Louise Beck
Louise Beck

Da Louise Beck i 2022 præsenterede sin første opera på Copenhagen Opera Festival, blev publikum bedt om at medbringe skitøj og termodragter. Den Sidste Olie, om koloniseringen af Grønland og rovdrift på naturen, udspillede sig på isen i Østerbro Skøjtehal. Det blev startskuddet til et frugtbart samarbejde om nyskrevne værker, der udvider operaens rammer og rum. Nu går samarbejdet ind i en ny fase: Fra 1. september bliver Louise Beck festivalens nye kunstneriske leder.

Louise Beck er scenograf, iscenesætter og kunstnerisk leder af opera-platformen OPE-N (tidligere OperaNord). I snart tre årtier har hun arbejdet for at udvikle opera som en levende og samtidsrelevant kunstform – i stedspecifikke formater og i dialog med repertoiret. Hun har desuden markeret sig tydeligt i debatten om operaens udviklingsvilkår og bæredygtige strukturer.

»Igennem årene har jeg fulgt med i Copenhagen Opera Festivals store indsats for at gøre opera mere tilgængelig og fortrylle en hel by med kunstartens stjernestøv. Opera er en altfavnende og vild kunstart, der kan rumme og ramme os alle – og det har festivalen helt rigtigt set. Derfor er den i dag en uundværlig platform, hvor tradition og nybrud, operaelskere og et helt nyt publikum mødes. Den dynamiske platform glæder jeg mig til at være med til at styrke og udvide.« siger Louise Beck

Hun vil videreudvikle festivalens rolle som central infrastruktur i dansk operas økosystem, hvor operahuse, det frie felt og nye stemmer mødes i forpligtende samarbejder – både under festivalen og året rundt.

»I Danmark findes der en enorm talentmasse og et utal af både erfarne og banebrydende kunstnere, der kan og vil udvikle operagenren i det frie felt. Deres skabertrang og visioner er helt afgørende for operaens økosystem, og med en målrettet opbakning fra Copenhagen Opera Festival, vil dette stærke felt kunne nå ud i hele landet og også være med til at sætte Danmark på det internationale opera-landkort,« siger Louise Beck

Beck overtager posten fra Amy Lane og tiltræder 1. september. 

Copenhagen Opera Festival 2026 finder sted 13.–23. august i København.

»Ligesom al kunst er musik et sprog for følelser, drømme og søgen efter mening – men for os er det lige så afgørende, at musikken er en vej til fællesskab.«

Girls in Airports er et dansk instrumentalband – med en palet, der især rummer jazz, elektronisk musik og klange fra fjerne himmelstrøg. Siden debutalbummet i 2010 har de skabt et lydunivers, hvor saxofoner, synths og pulserende grooves mødes i et kollektivt og drømmende udtryk. På det seneste har bandet fokuseret på kunstneriske samarbejder med bl.a. Teitur og Aarhus Jazz Orchestra og er nu på vej med et nyt album i samarbejde med strygertrioen Halvcirkel.  

© @joachimdabrowski

»Musik for mig er livlinen til verden, der mere end noget andet skaber følelsesklang, og fylder mit hoved med tankekonfetti.« 

Steen Andersen er kulturel iværksætter, festivalmanager og skribent. Han er medstifter af Lost Farm Festival og har koordineret projekter såsom Copenhagen og Odden Saunafestival, Arbejdsfællesskabet PB43, kulturhal BYGN 5 og Prags Have. Over en årrække har han skrevet bøger og artikler om urban aktivisme, iværksætteri og kultur, heriblandt Byen bliver til og Learning from Sierra Leone sammen med Arkitekter Uden Grænser, der vandt Arkitekturforeningens Initiativpris. For tiden opholder han sig i Ukraine for at koordinere Lost Farm Festivals Art Exchange Program, og har netop kurateret udstillingen HIDE and SEEK med unge ukrainske kunstnere i Kyiv.

kortkritiklive
29.10

Hvad skal de gale med et operahus?

OperaHole: »screen (mad scenes)«
© PR
© PR

Danmark mangler operahuse, lød et opråb for nylig i Politiken. Og ganske rigtigt: Det er ikke på den store scene, at vi – med kun et enkelt større, ret konservativt operahus – sætter vores præg. Til gengæld kan vi prale af et frodigt operaliv på de scener, der findes uden for de etablerede institutioner. Og med det københavnske musikkollektiv OperaHole har en ny spiller nu meldt sig på banen.

I sidste uge præsenterede de to sangere og kunstneriske ledere Litha Ashforth og Daniel Rosenberg, begge opvokset i USA, så OperaHoles første opsætning: et kinderæg af Rosenbergs eget karakterstudie recursion for to skuespillere, vanvidsscenen fra Donizettis Lucia di Lammermoor og Peter Maxwell Davies’ 8 Songs for a Mad King, alle tre opført ud i ét i et hvidt reklamefilmstudie.

Det interessante var selvfølgelig sammenstillingen af et kort skuespil, en klassisk scene og et af de sidste 60 års mest skurrende monodramaer. Tematisk var fællesnævneren galskab: Rosenberg, en såkaldt spieltenor med stort register og komisk talent, spiddede først djævelske variationer over latte-drikkende københavnere i sit skuespil, inden koloratursopranen Ashforth listede ind i en hvid underkjole gennemvædet af blod og sang Donizetti med adræt desperation og blød sødme akkompagneret af fløjte og klaver.

Til sidst fulgte så monodramaet med Rosenberg som den gale konge, iscenesat som et SoMe-værksted, hvor opførelsen blev kommenteret i et livestream (LeaHan1997: »Not this again«!), og screendumps klistredes sammen til memes i realtid. Det var veloplagt – også musikalsk – men indforstået, og værket forsvandt i processen.

Når kollektivets unge begejstring for new media engang har lagt sig, ligner OperaHole til gengæld et godt bud på at videreføre vores tradition for sprælsk omgang med undergrundsopera.

kortkritiklive
28.10

Øer af lyd rejser sig af havet

Athelas Sinfonietta: »Nordic Sounds«
© Kasper Vindeløv
© Kasper Vindeløv

Veronique Vakas igangværende projekt med at fastholde nogle af jordens mest monumentale geologiske processer i nedskrevet musik viser sig stadig mere dragende. Det seneste resultat fik premiere lørdag på Nordatlantens Brygge. Eyland (»Island«) er inspireret af dannelsen af øen Surtsey, der dukkede op 33 km ud for Islands kyst 14. november 1963 efter et vulkanudbrud.

Meget af den canadisk-islandske komponists arbejde skildrer forfald; dens musikalske bevægelser følger indsamlede data om økologisk ødelæggelse og nedbrydning. Eyland handler om skabelse, og Vaka syntes at fryde sig over dens undren og storhed. Athelas Sinfoniettas 15 musikere lød med et symfoniorkesters vidde under Bjarni Frímann, og med Jónas Ásgeir Ásgeirssons solotrekkspil som selve den fremvoksende ø, der løfter sig af bølgerne med en mægtig, langsom kraft.

Selv nogle af de øvrige fem værker i denne koncert med fokus på musikken fra Nordatlanten kunne føles som en ritualistisk forberedelse til Vakas værk – et vidnesbyrd om komponisternes fokus snarere end en mangel på tyngde. Omkring de klare, lange linjer i Eli Tausen á Lávás Álvan ligger en karakteristisk nordatlantisk glans og harmonisk dybde; Daníel Bjarnasons Skelja er en miniature af en sonisk romance mellem harpe og slagtøj, og Friðrik Margrétar-Guðmundssons Fikta en udtværet koral, spillet med shamanistisk intensitet af Ásgeirsson. Anna Thorvaldsdottirs Entropic Arrows skærpede opmærksomheden med sine lange, trådtynde strygertentakler, der vokser ud af hektisk blæser- og slagtøjsaktivitet.

Den anden uropførelse var Aya Yoshidas Song of the Voice – et ikke-vokalt ekko af færøsk sangtradition for cello og ensemble, hvor man på et tidspunkt hører en kædedans rasle. Værket er ikke uden både fantasi og virkning, men det kom til at fremstå inkohærent og uden fokus i denne sammenhæng.

Dansk oversættelse: Andreo Michaelo Mielczarek 

kortkritikrelease
24.10

JASSS river cellofanen af elektronisk musik

JASSS: »Eager Buyers«
© PR
© PR

Lyden på Eager Buyers er lige så intens som knitrende cellofan – og lige så afslørende. Det er, som om alle musikalske etiketter er pillet af, og tilbage står en rå, ufiltreret lydverden, hvor genrer opløses, og alt bliver muligt. Den Berlin-baserede spanske producer JASSS smeder sit udtryk i en punket legering af elektronisk musik, industrial, EDM og rockede guitarriffs.

Hendes tredje album er et opgør med konformitet og forventninger. At sætte ét mærkat på JASSS er næsten umuligt. Så skulle det måske være cool. I de komplekse rytmiske sammensætninger, hvor spor af bitcrush balanceres af melankolske harmonier og subtile hentydninger til medieval-core i nummeret »Sand Wrists«, bevæger vi os i et univers, der på én gang er nostalgisk og eventyrligt – og samtidig ulmende af Berlins natteliv.

Eager Buyers er dragende – også for lyttere, der ikke plejer at bevæge sig i den elektroniske sfære. Albummet har en tydelig fortælling, båret af en mørk, næsten teatralsk energi. JASSS vender sig mod en verden, hun oplever som »fejl-ernærende« – som hun formulerer det gennem sangtitler som »Hollow‹ og »The Mob Expects Malnutrition«. Men melodramaet får et skær af ironi: der er noget afvæbnende sarkastisk i det hele, som om Eager Buyers i virkeligheden handler om  det desillusionerede moderne menneske. 

JASSS rasler med cellofanen fra de musikalske indpakninger, vi plejer at kalde genrer, og minder os om, at musik også er et produkt, der skal sælges og købes. Eager Buyers er et album, der nægter at lade sig pakke ind – og netop derfor er det værd at købe.