I Dansedybet på Sort/Hvid er intet levende. Alt er støv og aske. Performerne er ligblege og viklet ind i gazebind, som om deres kroppe er gået i stykker, eller måske allerede er døde. Sammen fører de publikum igennem en slags grotesk danse macabre mod fællesgraven. Opløftende og forløsende er det ikke, og ritualet befinder sig langt fra den kollektive, transformative heling og forbundethed, værket lægger op til. 

»Tag min hånd, lad benene gå. Træd den dans, til dybet vi skal gå.« Vi inviteres til at bevæge os ned til dybet i en lang kædedans med simple, svingende fodtrin. Musikken har menneskestemmen i fokus og synges hovedsagligt a cappella, hvilket giver et ærligt, ritualistisk udtryk. En operasanger, en verdensmusiksanger og en skuespiller fortæller om dengang, høsten slog fejl og om den dansepest, der rasede i byens gader.

Rustikke folkeviser blander sig med stemmens perkussive potentialer, og historien intensiveres. En mand i præstekrave slikker en svedig pølse, mens han tænker på Satan og bliver mere og mere urolig. En kvinde kollapser i heftige spasmer og ufrivillig latter. Det er vist meningen, at vi også skal grine med. Få noget ud af systemet. Vi står dog efterhånden mest stille og iagttagende. Dansedybet er visuelt smuk og har stærke enkeltperformances, men det sker mest i dryp i en noget fragmenteret oplevelse. Den sporadiske fællesdans forbliver også mild og munter, uden nogen umiddelbar sammenhæng til pestens kropslige ekstase og revolution. Dansesmitten udebliver.

De hurtige kan lige nå at fange den dirrende queerforestilling Hyper Switch Ultra Faggot, der når til Aveny-T i næste uge. De langsomme må nøjes med de ni sange, som Matias Vestergård har skrevet til det monologiske skuespil: De er nemlig ude nu som et svirpende, rørende og, ja, sjovt minialbum med Det Unge Vokalensemble. Begge dele kan i høj grad anbefales. 

»You taught us to fuck before you taught us to cry,« lyder anklagen mod den ældre generation af bøsser i første sang, »A Gay Manifesto«. Stolt barbershop og satirisk-sårbar minimalisme mødes med stor virkning i et univers, der også præger resten af værket: blokharmonier, der kommunikerer klart, men med ét kan skifte ansigt. Temperamenterne flyver nænsomt mellem falsetfarvet, nøgtern sorg og euforisk varme. Vældig stærkt.

Albummets styrke er det helt transparente, men enormt veloplagte håndværk – og den indlevende levering, dirigeret af Poul Emborg. Der er drillesyg staccato og nøgne stødlyde: »k!«, »pf!« og »ts!«, der skaber et herligt stiliseret orgie af hudkollision. Men der er også sakrale, rustikke nynnekor, tætvævede harmoniseringer og kæk synkopering: »When we cough it smells like dick!«

Mørket er hele tiden til stede som en latent melankoli, men bryder også ud i et homofobisk hooligankor, som – det er altså genialt – selvfølgelig bliver til et »Seven Nation Army«-mashup. Fulgt, åh, af den yndigste pastiche over romantisk kor med gribende opbygning af harmonisk spænding og den blideste landing til sidst. Værsgo: en lektion i at græde.

Alessandro Cortini er bedst kendt som medlem af Nine Inch Nails, og da jeg inden koncerten smuglyttede til andres samtaler, var det da også tydeligt, at flere var mødt op på grund af relationen til det berømte band og dets larmende, konfronterende musik, der er er milevidt fra det fjerlette ambientunivers, der kendetegner størstedelen af Cortinis soloarbejde. 

På ALICE var det en helt tredje side af Cortini, vi fik at opleve: Cortini som filmkomponist. Kunstneren var placeret helt ude i scenens yderkant, hvor han kunne nørkle med sine synthesizere i fred uden at stjæle opmærksomheden fra den film, der blev projekteret op på scenens bagvæg. Kontrastfyldte, taktile billeder, der langsomt gled ind og ud af hinanden. Abstrakte, amorfe former, der i momenter lignede tågede erindringer fra den virkelige verden: regndråber på en bilrude, en storby set fra oven, stjernerne på nattehimlen; tjære, metalspåner, knust krystal. 

Cortini mindede mig om en slags elektronisk John Williams, der indsvøbte billederne i et usædvanligt storslået, nærmest symfonisk univers, som ophøjede de sort-hvide lysformer til hieroglyffer for uendelige visdom. Stemningen var så sakral og gribende, at man med lukkede øjne godt kunne glemme, at Cortini ikke var i gang med at besynge Michelangelos malerier bag orglet i Det Sixtinske Kapel, men derimod med at sætte analoge synthtoner til det, der lignede et billede af en granitblok. Nogle af Nine Inch Nails-fansene var, kunne jeg høre, en smule forvirrede over den følelsesfyldte, nærmest romantiske æstetik, men selv beundrede jeg virkelig Cortini for den kompromisløse maksimalisme. Der var ingen påtaget distance eller affekteret kølighed, kun ren, uforfalsket musikalsk vellyd.