På onsdag (6.6.2012) vil Lorentzen-aficionados blive forkælet med en hel dag helliget komponisten selv og hans yndlingsgenre: Den komiske opera. Seismograf har i den anledning stillet musikprofessor og arrangør af seminaret Lars Ole Bonde fem spørgsmål.
Hvad har komik og kunst med hinanden at gøre?
Der er ingen modsætning mellem kunst og komik. Det vidste allerede Aristoteles. Komedie og tragedie er komplementære genrer. Høj humor kan være stor kunst – tænk på Shakespeare, Holberg, Mozart, Heerup eller Dario Fo.
Er den komiske opera altid sjov?
Det skulle den gerne være, men det kan være på mange måder: Hjertelig, rablende, grotesk, elegant, satirisk, sort – og dermed er der også mange måder at smile og le på. Den komiske opera nåede højdepunkter hos Mozart, Rossini og Offenbach, men derefter har der været længe mellem snapsene.
Hvad er det Bent Lorentzen kan med komikken?
Lorentzen kender de dramaturgiske spilleregler og det klassiske repertoire til bunds, og hans humoristiske palet har rigtig mange farver, fra det sorte til det spraglede.
Hvad er det der fascinerer ved hans værker?
Alle hans værker – herunder de 15 operaer – er meget forskellige, men altid umiddelbart tilgængelige og med en friskhed i det musikalske udtryk. Han skiller sig ud fra andre komponister ved at have andre inspirationskilder (f.eks. brasiliansk musik og Wagners harmonik) og ved at have bevaret evnen til at lege med lyd og musikkens elementer.
Prøv at beskrive hans oeuvre og æstetik i 140 tegn.
Lorentzens musik har drama, drive og direkte appel; spænder fra dyb tragik til høj komik. Hans oeuvre er en udforskning af live og elektronisk lyd som kunstnerisk udtryk.
Læs mere om arrangementet her.
Et jordskælv af en prisvinder
Av, av, av, et værk, Nordisk Råd har tildelt sin musikpris tirsdag aften: Sampo Haapamäkis Klaverkoncert for kvarttoneklaver og kammerorkester fra 2017.
Jo, det er arkaisk brovtende med ekspressive tordenråb – og værket råber og skriger som få – men det er også enormt nysgerrigt: Alle stemmer i ensemblet har en vilje, noget, de vil udtrykke, mens et overordnet kompositorisk skelet i værket bevæger sig demonstrativt op- og nedad i tydelig snigen.
Klangene – rungende fællesdrøn med messing og streng, tynde solopassager – klamrer sig til klaverets skrøbelige kvarttonevæsen, der aldrig falder til ro, men bevæger sig hidsigt og melankolsk som en solodanser i rustne kæder.
Skelettets dogmatiske rulletrapper af stigninger og fald afslører en tabeltrang hos Haapamäki, eller måske mere et behov for at give de lysende mareridtsudflugter, som de ivrige stemmer konstant fletter ind i koncerten, et nøgternt anker at vende tilbage til, når jorden endnu en gang har åbnet sig under skriften, ja under musikerne, lytterne og musikken som sådan. Tak!
Goodiepal kan tæmmes
Museumsfløjen på SMK kan næsten ikke rumme eksplosionen af kosmisk computerlogik, snorkende højttalere, serialismeafhandlinger, elektromekaniske lydskulpturer, Gameboy-nostalgi og hjemmelavede synthesizere (der kan bestilles i museumshoppen).
Den røde tråd i kurateringen af »Unboxing the Goodiepal Collection« er suspenderet til fordel for et betagende spind af uforpligtende anbefalinger, og begrebet kunstsamling er til forhandling, mens vi bliver mindet om »potentialet i det, der ikke kan beholdes«, som Goodiepal skriver i et af udstillingens utallige »lyttetips«.
Men til trods for den åbenlyse institutionskritik trænger udstillingen vel ikke helt igennem sin institutionelle præmis. Er museumsrammen overhovedet det bedste format til Goodiepals overgearede og krøllede æstetik?
Der opstår en orden i kaosset, som virker utilsigtet – i labyrinten af utæmmet samlermani indfinder sig en besynderlig bismag af kompromis, som er svær at forene med den anarkisme, der ellers er indbegrebet af Goodiepal.
Musikformidling med fikse idéer
Holdet bag DR’s nye musikprogram – der højst usædvanligt faktisk handler om musik – når lige at balancere på kanten af det fortænkte i første afsnit om L.O.C.-baskeren »Frk. Escobar« (2005).
Pligtskyldigt og overfortolkende analyseres temamelodien af en jazzkomponist ved flyglet, studentikost blæser vært Carsten Holm en skoleopgave om lyrikkens »dualitet« op på en containervæg, og fordi hjerneforskeren må være på hurtigkald hos alle kulturredaktioner, får Peter Vuust også lov at fortælle en anekdote om savlende hunde.
L.O.C. griner måbende hver gang, men bærer heldigvis over med redaktionens fikse idéer, tager engageret invitationen til musikalsk næranalyse op, og pludselig sidder rapperen og siger »crescendo« i bedste sendetid lørdag aften. Det er faktisk ret godt gået i sidste ende.
Lad dette være startskuddet til mere lydnær musikformidling på de store medier, også gerne af den mere kritiske slags end her.