På Musikhuset i Aarhus opføres værket PNEUMATICKS – en film om tilblivelsen af en krukke med musik fremført semiakustisk af et klassisk inspireret ensemble.
Værket er formet over fænomenet respiration – åndedrættet, åbningen mellem det indre og det ydre – der normalt foregår ubevidst, men her bevidstgøres og formes til en skabende kraft i musik og billede.
Det audiovisuelle værk er synkront udviklet af komponister og billedkunstnere, og opsætningen består af en film med musik fremført af en art kammerensemble bestående af tre sangere, en basklarinettist samt to cellister. Musikken er komponeret af Lil Lacy og Signe Lykke og spejler gennem fire symfoniske satser bevægelsen gennem to åndedrag – indånding, udånding, indånding, udånding. Filmen er lavet af Ann Sophie von Bülow og Ulrik Heltoft og består af dokumentariske optagelser fra Uganda, hvor en kvinde omdanner jord til en lerkrukke.
“Krukken er en åben beholder, som rummer det, vi selv fylder i – ligesom en lunge. Begge dele fungerer som et direkte redskab til væren og liv, der står til rådighed for os, til at bruge som vi vælger og ønsker”, forklarer komponist og cellist Lil Lacy fortæller om mødet mellem musikken og filmen.
I ensemblet medvirker desuden sopran Katinka Fogh Vindelev, alt Laura Mayer, baryton Simon Rønne Rischel, klarinettist Morten Lohmann Sønderskov Jensen og cellist Soma Allpass.
Hvad? PNEUMATICKS
Hvor? Musikhuset, Lille sal, Thomas Jensens Allé 2, Aarhus C
Hvornår? Søndag den 29. oktober kl. 17:00
Læs mere på Musikhusets hjemmeside.
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.