At kalde amerikanske Ethel Cains (Hayden Silas Anhedönia) stilskifte fra debuten Preacher’s Daughter (2022) til Perverts for en ekstrem kovending ville næsten være at tale det ned. For der er langt fra debutens gotiske lo-fi-pop til dette monster af et værk, der kombinerer dark ambient, noise og dystopiske ballader – alt sammen med Cains vanlige opgør med sin religiøse baggrund og kampen for seksuel frigørelse.

Perverts er på papiret en EP, der varer i 89 minutter, men den føles som meget mere end det. Knusende støjdroner, støvede klaveranslag og fjerne prædikantstemmer fra knitrende radioer blandes med akustiske rum. Og selvom pladen også indeholder mere gængse ballader som »Punish« og den smukke »Vacillator« – der endda har et decideret rytmisk forløb – er det de lange, episke ambientnumre, der trækker lytteren ind i det ofte gyselige mørke.

Én ting er, at Cain pludselig laver dark ambient – en anden er, at hun er så god til det. Perverts er ikke blot et dybt skræmmende indblik i gnidningsfeltet mellem seksualitet og religiøs fanatisme, men også en umiddelbar, kreativ og gennemført hyldest til en fascinerende nichegenre. Et nødvendigt album for alle dem, der ikke er bange for mørket.

Som det ofte er tilfældet med soundtracks, navigerer musiker og komponist Søren Gemmer og den grønlandsk-danske billedkunstner Jessie Kleemann på en hårfin balance på Lone Wolf Runner, hvis musik oprindeligt blev skrevet som soundtrack til Kleemanns performances af samme navn i 2023 på Nationalmuseet. Hvor meget af det oprindelige formål (her Kleemanns performances) kan og skal man tage ud af ligningen, for at en udgivelse i albumformat giver mening? 

Albummet præsenteres via PR-materiale som bl.a. en postkolonial kritik og en undersøgelse af transkulturelle spørgsmål, hvilket umiddelbart virker meget fængende – ikke mindst pga. den nuværende geopolitiske situation, som Grønland pludselig befinder sig i midten af. På det rent musikalske niveau er udgivelsen ikke så gribende, som man kunne have håbet på. Dertil mangler der en stærkere forankring i en følelse af formål med musikken. Uden at have oplevet Kleemanns oprindelige performance, er det mit indtryk, at netop manglen på dette aspekt har efterladt for store huller, til at den ellers på mange måder spændende musik kan fylde dem ud alene. Lone Wolf Runner er fyldt med henvisninger og antydninger til dramatik og historiefortælling, som ikke kommer til deres ret.

Interessante og spændende øjeblikke er der ellers mange af: Kleemanns digteriske stemme, der skifter mellem ikke bare grønlandsk og dansk, men også tungt præget af vocoder og tilsyneladende ubehandlet vokal. De atonale, tøvende, men flotte klavermelodier som bl.a. »The Dancer« og »Marble«, der skaber rolige øjeblikke iblandet spænding. Den industrielle »The Skin« sår midtvejs gennem albummet tvivl om, hvilken retning, musikken fører lytteren i. Men i sidste ende mangler Lone Wolf Runner netop det, der er blevet skåret fra i albummets tilblivelsesproces: en performance, der kan binde det hele sammen.