© Guannan Kang
© Guannan Kang

自由即兴创作比性爱更好! Eller »Fri improvisation er bedre end sex.« Sådan lyder – ifølge Kresten Osgood – et citat tillagt Konfucius. Om den kinesiske filosof faktisk sagde det, er tvivlsomt. Men udsagnet rammer ånden bag et af årets mest usædvanlige indslag under Copenhagen Jazz Festival.

Fra 7.-11. juli indtager pianist Søren Kjærgaard og trommeslager Kresten Osgood restauranten CC Taste på Amagerbrogade, hvor de hver dag kl. 14-16 giver koncert midt blandt gæster, dim sum og dampende hot pots.

De to musikere har længe ønsket at flytte den frie improvisation ud af de vante koncertsale og ind i et rum, hvor publikum mindst venter at møde den. Idéen opstod, da de opdagede et gammelt opretstående klaver i restauranten, som gennem flere år har været et fast mødested for duoen. Restaurantens ejer, Stephanie, var straks med på idéen.

Søren Kjærgaard og Kresten Osgood er fætre, voksede op på den jyske vestkyst og har spillet sammen siden barndommen. 

»Vi har længe drømt om at bringe vores musik til steder, der ikke umiddelbart er disponeret for den, og undersøge, hvordan musikken påvirker et miljø, hvor rammen er at spise dim sum og have en dejlig frokost,« fortæller Kresten Osgood. »Ejeren af CC Taste var helt med på idéen, og jeg tror, alle er lidt spændte på, hvad der kommer til at ske.«

For Søren Kjærgaard er det også selve formatet, der gør serien særlig:

»Vi glæder os til at spille sammen på det samme sted fem dage i træk. Det er sjældent i improsammenhæng, hvor meget ellers er knyttet til enkeltstående koncerter og ad hoc-konstellationer. Vi har så meget fælles erfaring og så dyb en relation – og samtidig er der altid noget på spil, når vi improviserer sammen.«

Koncerterne finder sted hver dag kl. 14-16, mens restauranten holder åbent, så publikum kan spise og lytte samtidig. Alle fem koncerter bliver optaget.

© Linnea Syversen

»Musik er for mig noget, der spejler menneskelige oplevelser, og som vi kan finde os selv i på et helt eksistentielt niveau, hinsides sproget. Den føles som et fælles rige, vi har adgang til. Musik er måske den kunstform, der i mindst grad behøver at blive bearbejdet intellektuelt (selvom den også kan det!). Fordi den består af lyd, der udfolder sig over tid, må vi selv genskabe farverne og følelserne i os. Det kan ske hurtigt, som om vi var besat af en kraft udefra. Musik rummer mange lag af koder, som vi forholder os til på både ens og forskellige måder. Nogle af disse koder, såsom puls, resonerer med ubevidste lag i os, der stammer fra urtiden. Andre lag, såsom velkendte musikalske referencer, taler til det moderne, dannede menneske. Dette samspil gør musikken til noget helt unikt stimulerende! I den kulturpolitiske diskurs bliver kunsten ofte reduceret til et instrument for noget andet (hvilket den bestemt også både er og kan være). Dermed glemmer man kunstens egenværdi.«

Solveig Sørbø er komponist, musikproducer og artist, der skaber klassisk musik og alternativ pop. Hun komponerede musikken til dokumentarfilmen Hans pluss Liv (NRK), og et stykke herfra blev senere opført af KORK (Norges Radios Orkester). I anledning af solformørkelsen i 2026 skrev hun et orkesterværk, der forbinder Dantes metafysik med himmellegemernes fysik.

Sørbø har tidligere arbejdet i akademiske sammenhænge med innovative projekter som MusicLab (udgaven med DSQ blev af DR kåret til Årets Begivenhed) og som radiojournalist og -vært på NRK og radiOrakel. Med en metodisk tilgang til kunsten ønsker Solveig at skabe musik, der bevæger.

Hendes anmelderroste opera Heroin chic, med libretto af den prisvindende forfatter Maria Kjos Fonn, havde urpremiere på Classix-festivalen i Rumænien i 2025 og norsk premiere på Parkteatret i Oslo i februar 2026. Efterfølgende blev hun af Ballade kaldt »Musikkens Klæbo«. For tiden arbejder Sørbø blandt andet på en opera baseret på Ibsens Vildanden og forbereder en koncert med bandet Naturhistorisk.

© Ditte Marie Walter Thygesen

»Jeg lytter meget til spil-musik fra spil, jeg selv spiller. Og så bliver jeg igennem mit virke som instruktør præsenteret for en masse fantastisk musik, som mine skønne kollegaer præsenterer mig for i hvert nyt projekt. Jeg bruger musik som et værktøj til mine teaterprocesser. Både for at komme i stemning, når jeg forbereder mig til at kommunikere betydninger og retninger imellem kunstnerne/designerne/performerne på projektet, og til at vågne om morgenen, når jeg laver min kaffe. Musik kommunikerer ofte tydeligere end ord, ligesom sceniske handlinger og visuelle udtryk oftest kan være ret præcise i at kommunikere emotionelt indhold, mere end det talte og skrevne ord. DEN type affekt elsker jeg!«

Emil Rostrup er teaterinstruktør og har i de seneste år stået bag forestillinger som Bad Mexican Dog (2026) på Sort/Hvid, Crip (2026) på Revolver, Klodshans og Prinsessen (2026) på Aalborg Teater, Prometheus (2025) på Nørrebro Teater, Vi, de druknede (2025) på Republique og Pow Pow Pow (2024) på Revolver.

Han dimitterede i 2020 fra Den Danske Scenekunstskole som sceneinstruktør med afgangsforestillingen Woyzeck Exhibited – en devised parafrase over Georg Büchners klassiker Woyzeck.
 

© Carsten Seidel
»Hvem sagde nogensinde, at musik 'bare' er musik? For mig er det alt andet end det: En trang til at ville forstå og forklare det hele. Et smykke, jeg bærer hver eneste dag. En undertiden dyb glæde. Et konstant varierende aftryk af millioner af stik i mit hjerte. En længsel efter at forsvinde.«
 
Henrik Marstal er musiker, forfatter og musikforsker. Han er ph.d. i musikvidenskab, lektor på Rytmisk Musikkonservatorium og optræder jævnligt i medierne som ekspertkilde på musik. Han beskæftiger sig bl.a. med ny musik, herunder elektronisk musik. Til vinter er han aktuel med både et nyt album sammen med popgruppen ibens og en bog om Else Marie Pade, som udgives på det britiske forlag Bloomsbury.
 

 
Viner Khaiitov. © Tatita Zhiliaeva

»For mig er musik lige nu det modsatte af en flugt: Det er et rum, hvor spændingen fastholdes, gentages og omdannes til rytme.«

Viner er DJ og producer med base i både Marseille og Barcelona, hvor han driver pladeselskabet og kunstlaboratoriet PATAR. Han er født i Uljanovsk ind i en familie med usbekiske, tatariske og basjkiriske rødder og begyndte at lave musik i Kazan. I 2022 foretog han optagelser rundt omkring i Usbekistan: under Navruz-fejringen i Tasjkent, på Stihia-festivalen i Mujnak (hvor han fungerede som teknisk direktør) samt gadelyde fra Khiva, Bukhara og Samarkand. På udgivelsen 2330 (PATAR, november 2026) er disse optagelser klippet op i fragmenter på to sekunder eller derunder. De er indlejret i loops med en tredelt takt, der ligger forskudt i forhold til hovedpulsen – herunder »doira«-rytmer, der kræver flere takter for at nå hele vejen rundt – samt baspartier, der optræder som rå, forvrængede blokke. Kildematerialet forbliver kun delvist genkendeligt. Det, der bærer værket, er friktionen; den fastholdes gennem alle fem numre uden nogensinde helt at blive forløst.

 

© PR

»Musik for mig er en form for hemmelige stier, der giver adgang til følelser, tanker og ideer, som ellers nogle gange kan være svært tilgængelige. Smutveje til dagdrømmeri og kreativitet, til de øjeblikke, hvor jeg føler mig mest forbundet med min egen og andres menneskelighed. Hvor mit eget liv via musikken iblandes kunstnerens, og vi på den måde sammen skaber noget helt tredje.«

Kristoffer Møllegaard er cand.mag. i russisk sprog og kultur fra Københavns Universitet (2017) med speciale i fremtidsspekulation i russisk kunst og filosofi. Han skriver med jævne mellemrum om russisk kultur og folder sig i fritiden ud som billedkunstner og hobbysaxofonist. Han har været skribent for Seismograf siden 2020.