自由即兴创作比性爱更好! Eller »Fri improvisation er bedre end sex.« Sådan lyder – ifølge Kresten Osgood – et citat tillagt Konfucius. Om den kinesiske filosof faktisk sagde det, er tvivlsomt. Men udsagnet rammer ånden bag et af årets mest usædvanlige indslag under Copenhagen Jazz Festival.
Fra 7.-11. juli indtager pianist Søren Kjærgaard og trommeslager Kresten Osgood restauranten CC Taste på Amagerbrogade, hvor de hver dag kl. 14-16 giver koncert midt blandt gæster, dim sum og dampende hot pots.
De to musikere har længe ønsket at flytte den frie improvisation ud af de vante koncertsale og ind i et rum, hvor publikum mindst venter at møde den. Idéen opstod, da de opdagede et gammelt opretstående klaver i restauranten, som gennem flere år har været et fast mødested for duoen. Restaurantens ejer, Stephanie, var straks med på idéen.
Søren Kjærgaard og Kresten Osgood er fætre, voksede op på den jyske vestkyst og har spillet sammen siden barndommen.
»Vi har længe drømt om at bringe vores musik til steder, der ikke umiddelbart er disponeret for den, og undersøge, hvordan musikken påvirker et miljø, hvor rammen er at spise dim sum og have en dejlig frokost,« fortæller Kresten Osgood. »Ejeren af CC Taste var helt med på idéen, og jeg tror, alle er lidt spændte på, hvad der kommer til at ske.«
For Søren Kjærgaard er det også selve formatet, der gør serien særlig:
»Vi glæder os til at spille sammen på det samme sted fem dage i træk. Det er sjældent i improsammenhæng, hvor meget ellers er knyttet til enkeltstående koncerter og ad hoc-konstellationer. Vi har så meget fælles erfaring og så dyb en relation – og samtidig er der altid noget på spil, når vi improviserer sammen.«
Koncerterne finder sted hver dag kl. 14-16, mens restauranten holder åbent, så publikum kan spise og lytte samtidig. Alle fem koncerter bliver optaget.
Hauntologisk genistreg
Camilla Sørensen og Greta Christensen har længe gjort sig bemærket gennem deres koncerter og installationer med fokus på vinylformatet, som bliver behandlet på alle andre måder end den gængse afspilning.
Her hopper og danser pickupnålene mellem brudstykker af klassisk musik, schlager og filmlydseffekter. Døre knirker, ting smadrer, personer hoster, vinylen knitrer og støjer.
De første tre skæringer på The Sound Around You er fragmenterede kollager af mekaniske vinylmanipulationer. Lytteren suges ind i den hauntologiske malstrøm, som så ofte udgør Vinyl -terror & -horrors særegne udtryk.
Vender man pladen, finder man dens spejling: Violinisten George Kentros har transskriberet instrumentalversioner af pladens A-side. Væk er vinylstøjen og det maskinelle udtryk; tilbage står tre befriende, organiske indspilninger. Hermed hjemsøger de levende de døde.
Udgivelsen er enormt vellykket, og instrumentalversionerne er en genistreg, som ikke bare er en underfundig idé, men rent faktisk fungerer på egne musikalske præmisser.
Kroppen som levende instrument
A short, neat and sweet Klang double-bill pivoting on voice and movement. In Martin Stauning’s Gestures (2020) the soprano’s ghostly song was marinated in electroacoustics, as loose as our individual ideas of a story projected onto the visual clues we were given – flowers, water, a ceremonial table and Tran in an old wedding dress.
She moved from song to sung words to spoken words. When she finally floated off, she was back on song: ‘death in life, life in death.’
In Jeppe Ernst’s 3 Romantic Songs (2017) we heard the opposite: everything tightened up. Byron’s Farewell was squeaked-out by a motionless Tran, adopting the persona of a child unaware of the shape or meaning of its words – the poet’s billowing ego deflated.
Keats’s Ode on Melancholy was straightjacketed by strict rhythms stamped-out by Tran’s feet and Shelley’s The Waning Moon was staged as an ancient ceremony, its words elevated, sanctified but anaemic. As Tran said: ‘the singer’s instrument is a living body.’ It pursued its own agendas here.
Skrøbelig suite støjgendigtet
Da Isabel Mundrys lidt generiske, men flotte værker var overstået, kom aftenens egentlige hovedværk, Suite (2014-18) af Allan Gravgaard Madsen.
Hele værket arbejder på grænsen af, hvad der kan lade sig gøre på traditionelle instrumenter. Det var både interessant, skrøbeligt og vellydende, men de annoncerede »klingende dryp fra tidligere tiders musikalske mesterværker« og suiteform var svære at finde.
Som slående kontrast sad Morten Riis i et lille lydlaboratorium i siden af scenen og genafspillede hver sats i modificerede udgaver gennem højttalere, der blandt andet var dækket af bækkener – som en ekstra højttalermembran – og fra bunden af en snurrende projektør.
De støjende højttaleres og lyssætningens store potentiale i Suite for Electro Mechanical Loudspeaker Orchestra (2020) blev dog dæmpet af, at hele setuppet virkede lidt hjemmelavet og ufærdigt. Det var svært at høre Madsens værk i Riis’ parafraser, og jeg havde hellere oplevet dem hver for sig, hvor de helt sikkert har mere at byde på.
Effektiv slowmotion
Damkapellets mål om at nedbryde barrieren mellem publikum, musikere, komponist og værk åbnede med Alina Petrovas helt nye Cado, centreret om en nedadgående akkordprogression, hvor stemning og lydflade dominerede over ultrakorte melodiske udbrud.
Klimakset kom, da sopranen lavede et voldsomt vokalspring, som var hun trådt baglæns ud over en afgrund. Langsommeligheden gav en fornemmelse af, at det var mig, der faldt, og som i slowmotion opdagede jeg det først ved ‘skriget’. Barriere: nedbrudt!
I selskab med Kvinnoorkestern uropførte de også Lo Kristensons Sounds and Surroundings, der begyndte med musikernes kollektive åndedræt. Forskellige grupper skiftedes siden til at bryde ud af klangfladen: Violiner blev til en vred bisværm, sopranen sang på indåndinger – fokus var på instrumenternes materialitet og mødet mellem dissonanser og brudstykker af melodier og akkorder.
Skiftene i musikken var effektive, og som lytter blev man forløst, hver gang melodierne fuldendte dissonanserne. Et stærkt værk, der gav åndenød!
Avantgarde uden guillotiner
Det blev ingen revolutionær start på Klang Festival, selvom en af landets bedst skrivende komponister var i centrum.
Niels Rosing-Schows saxofonkoncert Episodes from a Concerto (2003/20) prøvede at ruske op i sig selv med flere defibrillerende stød undervejs, men blev trukket ned i sin egen understrøm af gammelmodernistisk temperament og egal klangelegance.
Mere selvstændig karakter havde den nye klaverkoncert All Right!? (2020) med sit udemonstrative møde mellem pianistens tikkende urværk og ensemblets udspilede skyer af lys og let klangtåge, omend Rosing-Schow også her luftede passager af altmodisch fællesekspressionisme.
Solisterne i værkerne virkede låst fast i skematiske tonemønstre, også basfløjten i døsige Flash Night (2016), så det var befriende med solistfri Distant Calls (2018) og dens skarpt formulerede grundstruktur af sammenflettede orientalske luftalarmer.
Værket kunne dog nok have udviklet sig i heldigere retning end filmisk agentdramatik, mens skramlede Unspoken – Unheard (2020) rundede eftermiddagen noget famlende af.