29.05.2013

collagekoncert med 68 uropførelser

Hvorfor har du valgt at spille så mange uropførelser til en koncert?
På mit masterstudium har jeg tidligere arrangeret «Erik Nerheim Saxofonfestival 2012», hvor jeg afholdt 25 koncerter på tre dage. Dette var blandt andet et forsøg på at gøre noget spektakulært - men uden at det blev på bekostning af det musikalske indhold. Den koncert ville jeg gerne følge op på og valgte at sætte rekord i uropførelser. Koncerten på søndag med navnet «68 kompositioner» er også spektakulær, men har alligevel en musikalsk tyngde og et fokus: at det er muligt at formidle klassisk saxofon og samtidsmusik til et bredt publikum - uden at det bliver på bekostning af musikken.

Herudover er det også vigtig at forny litteraturen og altså blive ved med at bestille nykomponeret musik til saxofonen. Bare til denne koncert er saxofonrepertoiret blevet betragteligt udvidet. Det er vigtigt ikke bare at konservere men også at forny.

For mig er det interessant med en sådan slags «collagekoncert», der springer fra stil til stil og udtryk til udtryk - hvert eneste minut. Jeg har inviteret alle til at skrive, som havde lyst, så derfor er der også en grad aleatorik i projektet. Det synes jeg er spændende. Jeg satte en form på koncerten og inviterede folk til at fylde den med det, de havde lyst til, indenfor de rammer jeg havde sat (max 1 minut, for saxofon mm.). Jeg vidste ikke, hvad folk ville skrive eller i hvilken stil, og det har været umådeligt spændende at modtage værker og begynde at arbejde med dem. Jeg ville gerne lave noget kollektivt, hvor jeg ikke var eneansvarlig og alene havde kontrol med, hvordan udtrykket blev.

Værkerne er primært skrevet af nordiske komponister, hvorfor?
Bortset fra en komponist, er de alle nordiske eller studerer i et nordisk land. Hovedgrunden til dette er nok så enkelt som min kontaktflade og netværk, da jeg kender flere komponister i de nordiske lande. Da det i april gik op for mig, at jeg ville lave dette projekt, annoncerede jeg det på facebook, ligesom jeg skrev e-mails til komponister og musikere, som jeg kender. Det var ikke et mål, at det stort set udelukkende skulle være nordiske komponister, men sådan blev det, efterhånden som folk svarede tilbage.

Mellem hvert værk, skal der ikke klappes. Er der ikke en fare for at det enkelte værk glider i baggrunden til fordel for én stor komposition?
Det er selvfølgelig meget på grund af tid og koncertdramaturgi, at folk ikke skal klappe imellem hvert værk, men det er jo også for at understrege selve konceptet. Ofte er det 68 musikere som spiller én komponist. Her vender jeg det på hovedet: 68 komponister fremføres af én musiker. På en måde kan man sige, at magtforholdet mellem komponist og udøver er blevet byttet rundt. Det er jo klart, at hvert eneste værk, som er blevet leveret til mig til koncerten, har en værdi i sig selv, men samtidig bliver de også en del af et større værk – i dette tilfælde koncerten med den aktuelle udøver. Den røde tråd igennem alle kompositionerne på denne koncert er, at det bliver opført af mig. Hele koncerten, sat sammen af 68 etminutsværker, bliver jo også et stort musikværk, i tillæg til at koncerten og alt omkring den selvfølgelig bliver et konceptværk. Alle musikere i et orkester er selvfølgelig vigtige i sig selv, men de udgør også noget mere end kun sig selv, når de har funktionen af musiker i et orkester. For mig er der en pointe i at understrege denne problematik.

Når alt dette er sagt, så er det vigtigt for mig at præcisere at alle de kompositioner, jeg har modtaget, er vældig gode, og har en stor værdi enkeltstående. Målet for koncerten er, at både den enkelte kompositioner og makrokompositionen kommer tydelig frem.

Koncerten er 2. juni kl. 19.00 i Lindemansalen,
Norges musikkhøgskole, Slemdalsveien 11.

Læs mer om koncerten
Koncerten ligger også på Facebook

Foto: Silje Måseide

kortkritikrelease

22.08

Ingebrigt Håker Flaten skaber musikalske mønstre ud af kaos

Ingebrigt Håker Flaten (Exit) Knarr: »Drops«

Sonic Transmissions Records, 22. aug.

Kristoffer Møllegaard

Nøgleordet til denne udgivelse findes allerede i åbningsnummerets titel: »Deluge (deconstructed)«. Her piller Håker Flaten en Wayne Shorter-komposition fra hinanden som et LEGO-sæt og samler den igen på en måde, der kun glimtvis minder om originalen. Ud af brikkerne vokser et kort, gentagende guitarmotiv, som trommer, saxofoner, bas og klaver kredser om i stadig mere opløste mønstre. Melodierne bliver gradvis mindre konkrete, instrumenterne spiller mindre sammen, intensiteten vokser næsten umærkeligt – indtil alting falder fra hinanden, og processen begynder forfra. Samme greb bruges i tredje nummer, »Kanón (for Paal Nilssen-Love)«, hvor spænding og udløsning formes i en bølgegang, der driver musikken fremad. Håker Flaten mestrer kunsten at skabe dramatiske kurver, som fører lytteren sikkert igennem selv de mest tumultariske passager.

Easy listening er det ikke – vi er stadig i freejazzens territorium – men der er en særegen dragende balance mellem kaos og afmålthed. Først fanges man af overraskelsen i musikkens pludselige drejninger, siden af genkendelsens glæde, når man begynder at fornemme de steder, hvor musikken spidser til.

Albummet afsluttes med »Austin Vibes (tweaked by Karl Hjalmar Nyberg)«, en støjende collage, der langsomt åbner sig mod brudstykker af mere konventionelle blæsermelodier. Her kommer vi tættest på noget, der ligner en klassisk jazzfornemmelse – og alligevel ikke. Det er stadigvæk ikke umiddelbart letfordøjelig musik. Men selv når Håker Flaten og hans medmusikanter bevæger sig længst ud i det fragmenterede, formår de at gøre det svært forståelige let at forstå.

playliste

20.08

My name is Deejay Unqanny – would you like to see my playlist?

»Unqanny can often prefer the dual extremities of hyper-dense volume-hiked overload-delivery and a somnolent barely-there faintness, where events are rationed to preserve any savouring opportunities...«

Deejay Unqanny used to oscillate between spinning in Old York (The Woolpack Inn) and New York (Nublu), but lately he's been tending towards an existence in the ethereal sphere. Many sonics form his grist. In the light (or dark) of current climes, he has drawn his cloak over a clutch of voices that are enfolded with a particularly distressed passion.

kortkritik

19.08

På et snusket hotelværelse mødes liv, traumer og musik

Emma O’Halloran, Irish National Opera: »Trade« / »Mary Motorhead«

Signum Classics, 15.08

Andrew Mellor

To kammeroperaer af den irske komponist Emma O’Halloran, begge baseret på skuespil af hendes onkel, Mark O’Halloran. Den første, Trade, er fuldstændig fængslende og dybt bevægende: historien om to mænd, der mødes for at have sex på et snusket hotelværelse, hvis sammenfiltrede liv er tynget af traumer og kærlighed. Komponisten taler om det »smukke økonomiske sprog« i sin onkels tekst, og det samme kan siges om hendes musik, der lader teksten opbygge mere og mere spænding og intensitet uden at klemme den – men lige så ofte nærmest trækker sig helt tilbage og lader teateret og fortællingen få overtaget. Den vokale skuespilpræstation er fremragende.

Den stilistiske opfindsomhed i Trade, hvor de to karakterer tegnes så levende, vender tilbage i monologen Mary Motorhead, men med mindre held. Her kan de musikalske samples komme til at stå i vejen for vores blik ind i fangen, der fortæller om sit hårde liv, inden hun splittede sin mands hoved med en kniv. Sammen med Trade understreger det dog kun O’Hallorans talent for teater og hendes sikre musikalske håndelag. Ville det være for meget at håbe på en eller to virkelig teatrale, fortællende operaer som disse i den avantgardistiske del af Copenhagen Opera Festival?

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek

playliste

16.08

Mit navn er Rikke Frisk – vil du se min playliste?

»Musik er for mig et enestående paradoks. Det er både chancen for at give slip og glemme sig selv – og vejen til en ultimativ, ordløs forbundethed med andre. Ligesom i naturen, kan man blive fuldkommen væk og finde sig selv igen. Og så er de to ting i øvrigt noget af det, der kan gøre mig allermest spontant lykkelig.«

Rikke Frisk er festivalchef for Copenhagen Opera Festival og bestyrelsesleder for spillestede ALICE på Nørrebro. Hun har tidligere været med til at skabe blandt andet Strøm Festival, det danske værtskab for WOMEX og den feministiske samtalefestival Talk Town. Og så spillede hun engang dårlig bas i rockbandet Learning From Las Vegas.

playliste

16.08

Mit navn er Rasmus Bang – vil du se min playliste?

»Musik for mig er tilstede i stort set alt, jeg beskæftiger mig med. Hvis det skal deles op i statisk og flydende kunst, hører jeg musik, når jeg kigger på malerier, bygninger, madretter, mennesker og landskaber. Musik er en flydende kunst, der ikke kender rammer og grænser, det flyder ind og ud af ting, ind og ud af bevidstheden. Det er her bare – til at blive lyttet til, ikke nødvendigvis altid forstået, men altid registreret og følt. Nu bliver jeg hængt på torvet på Djursland for sådanne filosofiske holdninger, men jeg har det også fint med at lade dette ovenstående postulat være min svanesang.«

Rasmus Bang er trommeslager og sanger i bandet KATLA, som spiller doom med dødsmetal- og blackmetalinspirationer. Han tatoverer til dagligt og bor på Christianshavn i København med sin kæreste Marie, deres søn Kaj Anker og hunden Frank. Oprindeligt fra Djursland.