var en arbejdsplads fyldt med friktion. På Phono sang Laugesen – ja, sang – livets prosa hen over en mur af lyd. Stemmen skar sig ind mellem den buldrende bas og lilletrommens grus. Han talte om »løs aske i øret«. Man gik derfra med netop dét: en sitren i hørelsen. Når sproget møder modstand, kan det stadig slå gnister.

kortkritikrelease

11.02

Ekkoer fra oliventræerne

Mai Mai Mai: »Karakoz«

Maple Death Records, 06.02

Martin Funder

Sorg er arveligt. Det er kollektivt og mere end blot strømme af tårer – hvilket utallige generationer af undertrykte palæstinensere vidner om. På albummet Karakoz skaber den Rom-baserede musiker Mai Mai Mai en genklang af denne kollektive sorg og forsøger at gribe om det palæstinensiske folks fortvivlede håb. Ikke med politiske paroler, men med mørk spiritisme og synthesizere.

Karakoz er en ældgammel form for skyggeteater med rødder i det Osmanniske Rige, og albumtitlen fungerer som et varsel om den musikalske puls, der sætter ind allerede fra åbningsnummeret »Grief«. Her lyder musikken som en arkaisk folkehymne: langsom, repetitiv perkussion skaber en tårevædet minimalisme, og nummeret føles som en ceremoni, der er blevet overleveret gennem generationer. Med synthesizere der langsomt snor sig om Maya Al Khaldis længselsfulde vokal, bliver »Grief« en kulturel bro mellem glemte traditioner og den højaktuelle tragedie, der i dag indhyller Palæstina i et altoverskyggende mørke.

Igennem de syv numre kan man høre traumet som en vind, der mumler i gadebilledet og mellem oliventræerne. Det skyldes måske, at albummet er blevet til i samarbejde med lokale kunstnere og inkluderer arkivmateriale fra The Palestinian Sound Archive – et arkiv over årtiers glemt musik, lyrik og albumcovers. Karakoz er en nyfortolkning af Mellemøstens spiritisme og glemte musik. Det er et vidnesbyrd om sorgen som levet liv, og som et arkivarisk brystværn tager Karakoz således del i kampen for et frit Palæstina.