Under temaet EPIPHANY har den aarhusianske festival for ny musik og lydkunst, SPOR, offentliggjort det fulde program for sin 2017-udgave.
Det engelske ord "epiphany" kan bedst oversættes til dansk som åbenbaring, men dækker også over manifestationer af noget overnaturligt eller magisk. På SPOR 2017 udforsker man gennem temaet små fortryllelser, der er i clinch med hverdagen.
Det kommer i programmet til udtryk gennem forskellige situationer, der erobrer de rum, hvori hverdagslivet udspiller sig og kaster nyt lys over de mønstre og rutiner, som knytter sig til det daglige liv.
»Eksempelvis laver Ea Borre og Sandra Boss et værk, som tager udgangspunkt i en kendt situation – en gademusikant, som sidder og spiller – det er noget man bumper ind i, når man er i sit almindelige hverdagsliv. Men de vender, drejer og strækker det, så de ender med noget, som bliver en lille bobbel af magi, som både har den her kendte hverdagslige følelse, men som samtidig sætter sig fuldstændigt ud over den«, forklarer den ene af festivalens kunstneriske ledere Anne Marqvardsen.
Værket hedder Sustained Effort og gør brug af en akkordeon-lignende lydskulptur af ekstreme fysiske proportioner, der bliver en del af en offentlig performance i Aarhus' byrum.
Ligeledes laver den polske komponist, performer og kunstner Jagoda Szmytka en syv dage lang performance, hvor hun bor i et udstillingsrum til frit skue for offentligheden. Og således bidrager programmet på forskellig vis med små performative, der rummer åbenbaringer.
»Der er en meget stærk personlighed i årets tema og i de værker og kunstnere, som er blevet inviteret indenfor, og som er blevet udvalgt. Det, der generelt kendetegner SPOR er, at der altid er en ret stram kuratering og tematik, som tegner festivalen rigtigt meget, uanset om vi gør det solo, eller om vi gør det sammen med en gæstekurator. Vi inviterer ikke bare de kunstnere og ensembler ind, der alligevel turnérer i maj måned«, pointerer Anne Marqvardsen.
SPOR er født med idéen om at have en ny kurator hvert år. I 2007 var det Anne Marqvardsen og Anna Berit Asp Christensen, der vandt kuratorkonkurrencen. Året efter indtrådte de som festivalens direktører og har siden givet kuratorstafetten videre til vægtige danske komponister som Bent Sørensen og Simon Steen-Andersen, til udenlandske udfordrere som Joanna Bailie og Jennifer Walshe eller fællesskaber som f.eks. det belgiske Nadar Ensemble, der kuraterede festivalen sidste år. Men på tiåret for deres debut kurateres festivalens program atter af direktørparret Marqvardsen og Christensen.
»EPIPHANY er også et tema og en overskrift, der relaterer sig personligt til det arbejde vi selv har haft med festivalen. Det er vores tiende festival i år, og på en måde tror jeg der ligger en grundforståelse for os begge to af, at vi har arbejdet så utroligt eksperimenterende med den her festival, og vi har valgt at lave så mange ting, som var ukontrollérbare og uden at vide, hvad det ville ende med. Det har affødt de her bittesmå åbenbaringer eller magiske ting, som vi ikke kunne være sikre på. Så der ligger også noget personligt i det tema i forhold til, hvordan vores egen rejse har været med den her festival gennem 10 år«, fortæller Anna Berit Asp Christensen.
Efter at have vokset sig til den institution, den er i dag, har SPOR kræfter til at realisere flere og mere ambitiøse tiltag. Det afspejler sig eksempelvis i projekter som SPOR New Music School, hvor der under festivalen de seneste to år er blevet komponeret samtidsmusik og lydkunst af musikskoleelever på 11-15 år. Men festivalens udvikling ses også i musikprogrammet:
»Alt, hvad der er på programmet, er noget vi holder af på en helt særlig måde, og som betyder rigtig meget for os. Men der er ingen tvivl om, at jeg er rigtig stolt over, at vi i år kan præsentere en meget stor Manos Tsangaris-produktion. Han er en utrolig anerkendt figur på ny-musik-scenen i hele Europa, og man har aldrig haft en Tsangaris-produktion i det format før i Danmark«, afslutter Anna Berit Asp Christensen.
SPOR finder sted i Aarhus 8-14. maj på forskellige lokationer i Aarhus.
Læs mere på festivalens hjemmeside.
Roger Reynolds: Still worth its chops?
Nice idea: an entire concert of music by Roger Reynolds, the experimental American who won a Pulitzer in 1989 but whose music doesn’t sound that experimental anymore.
Even his newest music. Nørrebro hosted the world premiere of Reynolds’s new oboe concerto Journey as part of Matthias Reumert’s mini-festival Offbeat. It is an entirely un-rooted piece – a road movie betraying little allegiance to key, material or system as it capers forwards through a series of mystical images. Jacqueline Leclair played it charismatically. Necessary, as there can seem little beyond surface sound in the piece.
Mistral went big on Reynolds’s taxonomical tendencies. It is a score in which instrumental groups stick together before forming fragile coalitions across timbral boundaries – a process that plunges them into mania. The work’s antiphonal qualities and roaring brass cried out for a bigger space than Koncertkirken, or just a different spatial configuration.
Those who stuck around after an hour-long interval caused by a medical emergency were rewarded with the evening’s highlight: Transfigured Wind III. Again, Reynolds sanctifies musical gesture here: a solo flute cries, huffs and puffs (sometimes beguiling, sometimes clichéd) and is answered by a series of delicate ensemble ritornellos that transfigure the same material. Kerstin Thiele played it with an ardour neatly balanced-out by Reumert’s cool conducting.
In its patience, this last piece went deeper – its simpler structure drawing more nuance from Reynolds and giving us a clearer view of his quasi-spectral aesthetic. Is that aesthetic still worth its chops? Reynolds claims nobody can appreciate his music in one hearing. I certainly need more convincing.
Kaktusvæske i en ørken af luft
Luft, altings forudsætning, er også altings udfordring. Driver man rundt en fredag på talentfestivalen Spot i Aarhus, er det ikke kun den kraftige vind, der rusker i nervøse ører, det gør også unge popvokaler med luft, al for megen luft, på stemmebåndene.
Mødet med Maria Dybbroes klare altsaxofon i den albumaktuelle flimringskvintet Caktus bliver derfor også et møde med det, som mange musikere må have glemt i øjeblikkets spurt mod stjernerne: den klanglige kernes forførende sandhed, den luftløse nøgenheds hårdhed og appel.
I hendes blæs høres ingen hvislen, men en helt ren, maritimt blågrøn lyd. Fra Dybbroes lukkede øjne og fuglede bevægelse udgår en impuls, der får hvert livgivende pust til at sætte sig i saxen som en hele tiden foranderlig tone. Alt bliver til udvikling: nervøs tremolo, bugtende intensitet, letblæst piblen og hele tiden dette antiluftige, skorpede hjerte i klangen.
Ledsaget af melankolsk skærende cello, grundprikkende kontrabas, let bølgende trommer og endnu en altsax, denne i kontrasterende luftige klæder, er mødet med Caktus’ ømt trukne melodier og henslængte plateauer en undtagelse af tæt ro og opmærksomt lyttende fællestrance på Spot.
Det er, kort sagt, en påmindelse, ja et opdrag, om at gennembryde luftagtighedens tekniske fernis og turde satse hele sit musikalske projekt på sandhedens alter. Alt er kerne. Og Caktus’ kerne, Dybbroes uimodståelige klang, er en livgivende kilde af kaktusvæske i en ørken af luftspejlinger.
Kvinder uden grav
I Skuespilhuset giver den tværæstetiske musikforestilling Hex stemme til en række historiske personer under 1600-tallets uhyrlige trolddomsprocesser. Der er udelukkende kvinder både på og bag scenen, og manuskriptet af Olga Ravn og Liv Helm er skrevet over historiske retsdokumenter, teologiske skrifter og gamle magiske remser.
Monologerne flyder med stor musikalitet og står stærkest ved en magisk voksdukkes poetiske vidneberetninger: »Hvis jeg havde haft øjne, der kunne græde, havde jeg grædt.« Kvinderne bevæger sig langsomt som Butoh-ånder og gjalder gåsehudsfremkaldende flerstemmig sang over melankolske folketoner og ritualistiske trommerytmer. Jeanett Albeck er værkets komponist og performer også selv sammen med en perkussionist og en cellist. Hun personificerer renæssancesamfundets ultimative horrorfantasi – djævlen selv – og sætter undervejs gang i en grotesk dæmondans med åben mund og svirpende nippletassels over pulserende trancemusik, ond latter og kvindestøn i loop. Henover resonerer hendes dæmonisk manipulerede stemme tungt og ironisk: »Når kvinder tænker alene, tænker de ondt.« Det er som et syretrip gået galt.
Forestillingen er så sansemættet, at den bliver uklar i sin historiefortælling. På trods af smukke og stærke idéer undervejs, sidder man som publikum tilbage med en usamlet oplevelse og en følelse af at være slået omkuld uden forklaring. En ujævn sammenblanding af mange kunstneriske udtryk og niveauer af tid gør, at man aldrig helt kan give sig hen til den samlede fortælling. Som et uforståeligt ritual, der er lukket inde i sig selv.
Der er så tyst i Ørestaden
En elektronisk produceret drone tystnede det ellers snakkesalige publikum i kunsthallen Simian, der onsdag aften fremstod som en stor åben kælder badet i blåt lys. Her havde den svenske lydkunstner, komponist, musiker m.m. Catherine Christer Hennix samlet en reduceret udgave af den nydannede gruppe Kamigaku Ensemble: Udover Hennix selv på det japanske rørbladsinstrument shō var også ligeledes svenske Ellen Arkbro på trompet og Marcus Pal på elektronik og stemme. Trompettonerne var lange og kun afbrudt af behovet for at trække vejret. Snart kom Hennix på shō med og Pal med messende sang. Forholdet mellem de fire elementer – den kontinuerlige drone, den æteriske shō, den jordnære trompet og den menneskelige sangstemme – udviklede sig på små, men meget interessante måder. Musikerne var i en konstant søgen efter hinandens tonearter, og når de mødte hinanden rigtigt, ringede samklangen på den helt magiske måde.
Således oscillerede de tre musikere koncerten igennem, en opbyggende bølgegang mellem fundet og mistet samstemmighed i en kælderstilhed, der kun aperiodisk blev afbrudt af publikums skridt, host og ølåbning. Intet andet end skønheden i Hennix, Arkbro og Pals søgen efter indbyrdes harmoni. Koncerten sluttede med den samme enkeltstående drone som den startede med, og en vis forvirring over, hvorvidt opførslen rent faktisk var færdig. For mit vedkommende kunne de tre musikere godt have fortsat en stund endnu.
And Mary responded
Et nyt oratorie af Hugi Guðmundsson giver Maria Magdalene en klar stemme som apostel med et tæt forhold til Jesus. Med oldgamle apokryfer som tekstligt udgangspunkt består The Gospel of Mary af en række korte satser for sinfonietta, kor og solosopran. Hypnotiske meditationer spilles af blot et enkelt blæserinstrument med strømmende melismer og fungerer som en slags auditiv søjlescenografi, der rammesætter fortællingen i et mellemøstligt univers. Ligesom hovedpersonen selv står de helt alene, og det er smukt og ekstremt nærværende. Fra den første basklarinetmeditation stiger pulserende strygere op til ivrige xylofonstrømme og et svævende lydtæppe af menneskestemmer. Hele satsen bliver mere og mere højtregistreret og dirrende, til musikken næsten splintrer.
Som en græsk tragedie har koret både en kommenterende og en dramatisk rolle, hvor herrerne agerer Jesu disciple og kvinderne en slags forlængelse af Maria Magdalenes eget væsen. Schola Cantorum Reykjavicensis lægger stemme til og klinger flot over Århus Sinfoniettas flydende teksturer. Maria Magdalene synges af norske Berit Norbakken med en sopranstemme af drømmende vægtløshed og intens skønhed. På en gang stærk og sårbar er Norbakkens stemme omsluttet af kor og instrumenter, først nærende og beskyttende og siden mere voldelig, rå og klaustrofobisk. Hugi Guðmundsson skriver fantastisk for stemmer, og særligt værkets stille momenter er de mest magiske. Den rene menneskelighed eksisterer som et barn i os alle, bliver der proklameret, men Maria Magdalene bliver dog næsten for ren i sin godhed til for alvor at inspirere til radikal humanisme, for hvad er hun mere?