Under temaet EPIPHANY har den aarhusianske festival for ny musik og lydkunst, SPOR, offentliggjort det fulde program for sin 2017-udgave.
Det engelske ord "epiphany" kan bedst oversættes til dansk som åbenbaring, men dækker også over manifestationer af noget overnaturligt eller magisk. På SPOR 2017 udforsker man gennem temaet små fortryllelser, der er i clinch med hverdagen.
Det kommer i programmet til udtryk gennem forskellige situationer, der erobrer de rum, hvori hverdagslivet udspiller sig og kaster nyt lys over de mønstre og rutiner, som knytter sig til det daglige liv.
»Eksempelvis laver Ea Borre og Sandra Boss et værk, som tager udgangspunkt i en kendt situation – en gademusikant, som sidder og spiller – det er noget man bumper ind i, når man er i sit almindelige hverdagsliv. Men de vender, drejer og strækker det, så de ender med noget, som bliver en lille bobbel af magi, som både har den her kendte hverdagslige følelse, men som samtidig sætter sig fuldstændigt ud over den«, forklarer den ene af festivalens kunstneriske ledere Anne Marqvardsen.
Værket hedder Sustained Effort og gør brug af en akkordeon-lignende lydskulptur af ekstreme fysiske proportioner, der bliver en del af en offentlig performance i Aarhus' byrum.
Ligeledes laver den polske komponist, performer og kunstner Jagoda Szmytka en syv dage lang performance, hvor hun bor i et udstillingsrum til frit skue for offentligheden. Og således bidrager programmet på forskellig vis med små performative, der rummer åbenbaringer.
»Der er en meget stærk personlighed i årets tema og i de værker og kunstnere, som er blevet inviteret indenfor, og som er blevet udvalgt. Det, der generelt kendetegner SPOR er, at der altid er en ret stram kuratering og tematik, som tegner festivalen rigtigt meget, uanset om vi gør det solo, eller om vi gør det sammen med en gæstekurator. Vi inviterer ikke bare de kunstnere og ensembler ind, der alligevel turnérer i maj måned«, pointerer Anne Marqvardsen.
SPOR er født med idéen om at have en ny kurator hvert år. I 2007 var det Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen, der vandt kuratorkonkurrencen. Året efter indtrådte de som festivalens direktører og har siden givet kuratorstafetten videre til vægtige danske komponister som Bent Sørensen og Simon Steen-Andersen, til udenlandske udfordrere som Joanna Bailie og Jennifer Walshe eller fællesskaber som f.eks. det belgiske Nadar Ensemble, der kuraterede festivalen sidste år. Men på tiåret for deres debut kurateres festivalens program atter af direktørparret Marqvardsen og Christensen.
»EPIPHANY er også et tema og en overskrift, der relaterer sig personligt til det arbejde vi selv har haft med festivalen. Det er vores tiende festival i år, og på en måde tror jeg der ligger en grundforståelse for os begge to af, at vi har arbejdet så utroligt eksperimenterende med den her festival, og vi har valgt at lave så mange ting, som var ukontrollérbare og uden at vide, hvad det ville ende med. Det har affødt de her bittesmå åbenbaringer eller magiske ting, som vi ikke kunne være sikre på. Så der ligger også noget personligt i det tema i forhold til, hvordan vores egen rejse har været med den her festival gennem 10 år«, fortæller Anna Berit Asp Christensen.
Efter at have vokset sig til den institution, den er i dag, har SPOR kræfter til at realisere flere og mere ambitiøse tiltag. Det afspejler sig eksempelvis i projekter som SPOR New Music School, hvor der under festivalen de seneste to år er blevet komponeret samtidsmusik og lydkunst af musikskoleelever på 11-15 år. Men festivalens udvikling ses også i musikprogrammet:
»Alt, hvad der er på programmet, er noget vi holder af på en helt særlig måde, og som betyder rigtig meget for os. Men der er ingen tvivl om, at jeg er rigtig stolt over, at vi i år kan præsentere en meget stor Manos Tsangaris-produktion. Han er en utrolig anerkendt figur på ny-musik-scenen i hele Europa, og man har aldrig haft en Tsangaris-produktion i det format før i Danmark«, afslutter Anna Berit Asp Christensen.
SPOR finder sted i Aarhus 8-14. maj på forskellige lokationer i Aarhus.
Læs mere på festivalens hjemmeside.
Engle og dæmoner spiller orgel
På australskfødte Calum Builders nye album, Renewal Manifestation, er det orgelet, der indtager hovedrollen. Nærmere bestemt Mariendal Kirkes orgel, der til denne lejlighed spilles af Svend Hvidtfelt Nielsen. I forhold til dette imposante instrument føles både Builders egen altsaxofon samt CRUSH String Collectives Maria Jagds, Pauline Hogstrands og Oda Dyrnes’ violin, bratsch og cello, uendeligt små.
Åbneren »Breaths and Waves, Wheels within Wheels« udstiller denne diskrepans i størrelsesforhold på spændende vis. Orgelet brager som en kæmpes åndedræt, mens saxofonen og strengene hugger og stikker i en søgende, kakofonisk free jazz’et lydversion af kampen mellem David og Goliat. Dramatisk og umådeligt engagerende. Ligeledes overvældende på den gode måde er »Birth/Rebirth/Birth/Rebirth/Birth/Rebirth/Birth«, der skifter kampens hede ud med, hvad der lyder som et møde med en engel, sådan som de faktisk tager sig ud i Bibelen – majestætisk, smukt og forfærdeligt i al sin himmelske uforståelighed. Også her underkaster blæser og strygere sig orgelets stoiske ro, indtil sidstnævnte til sidst svinder ind og bliver til en næsten ynkelig piben.
Albummet slutter med »Where You Go, I Go«, et nummer så smukt som det højtidelige løfte, titlen refererer til. Med melankolske orgelflader og en svævende saxofonsolo understreger den relative simplicitet blot den foregående halve times heftighed. Renewal Manifestation er en intens og blændende triumf for Builder som komponist.
»Skal han spille på tre klaverer?«
»Skal han spille på tre klaverer?« spørger en dreng. »Det kan være, han har lært at spille med fødderne?« siger en voksen mand. Publikum på vej ind i DR Koncerthusets Koncertsal kommenterer setuppet til August Rosenbaums klaverkoncert. Det er virkelig besynderligt med tre Steinway-flygler linet op – faktisk komisk.
Da koncerten gik i gang, bildte jeg mig ind at kunne høre forskel på instrumenterne, men ville nok dumpe en blindtest. Udover lidt leg med staccato på et flygel og pedal på et andet, var setuppet rent ud sagt uudnyttet. Klaverspillet var mangelfuldt, domineret af én måde at spille på: Pedalen i bund, en aktiv højrehånd primært i mellemlejet, en venstrehånd med et afdæmpet akkompagnement, og rigtig meget repetitionsteknik.
Det føltes som en tyngdekraft, Rosenbaum ikke kunne undslippe. Ingen idé eller retning kunne løsrive sig, og man vendte altid tilbage.
Når der er to flygler til en koncert, plejer det ene at være præpareret. Rosenbaum havde tre(!) uden at bruge en eneste skrue, mønt eller bordtennisbold. Burde det ikke være kriminelt? Heller ingen udvidede teknikker såsom clusters eller spil med sin håndryg blev brugt.
Lysshowet var charmerende, til tider imponerende. Det kræver dog mere god vilje, end jeg har at kalde aftenen for en audiovisuel koncert, som programteksten fortalte mig. På vej ud hørte jeg en anden mand sige »Det var sgu meget spændende at høre ham spille.« Det synes jeg ikke.
Brumbasser kommer med punk
Smag På Dig Selv er ret punk. Nok er de instrumenter, genren oftest associeres med, skiftet ud med saxofoner, nok lyder musikken væsentligt anderledes end den, man normalt ville forbinde med punkmusik. Ikke desto mindre har tenorsaxofonist Oliver Lauridsen, baryton- og bassaxofonist Thorbjørn Øllgaard og trommeslager Albert Holberg med deres debutudgivelse SPDS lavet et vaskeægte højenergisk punkalbum, spækket med sjov, ballade, seriøsitet og vrede.
Allerede fra første nummer lægges stilen an: Trioen spiller ørehængende, ofte poppede melodier, der tager udgangspunkt i Øllgaards bragende dybe saxofoner, Holbergs stramme trommer og Lauridsens højenergiske, lyriske tenorsaxofon. Særligt effektiv er »Middelklassen avler kun skeletter«, der har en komparativt lidt mørkere klang, en bassax, der summer som en fed, morderisk brumbasse og fokuserer på stemningsopbygning i højere grad end mange af udgivelsens andre numre, dog uden at gå på kompromis med melodierne.
I den anden ende af spektrummet har vi numre som »PGO HOT 50«, med trampertempo, koklokke og epic sax guy fra helvede, »Negirî«, der med Luna Ersahin på vokal og saz i ellevte time lader blæserne træde i baggrunden, for ikke at nævne Thorbjørns vrede digte, der behandler alt fra globalisering, klimaændringer og krig til kunstakademiet og eget værd som menneske. Imponerende nok hænger det hele sammen, alting fungerer i sin forskelligartethed. Og det illustrerer på overbevisende vis det ældgamle punkdiktum, at man godt kan være vred og samtidig have det sjovt.
Ballettens nye powerduo
Josefine Opsahl sidder selv på scenen til australsk-danske Tara Schaufuss’ ballet Passengers of Passing Moments, som Opsahl har skrevet musikken til. Faktisk er det lige før, at hun stjæler al fokus fra de ti dansere, for det er fascinerende at følge den 32-årige cellists teatralske indlevelse og hendes meget aktive højrebens arbejde med loop- og effektboksen.
Den knap halve times balletmusik er inspireret af Bach, men formidler også en højlandsk dramatik med samplet åndedræt, stikkende underdelinger og udpræget rumklang. Det starter med fine lystoner i dur, men bevæger sig hurtigt ned i dybet og finder dunkende bas og paukeklang. Følelserne blæser gennem hvert strøg.
Temaet for balletten er tid. I glimt fanges danserne i Opsahls små, mekaniske sløjfer, siden etableres et mørkt, melankolsk rum, hvor en ung kvinde synker ned i et minde. Udstrakte klange og overtoner signalerer en tid sat ud af kraft; svag blæst høres, en tikken toner ind, og pludselig har hun drømt sin elskede frem.
Kvinden bevæger sig som et spøgelse blandt de andre kroppe, mens Opsahl intensiverer sit spil og veksler mellem tre- og firedelt takt. På et tidspunkt er det, som om hun forsvinder helt ind i det voldsomme temperament; hendes dramatiske flair gør Bach til Avenger-helt, og det egner sig virkelig godt til Schaufuss’ fokus på følelsernes vold. Det er mættet, direkte og som skabt til en knugende intens koreografi. Stærkt makkerpar på den store scene.
Danmark har fået en ny Matthæuspassion
»Alt hvad jeg komponerede fra da af, skulle være en vej mod en Matthæuspassion,« sagde Bent Sørensen i 2014, da han besluttede at påbegynde dette værk. Alle tænker på Bach, og komponister vil altid skrive i lyset/skyggen af dette mastodontværk. Men Matthæuspassionen er mere et musikalsk fænomen end en beskrivelse af et oratorium med lidelseshistorien som tekstforlæg. Eller måske er det en slags tilstand, hvor vi alle kan projicere vor smerte, sorg, tro eller kærlighed ind i – det sidste har Bent Sørensen især betonet: Den passionerede, menneskelige kærlighed, og resultatet er blevet ufatteligt smukt. Hele vejen igennem de 67 minutter kor og orkestermusik. Virkemidlerne er helt sarte vokalstemmer (verdensklasses udførelse af DR Vokalensemblet), ganske blid orkestrering, klassiske Bent Sørensen-virkemidler som små melodier, man tror, man har hørt før, men som er helt originale. Og en kompositionsstil som hverken er tonal eller atonal, men begge dele. De tonale flader skal ikke lede traditionelt videre til noget andet, men vi hører i stedet skønne klange, der skifter umærkeligt og til tider magisk. Og hvem skulle have troet, at helt dæmpede tromboner med wah-wah-effekt klinger så utrolig raffineret sammen med fire kirkeklokker? (de eneste slagtøjsinstrumenter i værket).
Teksten er lige så smukt sammensat af Jakob Holtze (Søren Ulrik Thomsen og Anna Akhmatova m.fl.), og der er faktisk relativt få uddrag fra Matthæusevangeliet. Men det gør ikke noget, for stemningen og tilstanden fra den berømte passion er i den grad grebet. Oslo-musikere har indspillet værket i 2023, men holdet fra Koncerthuset gør det meget bedre – og det kan høres i DR's app.
Sjældent har et 67 minutters pianissimo talt så kraftigt og stærkt til én.