Det er nok godt, at Nils Frahm ikke spillede hele sit nye og over tre timer lange album Music for Animals (som i øvrigt ikke indeholder klaver overhovedet!). Plyssæderne i Musikhuset føltes i forvejen alt for behagelige, så hvor meget langsom musik kan det stressede menneske klare? Under sit fine fredagsambientshow optog den tyske musiker aarhusianerne, mens de lavede dyrelyde (fugle, hunde, dinosaurer), som han spillede hen over. Vi er alle (flok)dyr. Vi genkender og banker med fødderne, når vi hører hjertets rytme. For Frahms musik følger sådanne urgamle rytmer, selvom han omgives af tangentinstrumenter, glasorgel og blinkende maskiner, der blinker til os fra fremtiden. 

Analog og digital, robust og flygtig, mekanisk og glat. Frahms koncert var uden de store dramaer. Andet end dem, man selv kunne skabe under egne øjenlåg, mens man enten drev langsomt, ikke hurtigt, ud i universet eller bare forestillede sig, at der under en – når man åbnede øjnene – under plyssædet, pludselig var et dansegulv. Fram selv bevægede sig i en art electric slow dance. Ligesom Erik Saties »møbelmusik« kan Frahms æteriske og nydeligt designede musik for dyr nemlig sagtens opleves meget fysisk. Som en Myrestol med ekstra pude på sædet. 

I anledning af Music City Aarhus 2022 sætter Seismograf fokus på musik, lydkunst og komponister i Aarhus. 

Københavnerne Kresten Osgood og Tomo Jacobson danner med de to New Yorkere Mat Maneri og Tanya Kalmanovitch en i jazzsammenhæng mildest talt ukonventionel konstellation. Trommer og kontrabas fra den gamle købsstad, plus to gange viola fra Det Store Æble. Her på andet udspil ud af to eksemplificerer kvartetten råstyrken i den musikalske samtale. 

Albummets seks skæringer giver et indtryk af snak, en sludder for en sladder, fire personligheder, der taler i munden på hinanden, er både enige og uenige, skændes og enes. Denne følelse er hjulpet godt på vej af den meget menneskelige kontrast mellem de to violaers lyse, animerede stemmer, og kontrabassens og trommernes sløvere, dybere røster. Mens det ofte er de to violaer, der synes at diktere konversationernes gang, så er skellet mellem de traditionelt rytme- og melodibærende instrumenter i virkeligheden opløst.

De fire musikere skaber et postyr, der til at begynde med fik mig til at føle mig sat udenfor, men i takt med at jeg blev mere bekendt med materialet, fandt jeg mig selv til rette ved bordet, og kunne tage del i diskussionerne. Og hvilke diskussioner. Plukkede og strøgne strenge, positioner og kontrapositioner, klikkende og buldrende perkussion. Disse samtaler er fulde af liv og nerve!

Det er ikke kun luft, Jónas Ásgeir Ásgeirsson artikulerer med sit akkordeon – også land, natur og historie sættes i vibrationer. I de gletscher-tunge bevægelser og »piv-i-røv«-fugles lette og barnlige lyde opleves ikke kun velklang og fortælling. Man fornemmer også en søgen efter identitet. En søgen med fri bevægelighed mellem rødder og nyskabelse, det seriøse og legende, tungt og let… og naturligvis Island. Albummets kerne er netop denne søgen, der er indlejret i albumtitlen, som både refererer til middelalderens musikbegreb musica ficta og det islandske ord »fikta«, der betyder »at lege med«.

Fikta er et projekt om Island. Dels fordi tre generationer af islandske komponister er repræsenteret, og dels fordi landet har en lidt underkendt historie med akkordeonet. Et vidt omfavnende projekt med en lidt mangelfuld kuratering. For før pladen er slut, opstår tanken: Er den pluralitet, der fortælles om, helt afspejlet i musikkens spændvidde? Og hvor er kvinderne?

Med det sagt er Fikta ikke den typiske solistudgivelse, hvor et individ og instrument showcases, og pladen placerer sig i et krydsfelt mellem historie, æstetik og identitet på en måde, man sjældent ser i klassiske udgivelser. Der er noget på spil, når Ásgeirsson beskriver sit ophav, og som lytter forstår man både kompleksiteten og umiddelbarheden i det spørgsmål.

På vej ind i Brønshøj Vandtårns brutalistiske rum af cementsokler og bjælker blev jeg indhyllet af et vedkommende og levende udtryk. Projektorer kastede farvet lys og vandteksturer ud på loftshængte skulpturer, der skabte animerede skygger rundt i vandtårnets cylinderform. Sådan er rammerne for Upserving 22 – Celebrating Water, en udstilling med en række workshops, koncerter – og så denne koncert med inoxfon, ensemble og digteren Liv Ea.

Inoxfonen er et instrument, der med sine 400 upcyclede fade og skåle i rustfrit stål tænder en lysende interesse i en. Den er bygget af Ian Brodersen, der også spillede på inoxfonen, som løftede sig til at være mere end et instrument; snarere en skulptur, legetøj eller anti-affald.

Der var en synergi mellem rummet, lyset og instrumentet, og jeg slap hverdagens banale forståelse af det rindende vand i min lejlighed og var klar til at hylde vandet som magisk, uundværligt og livgivende. Men min begejstring ville desværre en ende tage, for da Liv Ea tog mikrofonen og musikerne slog an, blev dette ellers skarpe udtryk sløret. Musikerne kunne ikke etablere en medrivende kontakt med hverken hinanden, musikken eller publikummet og var af nød afhængige af cues og improvisation.

Det ellers stærkt etablerede tema om vand slap op. Koncerten var en time uden særlige overraskelser, hvor man som publikum famlede efter en forståelse af, hvorfor man var der. Til sidst sad jeg bare og frøs.