Det siges, at Goethe beskrev kammermusik som »fire fornuftige menneskers samtale«. Erstattes »fornuftige« med »legesyge« opstår freejazz.

Hvor vi lever i en tid af fomo, angst for pauser og tomhed, skaber den københavnske TLF Trio det lydforladte rum, netop hvor vi ikke søgte. Stilheden gør sig bemærket på »Late August Early September«, hvor instrumenterne skiftevis taler, og efter en pause afløses af den næste, der giver sit besyv med. I enkelte passager spiller alle samtidig, dog uden at nogen hævder sig eller hæver stemmen.

Samtidig bryder albummet med en kontemporær musikalsk diskurs indenfor den rytmiske musik, hvor alt kan skemalægges, og hits opstår efter opskrift. Sweet Harmony er ikke en blid og harmonisk oplevelse, hvilket demonstreres på »March-like, Wild«, hvor Cæcilie Trier på sin cello knipser en insisterende rytme, der fletter sig sammen med klaver og guitar, og densiteten i nummeret løbende ændrer sig fra fyldt soundscape til enkel pizzicato. 

Avantgardeprojekter kan stikke af og blive til selvrefererende og smagløs kedsommelighed, men TLF Trio formår på fineste vis at kombinere genrerne på et album, der vil kede den traditionelle lytter og glæde mennesker med hang til eksperimenter og den gode samtale. 

Den Stockholm-baserede komponist Kali Malones musik er indbegrebet af tesen om »less is more«. De altid tilstedeværende, nøjsomme og blødt ringende droner lægger sig som tunge tågebanker nederst i mikset, mens Mats Äleklints trækbasun og Isak Hedtjärns basklarinet spiller få, enkeltstående toner højere i mikset. Men ikke så højt at de nogensinde slipper helt ud af tågen. Jeg higer efter noget at hæfte mig ved, bliver opmærksom på de små ting, som jeg i en mere tætpakket produktion nok ville have overset. Som hvordan man kan høre de to blæseres hvislende udåndinger under instrumenternes klang – og nogle gange endda udelukkende disse vejrtrækninger.

Mens den musikalske tåge i EP’ens første nummer er så tyk, at man kan skære i den, introducerer andet nummer en mere fremtrædende, endda melodisk synth, der meget passende netop synes at skære igennem disen. Således skaber Malone først en rolig, nærmest ophøjet ubevægelig lyd, for derefter selv at bryde den ned med en langt mere sinister afslutning. 

Drone er af natur ofte en uhåndgribelig form for musik, men Malones store styrke er hendes evne til at skabe tekstur, en følelse af rum og nærhed i sine kompositioner. Dette beviste hun med det monumentale orgelværk The Sacrificial Code (2019). Med Living Torch understreger hun blot hvorfor hun i mine øjne er en af de mest interessante nyere stemmer inden for drone og minimalistisk musik.

Med Soundtrack of an Imaginary Opera forsøger finske Rebecka Sofia Ahvenniemi at tage os på en rejse ind i skitserne til en ufuldendt opera, og netop det er operaens største hæmsko: Projektet føles for ufærdigt og retningsløst, til at fremstå som en helhed. Musikalsk og sonisk er der tale om en hybrid mellem barok-opera og 1920’ernes musikteater, med besøg i både cabaret og det avantgardistiske, men også lån fra rock og R’n’B, som sad vi i en ituslået musikalsk tidsmaskine.

Først ved sidste sang, »Nymph Cry«, hvor sproget bryder sammen og nymfens naturnære stemme akkompagneres af en klokke, indtager musikken det drive og den fylde, operaen har manglet. Desværre flygtigt, vi slynges tilbage til barokken og referencer til passager tidligere i værket.

Måske er det netop den meget sparsomme instrumentation, der efterlader mig med et afsavn, krydret med mange gentagelser. I stedet for at dekonstruere en opera, som Ahvenniemi efter eget udsagn ønsker, ender hun mest med at rekonstruere en masse referencer og parrer Mario Brothers-lyde med et Göethe-digt. Operaens potentiale forløses formentlig også bedst i en reel opsætning, med scenografi og et større ensemble, og jeg håber, det er noget, Ahvenniemi arbejder hen imod.